Svend Borberg vasker sine Hænder

Svend Borberg vasker Hænder

Af Kaj Munk

Kaj Munk svarer i denne Kronik paa nogle Udtalelser fremsat af Forfatteren Svend Borberg i „Forum“ fornylig.

SKØNT lidet i Verden er mere ligegyldigt end Konstellationen Svend Borberg-Kaj Munk, har det taalmodige Papir dog fundet sig i lade Novemberhæftet af Forum oplyse, at „Munks Berømmelse er skabt af mig!“ – – siger Borberg, og at „Mit Munk-Fjendskab er et hysterisk Dogme“, og at „Munk har efter min Opfattelse en fuldkommen genial Intuition“. Naar Papiret har strakt sig saa langt, maa det min Sandten ogsaa finde sig i at blive misbrugt til et Par Dokumentationer af Sandheden i disse i overdaadigste Forstand Nyheder. Skønt – hvorfor begynde paa noget saa sagligt og kedeligt som at dokumentere? Er der andet for en retledet Digter at gribe til end spontant stryge Studenterhuen og med letkvalt Hulken kaste sig i de udbredte Arme?

Jeg beder altsaa Hr. Borberg tilgive mig min grundløse Fejltagelse. „Opfattelsen af mig som Munks Forfølger har jo desværre fundet Næring hos ham selv,“ sukker han og arrangerer ind i Sukket Oplysning om, at jeg har sendt ham Pilatus. Det gør mig beskelig ondt at have givet en mig saa velsindet Aand Aarsag til at sukke. Og jeg maa ærligt tilstaa, at jeg nu egentlig slet ikke forstaar eller kan gøre Regnskab for, hvordan jeg er kommet ind i dette skæbnesvangre og misliebige Skævsyn, hvordan jeg har kunnet undgaa fra første Færd af at fatte, at her havde jeg den dybtgaaende Forstaaer og brændende Forsvarer af mig selv og min Kunst. Skulde jeg udpønske blot et Tilløb til en Forklaring, vilde jeg være nødsaget til at klynge mig til saa horrible og haartrukne Paastande som, at den højt berømte Anmelders Pen ikke altid har formaaet at finde de eksakteste Udtryk for, hvad vi nu erfarer, og allerede den Gang med Føje kunde ventes at have fornummet, var hans Hjertes egentlige Indhold. For at værge mig mod min egen onde Samvittigheds pinefulde Forekastelser af aarevis Miskenden af en Ven gik jeg under et Ophold i København for nys i et Hvilepust mellem Slagene med en Veninde op i Politikens glorieoverstraalede Hus og fandt et Par gamle Aargange Aviser frem for at se, om S. B.'s Anmeldelser af „mine af Vorherre personlig tilstillede store Evners og min geniale Intuitions“ Frembringelser mon ikke skulde rumme enkelte Ytringer, der kunde gøre min Misopfattelse om ikke tilgivelig saa dog ikke aldeles undskyldningsløs. Men jeg saa straks, det var haabløst. Skylden var min. Jeg og jeg alene har Uretten. Og jeg skal for at piske mig med velfortjente Skorpioner tillade mig for Dem, ærede Læsere, at citere lidt af 2 borbergske Anmeldelser, saa min Sjæls Sorthed umiskendelig kan lyse Dem i Møde.

Vi begynder med Verdens Skabelse: Førsteopførelsen af „En Idealist“. Her meddeler Svend Borberg nu i Forum, at han skrev ordret: „Alt, hvad der her er anført, er kun sagt, fordi det drejer sig om et usædvanligt Talent.“ Saaledes skrev altsaa Hr. Borberg ordret. De Sættere! de Sættere! I Bladet kom der til at staa: „Naar jeg har sagt dette, vil jeg gerne tilføje, at der er et og andet, som tyder paa, at her er Talent, et enkelt Indfald og frem for alt noget i Opbygningen, ellers var Forfatteren ikke denne Revselse værd.“ Forstaar man, at ikke Bladene for længe siden har afskaffet Sætterne?

