Bort fra dette.

Bort fra dette mørke trange
Rum med lange
Lektiers sammenkrympne Kval!
Hellere med muntre Sange
i de solbestraalte Vange
vil jeg gange under Himlens lyse Sal.

Ud at se som muntre Helte
Straaler vælte
sig mod Jordens Fæstningsfort!
Bli'r der om vor Fod lidt Ælte,
er det Sneens haarde Bælte,
der maa smelte for en Guddoms Ømhed bort.

Træerne i Frostens Tømme
staar i Drømme,
skabt af Solen, sunkne hen,
føler Livets trodsigømme,
ydmygstolte Herredømme
gennemstrømme
sig med vaagnet Kraft igen.

Og Smaablomsterne, der blunder
roligt under
Dækket af det visne Løv,
vaagner halvvejs op og grunder
paa, om det mod Timen stunder,
da et Under
kalder dem fra Jordens Støv.

De to allerførste Stære,
der maa være
komne uden ret Forlov,
skynder sig i klare skære
Fløjtetoner frem at bære
Gud til Ære
deres Glædes Tak og Lov.

Kun Fornuftens Muldvarpblinde
kan ej finde
Maal og Mening med vort Liv.
Aah, de lyver. Ingensinde
følte jeg saa varmt herinde
alt mig minde
om en kærlig Skabers Bliv.

Er det ikke Altets stille
Maal at ville
prise ham og leve fro?
Derfor Solens Straaler milde.
Derfor Stærens Fløjtetrille
og den lille
Urt forhaabningsfuld i Ro.

Man har sagt mig, man maa hæmme
og forglemme
Følelsernes falske Lyst,
døve spotsk den indre Stemme;
kun, hvad Sanserne kan nemme
koldt, har hjemme
paa det virkeliges Kyst.

Derfor handler nu vor Læsen
om Jens Pæsen,
om hans Snaps og om hans Sort,
hvorfor han for Vand er kræsen,
og hvordan han snyder Næsen.
Alt hans Væsen
drøftes langt og lægges Kort.

Sættes uden al Forfærden
i Forhærden
sligt som Maalet for en Skjald,
da er i sin hele Færden
lutter Tant og Tomhed Verden.
Galskab er den,
og han selv. er uden Kald.

Døren i Forstandens Fængsel
af sit Hængsel
løfter jeg og stormer ud.
Bort fra det bevistes Stængsel
bærer Følelsernes Trængsel
i min Længsel
mig mod Kærlighedens Gud.