I et Land som vort – –

I et Land som vort – –

Kgl. Teaters Forestillingsprogram til „Egelykke“, Première 17/9 1940.

I et Land som vort, hvor Teatret har spillet saa stor en Rolle, skulde det ikke være nødvendigt at sige følgende. Jeg er bange for, det er det alligevel.

Hvad et historisk Skuespil i hvert Fald ikke tilsigter at give, det er Historie. Hvad der „i Virkeligheden“ skete paa Langeland mellem Grundtvig og Egelykkefolkene, og hvordan de var, maa man spørge Historien om. Med grænseløs Taalmod fastslaar jeg: Lensgreven i dette Stykke er ikke Ahlefeldt Laurvig (har end ikke hans Alder, han var ung dengang), Pastor Graas er ikke de Bøstrup Præstefolk (end ikke Navnene er „rigtige“), Leth og Fru Leth er ikke Major Steensen Leths paa Egelykke osv. osv.

Hvad er de da? De er Aand af den Væreform, et Sind af Grundtvigs Format og Art maatte støde imod for at komme til at slaa Gnister.

Er Grundtvig da heller ikke Grundtvig?

Nej, han er ikke. Stykkets Grundtvig er sig selv og ingen anden.

Hvorfor hedder da de Folk det samme som Historiens?

Fordi Stykket aldrig var blevet til uden Historien. Fordi de Mennesker var saa betydelige og egenartede og i saa betydelig og egenartet en Situation, at de er kommen til Digteren og har sagt til ham: Fortæl ikke om os, men digt om os, saa vore Skæbner bliver levende, nu da vi selv er døde, og taler, nu da vi selv er stumme, til vort Folk.

At være Digter er at tro paa Inspirationen og hvad den siger En. Hvis man, hver Gang den havde talt, skulde hen at slaa op i et Lexikon for at se, om det var „rigtigt“, var man ikke Digter, men Pjok.

Digteren maa tro paa sit Kald uden at skele. Intet over og intet ved Siden af Inspirationen.

Jeg gentager: historiske Oplysninger skal man ikke hente i Teatret, men Kunst og selvstændigt Liv.

Hvorfor jeg gider sige dette?

For at afværge – om det er muligt – at man igen hænger sig i Søren Kierkegaards Bukseben i Stedet for at spørge efter, hvad han har paa Hjerte.

Kaj Munk.