Om Anna Sophie Judith

Om Anna Sophie Judith

Af Kaj Munk

Forfatteren, Pastor Kaj Munk skriver i denne Kronik om de Indtryk, han har høstet under Læsningen af Kjeld Abells nye Stykke „Judith“, der jo fik en noget blandet Modtagelse hos Kritik og Publikum.

KJELD ABELL har lovet og indfriet saa meget, at naar en Bogpakke i Dag ankommer fra Arnold Buscks Boghandel, og man aabner den med forholdsvis Fattethed, giver det et Stik i Ens Hjerte af Glæde, da et nyt Stykke af denne virkelige Digter springer ud. Vi lever i en Tid, da Tilstande fra før Gorm den Gamle atter er traadt i Funktion: det danske Rige er ikke mere samlet. Vi frasiger os energisk enhver Symbolik i denne meteorologiske Hændelse. Men saa meget betyder den i hvert Fald, at Aviserne fra København ikke længere daglig betræder den jydske Jord, i hvert Fald ikke de Parceller af den, hvor jeg har min Gang. Jeg har altsaa ikke erfaret en Stavelse om Forløbet af Judiths Première; ikke en Ytring fra Højsædestøtterne paa det danske Parnas har kæmpet sig over Ismasserne frem til min Kundskab. Det er altsaa muligt, at jeg om nogle Dage har et noget andet Syn paa Judith end i Dag – at somme af Vismændene paa Bjerget kan før mig have udpeget Skatte, jeg selv er gaaet forbi paa mine første Vandringer; men det er mig kært saa snart som muligt, allerede i Dag, at sige Tak for dem, jeg har fundet, og beklage mig, hvor jeg synes, jeg er blevet snydt.

Judith er rigt paa Storartigheder. Højt beundrer jeg Abell for hans digteriske Suverænitet. Mon vi siden Oehlenschläger har ejet en Digter, der saa frimodigt gjorde sig til Herre over Skabningen. Og dog, hvilken Forskel paa de to Mænd! Skjaldenes Adam var Kongen, der satte Tingene paa Plads; fandt han, at de var grupperet forkert i Historien, fandt han det ogsaa saa meget desto bedre, at der nu var kommen en Fyrste, der kunde faa dem til at træde an i den rette Følge i Blankversets Række. Hans unge Broder af i Dag er ganske anderledes kommunistisk indstillet. Digteren hos ham optræder ikke som Konge, men med Revolutionens Ret. Einstein og Kjeld Abell har afskaffet Tidens Dimension. Vi er ikke saa her og saa i det gamle Jødeland. Vi er samtidig her og der. Vi er os selv og samtidig nogen helt andre og til sidst saa – undskyld – har vi det snart som Molboerne, vi kan ikke længere hitte ud af, hvem vi selv er.

Denne revolutionære Uafhængighed af Dimensionerne kender vi jo ogsaa fra hans andre Stykker. I „Anna Sophie Hedvig“ gennemførte han det med ligefrem udansk Elegance. Han lod os danse baglæns gennem Stykket. Det var ikke blot Æskesystemet, dertil kom yderligere det Raffinement, at den yderste Æske var indeni. Det var blændende gjort. Selv om man sad med Følelsen af, at det var overflødigt, Stykket havde været lige saa godt, lige saa indtrængende og gribende, hvis det var blevet serveret paa god gammeldags ligefrem Façon (ja, maaske var man et Øjeblik ved at mumle: en Duggdraabe Svindel, lidt for fix Sukkerglasur om Pillen), saa gav man sig snart hen i en lykkelig, ja, taknemmelig Følelse af, at her var en hjemlig Tilvirkning, ingen udenlandsk Mester skilte sig bedre fra – Kjeld Abell og den danske Ko leverede begge lurmærket Arbejde. Thi ogsaa vort Smør er en elegant Produktion.

