Menneskespil

Menneskespil

Af Kaj Munk

Forfatteren, Pastor Kaj Munk skriver i denne Kronik om Forholdet mellem Ord og Teknik i det sceniske Kunstværk.

OLE PALSBO er saa betydelig en Teateranmelder, at han er værd at imodsige. I en Kronik om Det kgl. Teaters Et Drømmespil, som den, der skriver disse Linier desværre ikke har haft Anledning til at se, men tillader sig at nære al mulig Mistillid til, ytrede han sin Forvissning om, at Teatret i Dag er en Kunstart med videre Muligheder end Teatret for 30, ja, for blot 10 Aar siden. Ja ja, Journalister skal have Lov til at skrive hurtigt; de har ikke som Præster hele Lørdageftermiddagen i Studereværelset. Maa der i al Sagtmodighed pegepindes paa, at har Teatret Mulighederne i Dag, maa det ogsaa have haft dem for 30 Aar siden. Men lad saa Pedanteriet fare. Vi forstaar nok, hvad det er, der skal synges Lovsang til, og forstaar vi det ikke, erfarer vi det nogle Linier længere nede med rene Ord for Pengene: den moderne Teknik har forvandlet Teatret til et rigere Instrument … hele det store elektriske Apparatur og Register, en moderne Instruktør kan spille paa, Lysannoncer, vexlende Farver, sfærisk Musik, Projektørbombardementer, Lysbilleder, Film, Megafoner – saadan remser Palsbo op og glemmer bare lige at slutte Listen med Fanden og hans Pumpestok. Alle disse Patenter har, oplyses det, skabt Mulighederne for at udnytte Visionen og Associationen i hidtil ukendt Grad. Ja, det er rigtigt; de har nemlig oftest udnyttet Visionen saadan, at de har slaaet den ihjel.

Hvis Hr. Palsbo giver sig af med noget saa fornuftstridigt som at faa Børn, og han ønsker at forære sin Søn en Vision af en Løve, saa kan han hengange til Thorngreen og købe en efter al moderne Teknik saaledes fremstillet Mekanisme. Man kan trække den op med en Fjeder, og saa kan den bevæge sig hen over Gulvet, maaske endog logre med Svansen, rulle med Øjnene og udstøde dybe Brøl; den kan mange Ting, og det interessante ved den er, hvordan den klarer disse frapperende Intelligensytringer, hvorpaa en Dreng, der er som en Dreng skal være, kun kender til een virkelig Sysselsættelse med den, nemlig at skille den ad og se, hvordan den er indrettet. For der er eet, i hvert Fald eet, den ikke kan, og det er at være en Løve. I selve den nøgne Eksistens gælder det Ord, at det billigste er det bedste; altsaa forærer vi lille Ole en Pind og siger til ham: Uha, se, det er en Løve. O, tænk, saa er det det. Og som Følge deraf kan ogsaa den fare hen over Gulvet og rulle med i Øjne og udstøde truende Jungletorden. Beviset for, at dette er en rigtig Løve, er klart: den kan man heller ikke skære op og se, hvordan den bærer sig ad.

*

Jeg er flov over at have bredt mig i Bladets Spalter med Selvfølgeligheder, men det er ikke unødvendigt i en Tid, da Mirakler er Selvfølgeligheder, og Selvfølgeligheder ikke mere til. Jeg har Lyst til at sige det saa stærkt som overhovedet muligt: til Bloksbjerg paa Skaftet af en Kost med Teknikkens Heksemesterinde paa Teatret. Selve Hs. Hellighed, der taler ex Politikens cathedra, har jeg faaet til at rasle med Banlysningspapiret ved i Anledning af det af den af Krigspanik hovedløst slagne Direktion altfor hovedkulds henlagte Mayerling-Drama paa Folketeatret at have erklæret om Maxwell Anderson, at her endelig igen var en stor nutidig Digter, der forstod, at Ordet og Ordet alene var Dramaet. Det er det imidlertid. Naturligvis ikke Vrøvlet og Konversationen og Taagesnakken. Men Ordet. Det, der er Skabelse, fortættet Kraft, explosivt, Handling, det dramatiske Ord. Et Skuespil uden Ord kan ikke tænkes. Det hedder Pantomime og Ballet. Men et Skuespil, hvori der ikke forekommer en eneste Handling -- den vilde ikke savnes, hvis Replikken var Handling nok i sig selv. Skuespil er og bliver et daarligt Navn, hvor sindrige Fortolkninger man saa end formaar at ombølge det med.

Jeg vil hellere gaa i Teater som blind end som døv. Hørespil kan man nu ikke kalde det, for det er noget andet og heller ikke ganske dækkende, selv om bedre end hvad haves. Ordspil er ogsaa noget andet. Sansespil – hvad saa med Lugt og Smag? Det bedste vilde efter min Katekismus være Menneskespil.

