Og nu vil vi skyde vor Baad fra Land.

Og nu vil vi skyde vor Baad fra Land,
Maaneskin vil vi fiske;
saa blankt den ler i det klare Vand,
Sivene tiske og hviske.

Du sidder saa dydig i fjernest Stavn,
Bølgerne dufte saa friske;
jeg vover end ikke at nævne dit Navn,
Sivene tiske og hviske.

Da skotter du til mig med Øjne blaa,
var de mon lidt poliske?
Nu synes jeg pludselig, jeg kan forstaa
det, som Sivene hviske.

De faar mig min Tro til omtrent at le.
De hvisker jo: „Kæreste! Jøsses,
han er da et Fæ, hvis han ikke kan se,
at nu vil Marie godt kysses.“

Og hvad skal jeg sige? Jeg har ikke Svar,
som op for dig jeg kan diske.
Selv sidder du yndig, men uden et Ord,
Sivene tiske og hviske.

„Hvor er det i Aften et dejligt Vejr.“
I Struben mig sidder en Sveske.
Du nikker. Og saa er vi lige nær,
Sivene tiske og hviske.