Provinsteatret

Provinsteatret

AF KAJ MUNK

Til Gerda Christophersen

RUNDT om fra de danske Provinser
(hvor er det et kedeligt Navn
for alle de Byer, der ikke
vil kalde sig København!)
i Breve til mig fra Jylland,
og Sjælland, Lolland og Fyn
læser jeg: „De og Fru Gerda
har lige været i Byen,

og skønt hverken De eller Fruen
var her til Stede jo,
saa følte vi allesammen,
I var her dog begge to.
Mens Solen har skinnet paa Scenen,
og det har stormet og sneet,
det var, som om vi et Glimt af
et evigt Danmark fik set.“

Det gør mig lidet at lastes,
det aftvang mig sjældent et Ak.
Men hvorfor skulde jeg nægte,
at Hjertet varmes ved Tak?
Og er det saadan, at mange
nu bringer mig gode Ord,
dem vil jeg videresende
med Posten til vores Mor.

Den første Gang det forundtes
mig Deres Kunst at se,
det var hos den store Dame
i Frederiksberg Allé.
Det strindbergske Uvejr pisked
os naadeløst grumt og raat.
Da lød i Stormen en Stemme,
som gjorde forunderlig godt.

Det var en usikker Stemme,
den var baade spinkel og ru,
men Ømhed skælvede i den –
hvor hører jeg den endnu!
Ritmesterens gamle Amme
lagde sin Dreng til sit Bryst,
og Stormen, der tuded om Huset,
sænked sin onde Røst.

*

Nu rejser De „kun i Provinsen“.
Det „kun“ og det fjogede Navn!
De bedste Rødspætter findes,
ved vi, ved Frederikshavn!
Hvorfor skal saa Folk herude
regnes for Hø og Visk?
Med mindre man da bli'r bedre
af at spise ringere Fisk.

Og hør nu, kære Fru Gerda,
nu døber jeg Dem med Lyst.
Vi gaar og skudrer af Kulde,
er trætte af Tab og Brøst.
De kommer ukuelig til os,
De lægger os til Deres Bryst;
for De er Provinsens Amme –
med Varme og Tro og Trøst.

Hvad hedder Teatrets Gudinde?
ja, spørg dets Portemonnix,
hun hedder Fru Slumpelykke,
formoded engang Hans Brix.
I Modgang slog De med Nakken,
mens Medgang gjorde Dem myg.
Altid i Gang med noget,
og raskest, naar De var syg.

Den brænder Dem jo i Blodet,
Kunstens urolige Ild,
stundom i inderlig Gløden,
og stundom gnistrende vild.
Teatret holder i Haanden
– velsigne Dem Gud, De nøs –
Kirkens ærbare Jomfru
og Gøglets tossede Tøs.

De spiller Revy, saa Præster
forarget flygter langt hen,
og spiller Ordet og Grundtvig,
saa Præsterne kommer igen.
Nu nyder den By Deres Latter,
hvor jeg nød Lektorernes Bjæf.
Man melder mig, at omsider
er Nykøbing F. f. f.

Men altsaa, hav Tak, Fru Gerda,
hav Tak for alle Slags Mod.
Vi hylder i Dem Komediens
evig boblende Blod.
Varme og Livsens Visdom
til Bod for Træthed og Smerte
henter vi, trofaste Amme,
ved Deres slidsomme Hjerte.

Kaj Munk.