Sommermorgen

Og Dagen vaagned paa Klittens Top
og sprang mod Havet i kaade Hop
og hylled sig ind i Taagens Svøb,
alt mens hun løb.

Men Vinden laa i en Grydes Gem
og sov med Øjnene lidt paa Klem;
han hørte i Drømme og vaagned ved
de lette Fjed.

Og da han saa, hvem der gled forbi,
han hvirvled efter ad sandet Sti.
Hun ler og piler langs Havets Bred:
Lad mig i Fred!

Hans Pusten snart hendes Øren naar
og kildrer alt hendes Nakkehaar.
Han fanger galen og flænger ør
det tynde Slør

og falder saa ved det blanke Syn
som lammet ned helt med Sand mod Bryn
og ligger, blændet i Sans og Hu,
paa Knæ endnu.