To Verdener

Benægt, vor Tid er stor, og vær en Sjover!
Dér bandt en Dreng en Vinge til sin Skulder
og sprang saa selveste Atlanten over,
New York – Paris, muggen, som halvt i Trods.

Og i et langsomt Hop blev Stratosfæren
erobret af en Regnebogsprofessor.
Visst gi'r vi Lindberghs og Picards Tid Æren –
hvad er for fjernt, hvad er for højt for os?

Men naar i Middelfart de gør Kloakker –
hvad klinger dér? hvad Glans i Jordens Mørke?
Skaar af en Krans af Sølv, med gyldne Takker,
et Helgenindediadem maaske.

Du Tid, der stormer Havs og Himmels Trone,
jeg hylder dig – og længes mod en anden,
mod en, der under gyldentakket Krone
gav mig Guds Moders milde Smil at se.