Tabt

Paa Vorherres Puslespil at titte
kaldte jeg det leende som bitte,
naar jeg kigged paa mit Danmarkskort,
angst kun for, han ikke kunde hitte
en af Brikkerne, hvis den kom bort.

Var det Varsel? Mon den Angest spaaede
Barnets lille Sjæl om Mandens Vaade,
nu, da alt forsvandt i Natten sort?
For nu er – Gud huske os i Naade! –
alle Brikkerne jo kommet bort.

Og naar nu mit Barndomskort jeg fatter,
det, som engang lyste mildt af Latter,
ser jeg det kun gennem Taarers Blænd,
og jeg spørger: Finder du det atter?
Herre, finder du vort Land igen?