Hyldest til den danske Cykle

Du spørger mig, hvad helst jeg vilde være?
Mig selv. Du er jo hos mig, søde du!
Skønt heller: Rosen, du paa Brystet bærer.
Dog er der et, som hellere endnu...

Hvis uden at fortie og at hykle
jeg skal gi' Svar, og du bli'r ikke vred:
helst vil jeg være Sadlen paa din Cykle,
saa nær dig selv, som bare ingen ved.

Du kaldte mig for Spøg din Væltepeter;
jeg bar dig frem, med Kærtegn dybt i Løn,
et Kærtegn for hver Vejens Centimeter,

og fandt min Plads – aah, saa uskyldig skøn,
fortroligt nær Guds Værksteds Løngebeter,
Nirvanas Modpol, Livets dunkle Brønd.