Naar man læser „Succes“

Naar man læser »Succes«.

Det sker, vi faar Besøg i Vedersø Præstegaard. Og det kan jo være velkomment paa et saa folkefjernt beliggende Sted. I de sidste Par Uger har her opholdt sig en fhv. Justitsminister, en Etatsraad og Storfabrikant, en engang intim Veninde af en Prins i et gammelt Kongehus, en Marskandiser, en Chauffør o. m. a. Det var fordringsløse Gæster, der næsten ikke gjorde os Ulejlighed og kostede os grumme lidt. Og saa: hvor var det et blændende interessant Besøg.

Det var den tyskjødiske Forfatter Lion Feuchtwanger, der kørte dem op for Døren i 2 mægtige Rutebiler, som bar Skiltet SUCCES. Han har været her engang før med et Selskab. Da kom de i Kareter og Diligencer, et helt Tog af Vogne, mærkede JØDEN SÜSS. Dengang var det en Storhertug og hans Verden, han præsenterede mig for. Lige saa gispende interessante, men puhha! nogle grimmige Karle. De havde dog den Fordel at have været døde nogle Hundrede Aar. Denne Gang var det et Selskab af Bayere fra Aarene 1921-23. Men en 3-4 Aarhundreder er jo kun et lille Tidsrum. Menneskeheden forandrer sig ikke meget paa den Tid. Herrerne er kommen i Jakke, Damerne blevet korthaarede. Men lur dem, om det har synderligt forbedret dem! De er stadig meget religiøse, og de Guder, de tjener, omkring Højalteret, hedder stadig Penge, Magt, Tant, Kødslyst; og midt for Alteret troner Overguden, hvis Navn er Succes: at man er i Vinden, har Bifaldet med sig, kan faa, hvad man vil.

En Bog af saa bedsk Oprigtighed bør næppe anbefales som Gave til Konfirmandinder og skal helst holdes uden for de Folks Rækkevidde, som gør Krav paa i Bøgernes Verden kun at komme ud for Skæbner, der er udstyrede med Paraplyer og uvægerligt ender i Solskinsvejr. Men for os, der regner med, at Tryksværte ogsaa har Ærinde til voksne Mennesker, og som har en Fryd i at høre en lynende Begavelse give usminket Besked, for os er Feuchtwangers store Tobindsroman »Succes« en Hybenkradser, en af de rigtige gammeldags, der brænder i Maven og tvinger Vand i Øjnene og faar En til at sige: »Aalborg!«

Paa den Mands Næse rider Verdens skarpeste Brilleglas. Aldrig før har jeg truffet en Fortæller, der ved alt, hvad Øjne kan se. Han ved, at en demokratisk Minister, naar han ophidset slipper fra et Møde ind i en Bil, uvilkaarligt tørrer sine svedige Hænder paa Sædet. Han ved, selvfølgelig, at Opvartningsjomfruer er platfodede. Han ved, at naar en gammel Marskandiser, hvis nationale Storhedsdrøm brister, kravler op paa et Brogelænder for at drukne sig, men maa ned igen og sidde lidt paa en Bænk for at samle Kræfter til at bestemme sig, at saa tør han ikke blive siddende alt for længe af Angst for at rage sig en dødelig Forkølelse til. Er denne Regn af Smaaiagttagelser da ikke trættende? Nej, nej, for de bliver aldrig nipsede eller ligegyldige; de paa eengang funkler af Vid og Spot og har hver sit Formaal i Sammenhængen. Ja, saadan en enkelt lille Bemærkning kan give os mere om en Person end mangen Tjæren Side op og ned. Ret som et Pjalt Amatørfotografi, nappet i et heldigt Sekund. Næsten alle Feuchtwangers Sekunder er heldige. Hvad vilde De lægge Mærke til, naar De saa Gymnasielærer Feichtinger ligge skudt paa Gaden efter Münchenrevolutionen i 23? Ligets Stilling? Blodpøl? eller ingenting, bare at der laa en. Men ved De, hvad Feuchtwanger lægger Mærke til? At hans Brilleglas har holdt. »Hele sit Liv havde han været stolt af, at hans Brilleglas aldrig var slaaet itu for ham. Ogsaa nu var de uskadte, men Gymnasielærer Feichtinger var død«. Ikke sandt? disse 2 Linier i Bogen de siger os meget om Tilværelsen og om Feichtinger alt.

Vorherre løber ikke sur i Stjernerne, og Feuchtwanger har fuldkommen Orden i den Verden af Mennesker, der befolker hans Bog. Klart træder hvert enkelt frem for os, og rigtigt følger det sin Bane. Han glemmer ingen af dem paa Halvvejen, men har dem alle, hvor og som de skal være, indtil Bogens sidste Punktum. Og de skal være, hvor de er, og som de er. For her er ikke Tale om en Matematiker, der konstruerer ved sit Tegnebord, men om en Kunstner, der skaber Liv. Levende er ogsaa Bogens Handling; for skønt der skal fortælles om en Verdenskrigs Eftertid i det slagne Land, om Inflation og Svindel og Huslejer og Rigsdagsvalg og Kunst og Revolutioner og Revyteatre, er det dog en gammeldags Roman, hvor alt det, der føres frem, er Led i en Handlings røde Kæde.

