Changed

Sjakalerne hyler mod Maanen,
de skælder den ud i Kor:
„Du gustne, forvirrede Giftlys,
du Skamplet over vor Jord.“

De halser, saa de er nærved
at tabe alt deres Vejr.
Og Maanen sidder deroppe,
og de – ja, de er jo her.

Men hvis den en skønne Midnat
tog Udgang paa egen Haand
og truende trillede ned ad
det himmelske Tøndebaand,

saa var der ikke en eneste,
der holdt sig stiv og stejl,
i Kor bekendte de alle:
„Hvor har vi dog taget fejl!

Aah, Maane, prægtige Maane,
saa rund og ædel og stor
og blankpudset over det hele,
et Lys for vor ganske Jord!“

(Historien bliver jo ikke
det mindste mindre gejl,
hvis man betænker den Mulighed,
at det er nu, de ta'r fejl.)