Davids Sang ved Sauls og Jonatans Lig

Israel, paa dine Høje ligger nu vejen din Pryd.
Døde er Israels Helte. I Gat forkynder det ikke!
lader i Askalons Gader ej høres det Budskabs Lyd,
at dog ikke Filistrenes
Døtre skal triumfere, de uomskaarnes faa Fryd!

Bjerge i Gilboa, Vange med Offergavernes Fold,
aldrig mer over eder der falde Regn eller Duggstænk!
dér blev Heltenes Vaaben Besudling givet i Vold,
deres af Blod og af Indvolde,
ak, men ikke med Olie salvede Skærpe og Skjold.

Aldrig veg Jonatans Bue, kom Sauls Sværd bytteløst hjem.
Saul og Jonatan, Elskede, Hulde, i Liv og Død sammen!
Maalte sig Ørn i Snarhed og Løve i Kraft med dem?
Israels Døtre, o, græder for
Saul, der jer klædte i Purpur, siret med gylden Bræm.

Faldne i Slaget er Heltene. Jonatan spiddet paa Spær.
Broder, aah nej, hvor det smerter! du var mig saa saare liflig.
Underfuldt var mig dit Venskab, Jonatan, mere værd
ja, end selv Kvinders Kærlighed.
Faldne, faldne er Heltene! brudt er Bue og Sværd!