Videre maa vor Digter berømmes for sin Evne til at lade de smaa Ting sige det store, at være patetisk paa en egen, en enestaaende dansk Maade; jeg ved ikke af at have truffet den hos andre. Uforglemmelig er jo Cigaretten, hvormed hans forrige Stykke sluttede. De bad vel et Pater noster i gamle Dage, før de skulde skydes, men nu tager de altsaa et Smøg. Og en gammel Kommunelærerinde med Knude i Nakken, naar hun er for umoderne til Smøget, omsætter hun Cigaretten til en Sodapastil. Hvis man var Hans Brix, vilde man med Eftertanke og Beregning notere denne Folkets Overgang fra Postillen til Pastillen. Ogsaa i dette sidste Skuespil excellerer Abell i dette Dødsens Skælmeri. Atter her er vi inde i hans (komplexede?) Kamp med Klunkerne og naar dog velbeholdne fra Klukket over Afklædningen af Provstinden til det altid farlige Øjeblik, da der glimter Teaterdolke paa Scenen. Trods mange smaa Pærekjøbingvirkemidler magter han her i vor Dagligstue at fremstille en jødisk By under Belejrings Hjerteangst og Kval. Han har læst sin Judiths Bog, saa vi føler Butulia ligger i Finland i Dag og maaske i Danmark i Morgen. (De skulde for Resten selv læse Judiths Bog, kære Læser; det vil ryste Dem at erfare, hvor stor en Idiot De er, De, som har gaaet og troet paa Fremskridtet paa Jorden; læs De der om Rusland, Estland, Litauen og – Fru Finland!) Og nu er Judith hos Holofernes og danser med ham og faar at vide, at det ikke er ham – det betyder hendes Død og hun vil skrige, men maa danse videre, som om det hele er ingenting. Dramatisk Bidd. Storartet. Nu hører vi, at Ibsen er aflægs, og hans Teknik forældet, og hvad andet var det saa, han lavede, naar han var allerbedst, end Noras Dans for Holofernes? Ja, dér skal man se. De unge er altsaa stadig bare dem, der er født sidst.

Hvis man nu definerede Dramatikerens Evne som Evnen til at overraske? Den har vor Digter. Hans Replikker er Aprilvejr. De byger ned over En altid, før man naar at faa Paraplyen op. Og naar man har den rede, er det Solskin. Og hans Personer kommer derhen, hvor man aldrig vidste, og gør det, man vidste, de ikke kunde gøre. Altsammen saa lykkeligt uden Beregning – som oftest da. Livets egen urystelige Tilfældighed er over dem. Her har vi nu Mødet mellem Judith og Holofernes – hvor har vi glædet os til det, hvor har vi snappet efter Vejret af Spænding! Og saa kommer det, saa helt anderledes end vi havde anet det – med den mutte unge forlegne frueuvante Diktator og Fru Judith, der takket være sin gode Opdragelse i et Klunkehjem altid kan klare sig ved at kamouflere Nervøsiteten bag Konversation – rigtigt, evindelig rigtigt! Og godt, storartet godt.

Men saa er Holofernes altsaa ikke Holofernes, og Judith gør ikke Judithdaaden, og saa laa vi den Nat uden Dyne. Au.

– Thi et Skuespil, for hvilket man bare kan takke sin Skaber og raabe ene Halleluja, det foreligger her ikke.

Lad os nu først se paa den vidt besjungne Kjeld Abellske Teknik.

Den er ny og god, siger man. Den er ikke ubetinget ny. Ogsaa Shakespeare kendte til at springe fra Sted til Sted, ja, selv skikkelige Folk som Hertz og Hostrup trak de Døde op af deres Grave og lod dem færdes i Hverdag og Nutid og uddelte deres Støvler og flyttede med Fantasiens Vingepost rundt med baade levende og døde – udnyttede, kort sagt, Teatrets særlige Virkemidler. Og, ærlig talt, Teatret har jo ikke faaet flere siden, der kvalitativt betyder noget. Det, der dengang kunde laves paa en Scene, kan de nu hurtigere og grandiosere. Hurtigere – derved imødekommes vor Rastløshed, det er egentlig usundt, men vel nødvendigt, skal Teatret følge med; grandiosere – ja, det har vi jo talt om, at derved voxer Faren for, at Aanden kvæles i Ulyssiader, Rabalder og Effekt.

