Men kære! har du længtes

Men kære! har du længtes, saa du ikke
har kunnet sove! tænk, det var da Sjov!
for da jeg kom i Morges Kl. 8,
da laa du nok saa sødelig og sov.

Hvad? sov du ikke? aah, du hvilte bare
og havde lukket Øjnene en Stund.
Sært nok da, dine Øjenlaag slet ikke
lod til at mærke Varmen af min Mund.

Ah saa, du mærked det, men turde ikke
af Frygt for Skuffelse slaa Øjet op.
Da var det langstrakt Angest; for jeg stod der,
indtil det værked i min hele Krop,

stod bøjet over dig, til bort jeg listed
med de to morgenspæde Kys som Rov.
Hvorfor jeg ikke vækked dig? Jeg kunde
da ikke vække en, dér ikke sov.