Den første Sne

Den første Sne,
aah, kom og se,
den er begyndt at falde.

Af Tø og Kulde blød og fin
i Eventyrets Drømmelin
den klæder alt og alle.

Den sorte Skov,
der dødningsov,
af Stormen ildehandlet
den vaagner i et Kærtegnsskælv
og kender næppe nok sig selv,
vidunderlig forvandlet.

Den Vinterdag
saa kort og spag
sig lægger hen at slumre.
Og aldrig har jeg vidst det, før
Snetæppet faldt for Dagens Dør,
at det saa tyst kan skumre.

Aah, Dulmefred!
jeg knæler ned
for en usynlig Krybbe,
og fjernt som i en hellig Krypt
jeg hører Skovens Træer dybt
med milde Taarer dryppe.