Download:      
Indledning
  
Værkinformationer
  
Billeder
  

Rigtig slem

I Dag vil jeg være rigtig slem,
jeg vil endogsaa dig saare
ja, tro mig! tvinge en Taare
brutalt i dit Øje frem.

Der skælmer et Smil paa din bløde Kind
af disse usigelige,
det var, som vilde du sige,
hvor det dog kan falde mig ind?

Men le ej! For Sagen er skam trist.
Jeg kan ej længere nægte,
at jeg er en vaskeægte,
en knagende Egoist.

Sesaa! Nu rynker du dine Bryn,
og dine Blikke de strenges.
Haha! Jo, ser du, jeg længes
aah! efter det Gudesyn:

En Taare, der dirrer kysk og bly
jomfruelig sart at skue
midt i den tindrende Lue
af Smilet, der ler paany.