Maj

At Fuglelatter og Blomstersmil
kan gøre saa ondt, kan gøre saa ondt!
De trykker mig ind imod Hjertet en Pil
og drejer den rundt og rundt.
Her sidder jeg lænket i Smerternes Borg.
Forstaa, hvor jer Glæde kun haaner min Sorg.

Saa tit har din Jubel med mig du delt,
du fløjtende Stær paa den gyngende Gren;
og du, Anemone, du gav mig dig helt,
jomfruelig sval og ren.
Ja, mere hos jer end hos Mennesker fandt,
taknemmelig, Sind af mit Sind jeg iblandt.

Men hvor kan I komme med Lyst og Leg
og lade frækt, som om intet er hændt?
hvordan kan I tindre af vaarkaad Maj,
naar Vaarens Rige er skændt?
I danser jer Dans, og I spiller jert Spil
for Riget, der ikke er længere til.

Det sømmer sig, Fugle, at tie i Aar,
forblive, I Blomster, i Jord og i Dynd,
for her i Udslettelsens navnløse Gaard
er det at glæde sig Synd.
Ved Babylons Floder med Graad vi sad,
og stemme sin Harpe slet ingen gad.

Jeg vidste ikke, at Blomstersmil
og Fuglelatter kan gøre saa ondt.
Nuvel, saa sting mig, du skarpe Pil,
ja, drej i mit Hjerte dig rundt.
Thi Kilden af Taarer og Hjerteblod
kan skænke en Drik, der er rensende god.