Til Lykke til V.P. og Gaarden

Vi har ondt af den Pige, vi har morderlig ondt
af den Pige, der ikke fik ham.
Men han drømte i Morges, lige inden han vaagned,
da drømte han, det var sket.
At hun virkelig dengang, for mange Aar siden,
havde haft Heldet med sig. –
I Dag var hun staaet op før han
og stod der med Kaffen til ham:
„Vaagn op, søde Far, vaagn op, lille Mand,
for du fylder 70 i Dag,
skønt man ved Gud“ – her strøg hun ham over
den ædle Bølge af Haar over Panden –
„skulde synes, det ikke kan passe.“
Og skønt søvndrukken evned han straks at svare:
„Man skulde dog endnu mindre tro det,
naar man ser paa dig, søde Mor.“
Saa drak de Kaffen.
Hun pludred. Hans Øjne,
hans underligt rene og rolige Øjne,
ubesmittede blaa,
hvilte paa hende hele Tiden.
Og altsaa hun pludred:
„Aah, Far, hvis du vidste,
hvor godt jeg synes,
vi to har egnet os for hinanden!
Hvor tit har jeg været
lykkelig over dig
og af og til ogsaa stolt!
Vort dejlige Hjem,
vore raske Børn,
som du altid forstod,
og som altid holdt af dig,
i Hverdagens Arbejd,
som naar vi holdt Fest.
Hvor elsked jeg dig
i Studerekammerets
Fortidsro –
for der var saa stille,
saa kvægende stille
som intetsteds ellers
i dette larmende
skøre Aarhundrede
– det var dine Tanker,
der ejed den Fred
og spredte den om sig.
Men naar jeg og de unge
trængte til Larm,
var du den gladeste
mellem de glade
– du ramte i Centrum,
var Prik over i'et –
der var en Tid,
da de kaldte dig Prik.
Hvor har du levet
i Børnenes Sind!
naar de fløj ud
af Reden, de kære,
tog de altid et Stykke
af dit Sind med
– det vil kendes i Danmark,
hvad Far de havde.
Tak, trofaste Mand,
for alt godt du gav mig
de mange Aar,
vi har levet sammen.
En Tak fra mig
og en Tak fra Børnene,
en stor varm Tak.“
Og dermed slog hun
de fine Arme om ham
og gav ham et Kys med Smæk.
Det vaagned han ved,
og saa, at det bare
var Linden, som havde
bøjet sig frem
helt ind imod Ruden
for at hilse Tillykke.
Han saa, det var Linden
– og blev slet ikke skuffet.