Saa mesterligt er da dette Værk. »Godt! blændende! genialt!« maa man raabe Gang paa Gang, mens man vender Blad. Ja, saa godt er det. Og saa er det endda mislykket.

Mislykket kunstnerisk og mislykket moralsk. Først to Ord om det moralske. Saa to om det kunstneriske. Saa to om begge Dele. Og saa nogle om noget helt andet.

Forfatteren siger os med næsten rene Ord for Pengene, at han har villet svinge Svøben over Suppedasen. Men man kan ikke faa ordentlig Kraft i Svinget, naar man selv sidder i den. Han skriver Bogen, for at en af hele Komplottet, Forfatteren iberegnet, uskyldig henrettet Mand skal tale. Men Forfatteren kan ikke kro sig og sige: »Nu har jeg gjort min Pligt. Nu kan den Døde ikke anklage mig mere«. Saa let slipper man ikke fra Medskyld i Justitsmord. Er der nogen Mulighed for, at en Bog kan hjælpe i saadant Fald, da skal den ikke hedde »Succes«, om end der nok saa meget er Udraabstegn bagefter. Men den skal hedde: »Forlad os vor Skyld!«

Og saa mangler Forfatteren den Fejl, der hedder Sentimentalitet. Naar et Hoved skal rumme saa megen Viden og Kunnen og saa stærke Øjne, kan det nok komme til at knibe med Plads til Hjerte. Dette sidder jo, som saa bekendt, hos Mennesker i Hovedet, for saa vidt det altsaa i det hele taget findes. Der er et Par Gange, da han er lige ved at have et. For en saadan frigjort, kølig, delvisjødisk Hjerne er Religion jo noget nærmest latterligt Gespensteri. Men hør nu! naturam furca pellas ex, hun kommer dog igen, den Hex. Becksk oversat: den gamle Adam druknes maa, men se! han svømmer ovenpaa. Med Nænsomhed fortæller Feuchtwanger os, at en tyskjødisk Rigsdagsmand og Sagfører i Berlin af meget moderne Indstilling straks, da han fik uventet Bud om sin Søns Død, gav sig til at lede efter en Saks, idet Stoffet i hans Jakke viste sig for sejgt til at rive i Stykker. Endelig er vi, hans lidt latterlige kristne Læsere, et Øjeblik ovenpaa; fordi vi finder det jo ikke komisk, at en Sagfører klipper Huller i sin pæne Jakke, fordi hans Søn er død.

Men vilde De virkelig have Harmen til at brænde vore Kinder, Hr. Feuchtwanger? Og bad De om at faa vort Hjerte til at hulke af Medliden? Da maa vi skuffe Dem; med noget højere end den højeste Beundring kan vi ikke takke Dem. Man kan ikke befinde sig ganske godt i en Tid, man vil revse. Man kan ikke modtage Succes paa »Succes«.. Og om man end har Hjerne saa stor som en hel Elefant, kan man ikke dermed naa frem til selv en Mygs Hjerte. De viser os sort Gemenhed og graa Lidelse; men saa rent for dygtigt. Vore Øjne bliver opslugt hængende ved Deres Fingre i Stedet for det, disse Fingre peger paa. Først bagefter faar man sundet sig – og tænk! saa springer frem i Hukommelsen de Ord, Bogens Kernekarl siger til dens Forfatter: »Deres Essay er et storartet Essay. Hvert eneste Ord er Løgn og saa saa levende. Skaal!«

Der er jo det ved »Succes«: den kalder sig ikke bare for Kunst. Den »skildrer ikke virkelige, men historiske Mennesker«. Verden er et Grødfad, der røres rundt i Grøden, selv længe efter at den er øst op. Sidste Gang var vi Danske saa svineheldige, at Smørhullet, som jo vi sidder i, slet ikke blev berørt af Skeen. Hvordan ser det mon nu ud rundt om os? Siger Bogen os virkelig noget om Forholdene hos vor nærmeste Nabo, det eneste Land, vi hænger sammen med, bliver den ikke mindre interessant af det.

Tyskland tabte Verdenskrigen, den Krig, der i Sandhed for Tyskland var en Krig mod Verden. Der kom en Dag, da de stakkels Menneskerester i de tyske Skyttegrave ikke kunde mere, bl. a. fordi, som Nationalistfjenden og Militaristhaderen Upton Sinclair med synlig Stolthed gør opmærksom paa, de unge arnerikanske Soldater blev stoppet ind i de franske Rækker. Nu er Fredens Velsignelse i Gang. Men har Mennesker ikke noget bedre at bruge den til, end denne Bog lader formode, hvorfor saa ikke lige saa gerne Krigen? Der synes virkelig at eksistere en hel Hoben Individer i Verden, som denne samme Verden ikke tog nogen Skade af at faa skudt.

