Ubeskrivelige!

Hør, jeg finder tusind Adjektiver,
bruger dem paa langs og kryds og tværs,
ned utallige Nuancer skriver,
bugter dem i Prosa og paa Vers;
ingenting vil de om dig dog sige,
ubeskrivelige!

Jeg vil byde Solens Aftensegnen,
Hjerteblod paa Sneen skær og lind,
røde Rosenknoppers sarte Blegnen
vorde for at overgaa din Kind;
alle maa de overvundne vige,
uforlignelige!

Jeg vil lade modne Druer briste,
skue Guldglans mod en Purpurgrund,
lade Luer sig om Roser driste
glødfuldt for at kappes med din Mund;
aldrig finder jeg dog Farver slige,
ugengivelige!

Jeg vil lade Spyd i Solen lyne,
Stjerner bade sig i Duggens Drik,
kalde Odins Skjoldehal til Syne,
om de kan sig maale med dit Blik;
intet kan til slige Straaler stige,
du guddommelige!

Jeg vil lade Klokketoner bæve,
Kilder risle frem med Vellyds Lyst,
Lærker trilrende i Luft sig hæve
for at ligne noget med din Røst.
Aldrig vorder de saa vellydsrige,
himmelsk englelige!

Og hvorfor? Fordi jeg intet kender,
intet skildre kan med mine Ord
uden det, som Livets Yderender
sluttet inde har paa denne Jord;
men du selv er jo ej jordisk, Pige,
men fra Himlens Rige.