Tre Onder og et Gode

Tre Onder og et Gode

HVIS man betragter Havets Sand og Himlens Stjerner, er en af de mange Ting, man kan komme til at tænke paa, Antallet af Skribenter i Danmark. Man kan undertiden ligefrem forstemmes af en Fornemmelse af, at da Landets Befolkning ikke strækker sig ret højt op over de 3 Millioner, saa maa Beholdningen næsten være sluppet op, naar de Arbejdsløse, de Sindssyge og de Skrivende er trukket fra. En Spøgefugl har sagt om Studenterne, at deres Kundskaber er nu om Dage ikke ringere end tilforn, bare fordelt paa flere. Noget lignende synes desværre at gælde om Talentet og Forfatterne. I Forlagenes aarlige Boglæs har man sjældent Held til under Aflæsningen at fornemme et virkelig lødigt Neg paa Forken. Det skyldes noget, at man er urimelig i sine Fordringer. Paa sine Boghylder har man Stakke staaende af Aarhundreders bedste Høst; Shakespeare, Oehlenschläger, Andersen. Saa sammenligner man. Det er Synd og galt. Man burde være omtænksom og sige til sig selv: Goethes Faust kan ikke skrives hvert Aar; og noget maa skrives i Mellemrummene.

Alligevel har Forfatteren af i Dag een Fordel frem for de Gamle, skulde man synes: Muligheden for at tale Nittenhundredogenogtredives Maal. Ja ja ja, visstsaa! Menneskehjertet er evigt det samme, og alle Tider fører eet Sprog; det er rigtigt; det gør de. Men hver Tid fører ogsaa sit eget. – Og her er det, man sidder og synes, at det er Smalhans for Øjeblikket med Mænd, der mestrer baade Tidernes store Fællesmaal og denne Tids særegne Tale. Saa griber man sig i at spørge: Skyldes dette ikke blandt meget andet ogsaa noget det, at de er for mange om det, og at det anses for noget fint at skrive? Ak, de Folk, paa hvis Tungebaand vore Folkeviser første Gang fik Tone, eller endnu længere tilbage, af hvis Hjerter de Myter, Sagn og Eventyr er fremvældede, der blev Folkesjælens Helligkilde, Udspringet for al »Litteratur«, de har saamænd aldrig holdt 25-Aars-Forfatterjubilæum eller set lange Afhandlinger om dem selv og deres Kunst. De Galgenfugle, der kvad Elskovsviser og spillede Komedier paa Middelalderens Værtshuse og Torve, de gav, hvad de havde, fordi de ikke kunde lade være, var ofte lidetagtede, ja, skyede af pænt Selskab, og ofte Gøglere af Guds Naade. Da var der ikke Dyrtid paa raadne Æg, paa Jubel, paa Stilhed, paa Uro, paa Opbrud. Der var ikke noget, der hed, at »Etatsraaden digter fra 2 til 5« og »Respekt for Kunstnerens gode Vilje« og »man er da dannet« og alt det der. Man tog Kunsten som en af Livets mangfoldige, forbipasserende Oplevelser, og derfor blev den saa lykkelig fri for Drivhusvæsen og Studerekammer og hvidt Skjortebryst og tre Furer over Næsen.

Hvad er nu herved at gøre? Jae, vor Tid har over for ethvert Tilværelsens Onde to Raad parat. Enten: lyse det i Kuld og Køn, fastslaa, at det er i sin Orden; dermed er det jo afskaffet som Onde. Altsaa: hvad er det for noget at komme i vort pæne demokratiske Aarhundrede og forlange, at en Stand af ærede Medborgere skal være Gøglere? Bevares! Gøglere har Samfundet ogsaa af; de arbejder for 50 Kr. pr. Aften og har Fagforeningsbogen i Orden. Nej, lad Digteren være et pænt Menneske som vi andre, ja, lidt finere maaske, Blomsten i den demokratiske Jakkes Knaphul! Vi har alle vort Speciale, det er hans at digte, et honnet Erhverv – som alle andre. Kanhænde lidt magert; saa skyder vi andre honnette lidt Stipendier og Understøttelser og andet Mundgodt til ham, saa han kan sidde i Ro og skaane sine sarte Nerver mod det moderne Livs brutale Fart og Teknik – til Glæde for sig selv og os alle.

Eller: man lovgiver. Det er det andet Husraad. Maaske ogsaa anvendeligt i foreliggende Tilfælde. Da nu Anken er den, at Nutidens Kunst synes at blive til under for lidt Alvor og for megen Højtidelighed, vilde den simpleste Løsning være at træffe den Bestemmelse, at alle her i Landet forekommende skrivende Personer skulde indrulleres i en Forfatterforening, hvoraf aarligt var at udtage ved Lodtrækning to Medlemmer, der saa skulde føres frem paa en f. Eks. paa Raadhuspladsen i København bygget Tribune ved Fastelavnstider og der blive nedskudt. Hvis en saadan Bestemmelse vedtoges af begge de høje Ting og underskreves af Hs. Maj. Kongen og Hr. Statsminister, Forfatter Th. Stauning og vel at mærke overholdtes strengt, vilde der formentlig være opnaaet dels, at kun de Folk vilde slaa ind paa Forfattervejen, der var rede til at sætte noget i Vove for det, altsaa eventuelt deres Liv, dels, at Færdselen her, der trods sin Tæthed længe i Fader Holbergs Fædreland har haft noget sørgmuntert over sig, maatte antages at faa et Anstrøg af større humoristisk Sans. Maaske kunde ogsaa selve Folkenes Forbund, dermed Elegance og Myndighed har løst saa mange andre haardtknyttede Knuder, interesseres for Sagen derhen, at en noget lignende Bestemmelse kunde komme til Gyldighed over for Nobelpristagere.