Det rette Skuespil er nemlig et Spil om Mennesket, et Sjælespil. Det er ikke om Blomster eller om Isdannelser, om Geografi eller Politik. Det er om dig og mig. Derfor væmmes jeg, saa ofte jeg kommer ud for Mekanismefraadseriet. Jeg er Kejseren, der ligger for Døden, og jeg kan kun trøstes af den liden graa Nattergal. Saa maa Kunstfuglen for mig udnytte alle de Trillemuligheder, moderne Opfindersnille kan stoppe i den. Jeg har overværet Opførelser af andres og af egne Stykker, hvor vægtige Iscenesættere havde ophobet Genialiteter af Lysvirkninger og Farvepragt og Tonetrolddom, og hvor jeg vred mine Hænder af Længsel efter Brættet med: Dette er Troja. Hvor jeg tænkte: Sæt der havde været Ørelyd og Tid til at faa fat i en Smule af, hvad de arme smaa Mennesker dernede mellem Papmasserne kæmper for at faa sagt, kæmper for at faa Ørelyd og Tid til at naa Publikum med, saa at dette kan faa bemærket, at i Aften er ogsaa Skuespillerne paa Scenen. Det skulde ikke undre mig, om mangen Iscenesætter har revet sig i Haaret af Ærgrelse over at være nødsaget til yderligere at skulle skaffe Plads i sin Forestilling til disse Kunstnere.

Der skal jo ogsaa nok til rette Tid blive fremstillet Robotter, der følgerigtigt føjer sig ind i al den anden Mekanik, saa at det uhaandterlige Menneskemateriale endelig kan faa anvist den det med Rette tilkommende Plads udenfor Existensen. Dermed har Tekniken saa skænket Teatret sin sidste store Mulighed: Iscenesætteren som Herrgott, en Stilling, det alt i længere Tid har baaret frem imod.

Var det i London, den unge Digter kom op til Teaterdirektøren med sit nye Stykke? Lænestolen udrakte sin almægtige højre, lukkede Hæftet lige op og leverede det tilbage: „Vort Teater beklager ikke at kunne spille dette Stykke“.

„O, hvorfor, om jeg maa spørge?“

„Replikkerne er for lange. Farvel“.

Naar Projektørbombardementerne og Rundhorisonterne rigtig ruller sig ud, ja, saa er Replikkerne for lange. Saa, meget for lange, at helst skulde de ikke være der. Man vilde kede sig ikke mindre, om de var væk. I hvert Fald ærgre sig mindre.

*

Jamen, hør nu her … … Ja ja ja, jeg ved god alt det. Og jeg vil strække mig saa langt, som til at gaa med til, at en Iscenesætter maa bruge alt det Hokuspokus, den moderne Teknik har spillet ham i Hænde, saa længe som den kun bruges til at understrege Ordet med. Men saa heller Ikke et Skridt længere. Ikke engang saa langt som til, at naar den endda ikke modvirker Ordet! Ve den Kunstner, der sætter en Ramme om Billedet, saa man ser mere paa den end paa det. Han er sit eget Billedes Forræder. Jamen saa er vi jo enige, vil den kritiserende Kritiker udbryde; men vi er slet ikke enige.

For der er næppe nogen Iscenesætter i Verden, der sværger til den moderne Teknik, og som samtidig forstaar at holde den paa Maatten. Før eller senere vil Uaanderne tage Magten over Besværgeren, han synker i til Halsen i sit Overflødighedshorn, og selve Instruktionen, Kampen med Mennesket for Mennesket, overlades til Skuespilleren selv, jaskes af og kompromitteres

— — —

og der sidder saa Tilskueren og glor sig en Karussel paa Hjernen og beder i sit stille Sind: Giv mig graa Tæpper – og saa et Menneske! lad mig faa Lov til ikke blot at tage Øjnene med herhen, men ogsaa engang imellem mit Hjerte.

Naa, lidet kan det nytte at tale Fremskridtet imod. Teknikken er en mægtig Herre. For at pleje sit Selv og nyde sin Triumf lægger den Byer i Splinter, gør Børn forældreløse, fylder Jorden med Had. Saa maa vi jo ogsaa kunne finde os i, at den tramper ind i Aandens Templer for at strø sine Velsignelser om sig der. Hvad skal vi ikke igennem af Experimenter i de kommende Aar! Kubisme f. Ex. maa jo snart rykke ind paa Teatret. Husene kan let bygges med Façaden nedad, Rundetaarn trekantet, Frue Kirke roterende om sig selv paa Spidsen af Korset og Poul Reumert med Hovedet skruet af og anbragt paa venstre Skulderblad, kun bevægende sig i Hop paa højre Haandflade – i Sandhed, hvilken Dybsindighed, hvilke Perspektiver aabner sig ikke!

Hvem glemmer i Soyas funklende, fast maeterlinckske „Hvem er jeg“ paa Det ny Teater, da de to Elskende fik hinanden, at Iscenesætteren sprang frem og raabte: Rødt Lys, rosenrødt Lys!

There it is.

Og naar Ole Palsbo fører Kjeld Abell frem … nuvel, om Kjeld Abell i Morgen.

Kaj Munk.