Til Frits Rasmussen.

Min Radio melder i Aften blandt al det sædvanlige Drab:
Den første frivillige danske Flyver i Finland er falden.
– Naa – ja. Jeg kendte ham ikke. Hver Dag har jo
Tusindes Tab.
Da hører jeg ude i Natten en ensom hjælpeløs Kalden.

Jeg driver derud, hvor den isner, den evige onde Nordøsten.
– Tusinder falder jo daglig. Og jeg kendte ikke den Gut.
Saa staar jeg og lytter – og gyser:
dér lød den jo atter, Røsten.
Broder, der faldt i det fjerne, har du fortrudt, fortrudt?

Du svarer det ned fra en Stjerne, lysvaagent:
„Min Ven, den Klage,
du hørte, var Børns og Kvinders, der venter paa Skærm
fra Mænd.
Jeg hørte det Raab og adlød. Vel, skaf mig mit Liv tilbage,
jeg lover dig, jeg skal lyde og gøre min Pligt igen.“