Og ny er Opstillingen allerede ikke længere hos Abell selv. Disse to unge, der danderer den hele Stykket igennem og er sig selv og ikke sig selv, begynder vi allerede at kunne. Mest triumferer den abellske Teknik ved Sceneskifterne. Hvor er de stemningsbrydende i det gamle Teater. Næsten ingen Instruktør har løst den svare Opgave blot nogenlunde. Abell gør det dejligt. Han er den fødte Scenemester. Farlige er jo disse Spring i Tiderne. Galt kan det gaa. Og galt er det gaaet Side 84, hvor midt i en brændende, tordenluftknugende, hjerteklemmende Samtale mellem Bror og Søster pludselig Provstinden og hendes Datter bryder ind i Oldtiden for at lytte. Det er sligt, Abell næsten altid kan, men her bliver det Svend, Knud og Valdemar. Dog bærer vi gerne over for de mange Gange, hvor Stemningen under det varsomme Skifte bevares. Ja, egentlig kan vi sige, at i andre Stykker ødelægger Mellemakterne; hos Kjeld Abell tjener de til Udbygning af Stemningen. Alene det er en stor Sejr. En Gave til Teatret.

*

Men alt dette er jo bare Udenværker. Nu kommer vi til selve Befæstningen. Hvad er Meningen med Stykket? Eller er det bare et Maleri, en Fantasi, – et Stykke, hvis Mening er Stykket selv?

Ja, her kommer det pinagtige. Det er ikke let at sige. For Skuespillet er saa dybsindigt, som om det var et Gammelmandsværk af selveste Henrik Ibsen. Men lad os nu være modige og tro paa, at det handler om det samme som det forrige – at Vold og Tyranni ikke i al Evighed skal hærge Jorden – at det er nødvendigt at slaa Krigsdiktatoren ned med hans egne Vaaben, hvad Studentermennesket kan indse, men kun en af det brede Folk har Handlekraft nok i sig til at faa gjort Alvor af. Da vil endelig Jorden opleve sit Foraar. Som et Underværk, Hvis det er dette, der er sagt, saa er det sagt med en Del Uklarhed og lidt for megen Frokoststuefilosoferen, men ogsaa med stor Skønhed og af og til stor Kraft. Med Skønheden tænker vi især paa Mødet mellem Judith og Bordelværtinden, med Kraft paa det haarde handlefulde Ordskifte mellem Judith og hendes benlamme Bror. Denne Person er atter en scenisk Fuldtræffer. Det var den halte Tyrtaios fra Athen, der sang Krigsmod i Spartanerne.

– Men … Uf, kan vi ikke spare det „men“? naar der nu endelig igen er et dansk Skuespil af Værdi! Nej, det maa ud. For det bekræfter igen mit: I en Sæk med Experimenterne og saa i Lethefloden med dem! Denne Kjeld Abellske Teknik, nu har den ham! nu sidder han i Saxen! Disse to Unge, der ikke sker noget med, og som af rent ydre tilfældige Aarsager – Judith en Navnelighed blot – skal gaa igen i det bibelske Drama! Provstinden med sin Gulvklud, der trækker os ned i en Verden, hvor vi ikke i det Øjeblik havde noget at gøre. (Modet til at blande Uforeneligheder sammen), Soldaten i Avisen med Anna Sophie Hedvig fra Virkeligheden op mod Teatrets Mur, denne Genrernes Sammenstilling, denne Kjeld Abellske Smagløshed, der er hans Styrke, giver her Bagslag. Og Krigsherren, vi aandeløst venter paa, Kvarter efter Kvarter, som Aftenen skrider, og som saa overlades til en Statist! Oldtidsdolken og strax derpaa Provstindekaffebordet! … nej, nej, nej, skal Stykket tages alvorligt, være en stor Digters Værk, saa handler det om, at Helsingfors brænder i Dag, og saa kan vi ikke slutte det med Rundstykker, hvor celebre end Kristine kan mage dem til. Den hele lille Sidsteakt gør Abells Skuespil til en Vaudeville, som bare handler om, hvordan et Studenterstykke blev til, da to unge Mennesker fik en god Nat sammen. Lad os sige det uden Skaansel: Abellismen har her fordærvet Abell. Hvilket Drama havde vi ikke haft, stort og dybt og aktuelt og nordisk, om Digteren havde skænket os et historisk Skuespil om Judith, saadan som vi ser han kunde det, uden Løvefødder og især Gesvejsninger, bare med ligefrem gammelkendt Ramme, men med Indhold af hans eget sandt digteriske Hjerte, Hjerne, Aand!

Kaj Munk.