To Gaver

To Gaver, dyre og kære
du lod mig, Herre, bete;
den ene er Sorgens Ære,
den anden Evnen at le.

Og har jeg fristet at hulke
ved egen og andres Ve,
det var fra Livet at skulke,
om derfor jeg glemte at le.

Saa skal da med Troskabs Styrke,
til Hjertet naar til sit Hvil,
sin Herre og Giver det dyrke
med baade sin Graad og sit Smil.