Jeg skal ikke referere dette Referat om en Springflod af Selviskhed, Løgn, Nid, Magtbrynde, Hykleri, Pjaltethed, Tomrum, Fedme, Dumhed, Hor, denne Begærets og Lovløshedens Heksedans over 700 Sider. Bogens Heltinde – saaledes er den moderne Madonna – tager med Forfatterens øjensynlige Samtykke den første den bedste Mand til sig i Sengen, naar Beregning eller Indfald tilskynder hende. Samfundets Støtter afgiver uden Tøven falske Erklæringer, ja, eller aflægger, hvis de har bragt deres Dames Ære i Fare, Mened uden Skrupler af nogen Art; den Mulighed at prøve at undgaa at bringe sig i Situationer, der førte til sligt, falder dem slet ikke ind. Engang var det et Problem, om man i noget Tilfælde burde lyve; nu er det snart problematisk, om man nogensinde bør undlade det. Bogens sundeste Person, Landets Justitsminister docerer som Menneske, ikke som Embedsmand (bliver det bedre af det?) at et Justitsmord er ikke at foragte, hvis man med det kan fælde en samfundsfarlig Modstander. Osv.

Denne Verden er til. Det tvivler jeg ikke om. Man har ogsaa af den i Vedersø. Man har af den i sig selv. Endvidere har man godt af engang imellem voldsomt at faa at vide, at den er til. Men er den til saa altoverskyggende, saa enedominerende? Ja, for saa synes jeg, Kristi Kirke skulde spytte i Næverne og tage hidsigere fat. Saa har vi ikke engang Lov til at spilde Tiden med at udgive »Dansk Folkeliv«.

Men kan det nu ogsaa være ikke blot Sandheden, men den fulde Sandhed? Man kan se for skarpt. Der er Stunder, da man for at faa det rette Indtryk skal være Tilskuer ikke med klare kolde Øjne, men med slørede. Ikke alt skal betragtes gennem Lup. Et Røntgenfotografiapparat har sikkert den Opfattelse, at alle Mennesker, selv Fotografens Kæreste er ene Skelet. Hvis vor Historieskriver her ikke i slet saa høj Grad havde haft den Udenforstaaendes Stilling, som Jøden har i disse Tiders Tyskland, kunde han maaske have fornummet sig til noget indefra, som han nu aldrig sanser sig Vej ind til.

Lad mig tage bare et Eksempel: Nationalsocialismen, som jo i disse Dage spiller med de store Trumfer paa Haanden dernede, og som denne Bog er grumme haard ved: Føreren er en Nar, en pragtfuld, tom Tønde, som en afdanket Skuespiller gemmer en Grammofon med svulstige Plader i. Tilhængerne – ja, det er Fru Hautseneder og de to Agenter, som hun forfølger, fordi de har snydt hende, og naar Føreren proklamerer, at han vil lade Modstanderne hænge, da ser Fru Hautseneder i Aanden de to Agenter dingle, og de to Agenter ser Fru Hautseneder dingle. Eller det er Gymnasieleder Feichtinger, der har faaet en Bøde for at stige galt om i en Sporvogn. Ja, ja, ja, havde jeg mit Liv igennem stridt for at bevare mine Brilleglas hele, vilde jeg ogsaa fortørnes paa de nuværende Tingenes Tilstand, naar den bragte mig en Bøde for saa lidt. Men mon der dog ikke ogsaa er noget andet og lade mig kalde det renere i saadan et lille Lærerhjerte, som længes efter noget bedre end det forhaandenværende saa beskidte Tyranni. Naar Hitler nu i Virkeligheden atter er kommen i forreste Linie, endda efter hans gudsigforbarmelige Tragikfarce i Miinchen i 1923, skyldes det saa ene tysk Galskab og Dumhed? kunde der ikke ved Siden af tænkes dybere og kønnere Aarsager, som for øvrigt ikke skulde være ganske ukendte for en Mand, hvis ene Liter Blod stammer ned fra et med Nederlags Smerte saa velbekendt, messiasforventende Folk?

Jeg gentager: jeg er sælsomt beriget af denne Bog og bøjer mig i Støvet af Beundring. Men jeg er ikke bevæget af den, og jeg tror endnu paa, at ogsaa i Munchen er der unge Piger, hvis fine Kinder vilde rødme ved en uartig Historie, er der Ægtefolk, der om Aftenen slukker Lampen og pænt gaar i Seng, er der et Par ikke helt ubegavede Kontorister og Portører, der ikke saadan uden videre er tilfals.

Kai Munk.

Vedersø Praestegaard, Februar 1931.