Ork ja

De er der allesammen
paa Plænen og om Dammen.
Auriklen rød i Kammen
er kommen først, for Drill.
Der er en Blu og Brammen,
en Nikken Ja og Amen,
en Nejen og et Jamen –
jo, det gaar broget til.

Kun Egen, gammel Knøs i
sin bedste Alder, døsig
staar hen og brummer brøsig
som den moderne Farts
jeronimusske Dommer:
„Jeg kommer, naar jeg kommer.
Hvad skal vi vel med Sommer,
i Førstningen af Marts?“

Men Vorterod de bener
omkring og laver Scener
med smørret Grin og mener:
Ensretning eller Død!
To stille Tusindfryder
hinandens Selskab nyder
og flinkt hinanden pryder,
se bare: hvid og rød!

En Rørdrums Pauk fra Fjorden.
Et Træk af Gæs mod Norden.
Det brister rødt af Jorden,
det bryder grønt paa Tjørn.
O Fryd, knap Hjertet fatter:
det danske Foraar atter.
Nu lyder Leg og Latter
for Søndengavl af Børn.

Imellem bly Violer
I Himmeluskyldskjoler
en Stær en Regnorm holer,
for Mord er nu hans Fag.
En lille net Matrone
– hun hedder Anemone –
blev konfirmert og Kone
– ja, tænk! – paa samme Dag.

En Krokus blaa om Næsen
som gamle Onkel Pæsen
er mod et lille Væsen
i Bedet rigtig grim
og driller: „Sød som Kandis
det er du skam, Erantis,
men ligner Elefanttis.“
Det var et vovet Rim.

Tys der! Dortealilje,
en Jomfru, hvis Familie
forsikrer: mod sin Vilje
er hun ble't lidt med Barn.
Derom er megen Drøften
med Hovedryst og Snøften.
Kodriveren ved Grøften
er flakt af Grin, det Skarn.

Og Solen la'r vi skinne,
og Vinden la'r vi vinde,
og alting er et Minde
og prægtigt til endnu.
Hurra for Livets Gammen!
Paa Plænen og ved Dammen
de er her allesammen
og ogsaa jeg og du.