Guden i Mørket

I hendes Haars duftsvangre Tempelnat
bor der en Gud – hans Magt jeg mærked brat
fra første Øjeblik, jeg det berørte.
Da over det igen min Haand jeg førte,
løb bange den sig træt
i Mørket hedt og tæt
og lagde sig saa udenfor til Hvile,
hvor Dagens Roser aabne sig og smile.

Men siden har den Gud besat mit Sind,
jeg maa derind igen, jeg maa derind,
maa se den Gud, hvis gaadefulde Styrke
jeg frygter for og længes mod at dyrke.
Endnu i denne Nat
derind jeg stormer brat,
stormer derind med Kyssets røde Lygte,
saalænge til jeg finder, hvad jeg søgte.