Omslag

I Aftes – da var Jorden syg og gammel.
Hvor længe holder den det endnu gaaende?
Jeg saa dens Ansigts Ferskensminke graane,
forceret var dens Smil, og Vinen vammel.

Bort fra sig sparked Gud forlængst sin Skammel,
nu triller den – og prøver paa at laane
lidt Festindbildning fra en pantsat Maane,
men er og bli'r dog kun kassabelt Skrammel.

Da nu til Morgen jeg tren ud i Taagen,
min Gud! paa Husets Rygning sad tre Stære
og hilste mig: „God lystig Februar!“

og brat var Jorden ung og frisk og vaagen,
brat var det dumt at dø og sødt at være,
og brat var jeg igen Guds muntre Nar.