Holberg–Prolog

Hvor var han dog dansk
dette norske Menneske,
Gud Fader bevares,
hvor var han dansk.
Hans Ansigt er ganske vist
dovrelukket.
Noli me tangere,
tre Skridts Afstand.
Jeg er, som jeg ønsker.
Hvad kommer det dig ved?
Basta.
Men bag Granitten
kan det aldrig fejle,
det stundom har grædt
derinde i Fjældet,
grædt over Jeppe,
der var saa sølle,
skønt han havde Hjerne
og Hjerte nok
til baade at ha' det
og være bedre.
Grædt over Erasmus,
der havde Ret
– for det havde Manden -,
men fik det aldrig,
og havde det ogsaa
paa saadan en underlig
tumbet Maade.
Grædt over den Mur
af Fjender om sig,
der haaned hans Tro
paa nordisk Væsen
og viste Foragt
for ham og hans Kunst.
Men tror I, han viste det?
Nej, han lo kun.
Med Munden lukket,
med Øjnene rettet
muntert og aabent
mod den, han saa paa,
lo han det bort
næsten hyggeligt bistert.
Ret ingen Sinde
glemmes den Latter
i Danmarks Land.
Var vi saadan før Holberg,
som vi er nu?
Al vor Smerte og Harme
dølger vi helst
bag et vittigt Ord
og et Smil, der ofte
langt bedre sejrer
end tragisk Stil.
Har den Nordmand lært os
at være danske?
– Han kom fra Bergen
og traved Europa
igennem paa ømme
og fattige Fødder,
vendte saa hjem
til Sjælland og sagde:
„Det bringer jeg med mig,
at Dansk er godt,
blot det aldrig lukker sig inde!“
Hil, Fader Holberg!
Gaar vi og glemmer dig
fælt til Hverdags,
er jo alligevel
du vor Far!