* * *

Desværre er det ikke alene Forfatterne, der er Ulve i Mosen hos. Ogsaa om Kritikerne lod mange uartige Ting sig sige. Deres Hovedfejl er nu utvivlsomt den, at de eksisterer. De skal vejlede Læserne! Yndefuldt! som om jeg, inden jeg læser en Bog, skal have at vide, hvad jeg synes om den! Og som om de vejleder! Der var to Mænd, der skelede til hver sin Side og derfor vilde hjælpes med at sigte; det eneste, de ikke ramte, var Haren. For Kunstens Skyld da? den trænger jo til Omtale. Saa? Maa jeg spørge: er Digtningens Honning blevet bedre, fordi det sværmer med Snyltehumlere? Det var en sær Maner at pynte i en Kube paa!

Fornuftige Mennesker snakker og skriver sammen om de Ting, der optager dem; saaledes og ikke paa anden Maade burde Bøger komme paa Tale. Ak, nu findes der et Kritikerlaug med Pegepind og Karakterskala og det hele. Sct. Peders Nøgler er bortraflet til professionelle Anmeldere, og aldrig er de faldet i uværdigere Hænder; for disse højmægtige Kardinaler skal Aandens Paveemner fremstille sig med dedicerede Førsteudgaver og al anden knæfaldende Hyldest. Undlader en Kætter det, snærpes Mundvigene, og han er allerede dømt. Det er da Løgn vel? Ja, det skulde man tro. Og dog hører vi nu om, hvordan det gik til, at Gösta Berlings Saga blev en god Bog. Der udkrævedes et personligt Bekendtskab med Georg Brandes. Først da den Formalitet var overstaaet, duede Selma Lagerløf for det danske Folk.

De Anmeldere, der er naaet til Kardinalalderen, lever i deres Ungdoms Begreber og strutter dertil af alle de Meninger, der i Tidens Løb er pumpet i dem. Oh, saa fulde af gammel Luft er disse Bilslanger! Kunde man faa dem til at punktere engang! Og saa noget frisk Vind ind i dem! Sker det, disse haardpumpede Kardinaler tager sig af de Unge, skyldes det ofte Angst for at faa sig Gammeldom bebrejdet, og se saa, hvor de griber i Blinde! Men de grelleste Forhold fremkommer, naar Anmelderne tillige er Digterne; i saadan en Klat Provinsflække som København sidder saa disse graanende Herrer af begge Køn, der ved utallige Selskaber har holdt Talen for hinanden, sidder og »anmelder« hinanden. Vips faar Avind dem i Haar sammen. Eller »min store Ven« fra i Gaar kalder mig sin »udmærkede Ven« i Dag. Som allerede af Morgiane bemærket:

Din Fader syede som du veed bedst Kapper,
hans Ven, han havde meest Genie til Buxer.
Saa sad de venligt i Samdrægtighed.
Den anden roste tidt din Faders Kapper,
til Giengiæld blev hans Buxer rost igien.
Ak! det var Skrædderlaugets bedste Tid.

* * *

Den tredje Part i Sagen, den, der endnu ikke er sagt noget ondt om, er Folket. Det mangler Modenhed, saa det i Stedet for at interessere sig snobsk for Forfatteren gik ind under Bogens levende Alvor, og det mangler Læselyst. Der findes hos vor kulturberømmede Bondestand Tusinder og atter Tusinder af Hjem, hvor en Bog forekommer hardtad lige saa sjældent som Glæden ved at udfylde sin Skatteblanket. De har ikke Raad til at købe de dyre Bøger, meddeler de En hen over det bugnende Kaffebord. Og det har de vel heller ikke, saalænge det ikke er gaaet op for dem, at der med Giv os i Dag vort daglige Brød ogsaa er tænkt paa Aand. Mon det ikke kan komme engang? Men langt frem er der, saalænge som af alle Frimenigheder, der fylker sig om hver sin Skriftprofet, den er den største, der har givet sig hen under en, hvis eneste to Ligheder med H. C. Andersen er, at han er Fynbo og visstnok et godt Menneske, hvert for sig udmærkede Karaktertræk, om end ikke i sig selv befordrende til genial kunstnerisk Ydelse, den Menighed, hvis Bekendelse opsummer sig i Ordet: »Der er kun een Gud, Rørelse, og Morten Korch er hans Profet«.

* * *

Men tilbage er endnu Kunsten, selve Kunsten, og hvad skal vi sige om den? At ligesom Religionen aabner vore Øjne for det Godes Sandhed og Videnskaben for det Sandes, saa gør den det for det Skønnes Sandhed? Den levendegør os Naturens Vælde og Ynde, den udvider vor Synskreds ved at føre os sammen med andre Mennesker, saa vi fortroliggøres med dem, vise os dem indvendigfra, saa vi forstaar i Stedet for at fordømme, kommer til at holde af i Stedet for at gaa ligegyldigt forbi. Den skaber os af Farvernes Kaos Verdener af Urkraft og hellig Harmoni, døber os i Tonernes Væld, overtaler Stenen til at give vore flygtende Længsler og Drømme blivende Form, aander paa vore Sanser, ja, løfter os endog stundom saa højt mod Himlen, at Troen er nærved at kunne skimte Gud.

Kaj Munk.

Vedersø Præstegaard, Marts 1931.

Avind: Ældre ord, som betyder: misundelse, had, nag.

Hardtad: Ældre ord, som betyder: nær ved, lige ved at ske, næsten.