Saadan nynner det i Mors Sind, naar hun gaar op ad Kirkegulvet med sit lille Barn

Jeg bringer dig, min Frelsermand,
mit Hjertes Lov og Ære,
at paa dit eget Ord jeg kan
mit Barn i Kirke bære.
De smaa Guds Rige hører til,
og dem i Favn du tage vil
og aldrig siden slippe.

Og fødte jeg mit lille Nor
alt under Angst og Smerte,
med Fryd jeg nu i Kirkekor
det lægger til dit Hjerte,
der banker for det stærkt og blidt,
saa fast jeg mærker det i mit,
og mine Knæ vil bøjes.

Min Tro var ofte træt og svag,
og Livets Ting var svære.
Som aldrig før jeg tror i Dag:
det underfulde sære,
at der er en i Verden her,
der har mit Barn saa hjertenskær
som kun dets egen Moder.

Dig er det, hvem vi saadan tror
og takker i stor Glæde,
at skønt du over Stjerner bor,
du er hos os til Stede.
Mit Kød og Blod – modtag det her
og dan det til og med det vær
hver Dag til Verdens Ende.