Angst

Saa tung en Nat har jeg vaaget.
Nu falder det mig i Sinde
forsigtigt at banke paa Laaget
og hviske til den derinde:

Jeg rejser til Kamp mig mod Sorgen,
vi holder jo sammen, vi to,
og til en Paaskesols Morgen
vi sætter vor bævende Tro.

Da er det, jeg synes, det svarer
– men Vanvid er det vel blot -:
„Du kan din Møje dig spare.
Jeg ligger og har det godt.“