Naa, men nu selve Anmeldelsen. Den begynder med at „antyde, at Stykkets hele Smule aandeligt Indhold, dets Form for Fortænkthed, dets Skildring af „titanisk“ Ondskab, dets ydre historiske Ramme – alt det har en Tysker ved Navn Hebbel været fræk nok til at skildre i Munden paa Hr. Kaj Munk, og tilmed for trekvart Aarhundrede siden.“ Fy, skam sig, Hebbel, at skildre baade Form og Skildring og Ramme. Naa, men vi gaar videre i Teksten: „Her var Handling nok. Med en Regelmæssighed, som gjorde Begivenheden i sig selv banal som en Dødelighedsstatistik, faldt Døden „i Slag“ som en gammel Bornholmer, med Gift og Dolk og Bøddelsværd hvert tiende Minut. Men er Forudsætningen for at dette skal fange vor Interesse ikke den, at vor Sympati eller Beundring paa Forhaand er vakt, enten for Bøddel eller Offer? Her er Patos nok, jo, Hellenerne sværger ved „Gud“, og Salome til Gengæld ved „Zevs“ (afd. cand. theol. Zevs!), men kun momentvis glimter saa meget (ja, og saadan en Smule) Følelse, som hver Søndag kastes ind gennem Brevsprækken med Menighedsbladet. Her er „Tanker“ nok, hvad skylder ikke dansk Aandsliv den lange Regensianerpibe? Salome og Mariamne fører endeløse teologiske Diskussioner om Skyld og Brøde og Ansvar, og Hoved„tanken“ er denne, at Herodes kun har én Tanke (én Idé – deraf „En Idealist“), at dø som Jødernes Konge (hvad han er), et Problem, han f. Eks. kunde have klaret ved at begaa det Selvmord, han ustandselig tænker paa – resolut ved Tæppets Opgang! Sværere er det ikke at være subtil, Hr. Munk!“

Saaledes fortsættes Skamrosningen en rum Tid endnu, indtil den kulminerer i den Konklusion, at med dette Stykke er der begaaet Onani i tre stive Klokketimer for vore Øjne.

Med disse stærke og gribende Billeder havde Svend Borberg brudt Vej for den nye Dramatik i dansk Aandsliv. Intet Under, at Hovedstadsbladene siden har kappedes om at have ham til Medarbejder!

*

Tiden randt, som den jo er i Træning med, og en Dag havde Det kgl. Teater Première paa De Udvalgte. Heller ikke her svigtede Borberg sin Digter, den geniale Intuitionsmester, der nærmer sig hans dramatiske Trosbekendelse saadan, at han er ved at eksplodere over ikke at kunne faa afsat sine Dogmer hos rette Vedkommende. Vi citerer af Forsvaret: „Munks Sind virker sygeligt. De delikate Emner, Ungdomslaster, Pubertetsbesværligheder, behandles med en underlig betændt Interesse, Replikerne vædsker af et daarligt aandeligt Stofskifte. Det er ikke Aand, det er daarlig Aande og ikke Blod, men Filipenser.“ Som man ser, har Ungdommens Begejstring holdt sig hos den graanende Kritiker; naar det gælder hans Hjertes Herre, minker Gloserne hverken i Sarthed eller i Glød. Af denne Herre forelaa ved De Udvalgtes Fremkomst Bogudgave af En Idealist, I Brændingen, Ordet og Cant og Opførelse af 3 af disse Arbejder. Den entusiastiske Røgelsebrænder for det munkske Geni indleder følgelig sin Kritik med følgende Troskabsed:

„Hvorfor ikke straks sige det, som det føles: i Aftes mistede vi den Illusion, vi har kaldt Kaj Munk, var det en Sæbeboble, der brast eengang for alle eller silede bare Luften af Skrigeballonen?“ En tredie Mulighed regnede Sancho-Pansaen ikke for tænkelig.

Ja, kære Hr. Pilatus, her er virkelig Grund til at spørge: hvad er Sandheden? Men Løgnen ved man da, hvad er. I Stedet for den havde det næsten været klædeligere at bruge et andet af Deres verdensberømte Bonmotter.

Hvad jeg skrev, det skrev jeg.

*

Og dermed er vi færdige med det ligegyldige og slaar ind paa det, der betyder noget. – Svend Borberg er meget betydeligere som Dramatiker end som Kritiker. Og som Dramatiker er han ikke synderlig bevendt.

Der er nu hans sidste Opus: Synder og Helgen. Visst er der et og andet i det, som tyder paa, at her er Talent, et enkelt. Indfald og frem for alt noget i Opbygningen, men Stykkets hele Smule aandeligt Indhold, dets Form for Fortænkthed, dets Skildring af „titanisk“ Forførelse (uden Forekomst af en Forfører), dets ydre historiske Ramme – –  naa, Spøg og Drilleri til Side! Svend Borberg har eet Appendix, der gør, at man tilgiver ham meget: har han ikke andet, saa er det ene af hans Hjertekamre en Kunstners. Med sin Don Juan har han villet noget rigtigt, men det usalige er just, at han har villet det; saalunde kommer det rigtige ikke i Kunstens Verden. Tyvärr, han kan säga tullipanaros alldeles tydligt, men han kan inte göra den. Han kan for øvrigt heller ikke säga den.“ Over for denne Don Juan stiller jeg en anden spansk Fantast, Don Quixote, der forgyldte sin Dulcinea, men var klog nok til aldrig at favne hende.“ Om disse Digtere dog vilde holde sig fra disse idiotiske Interviewspegepinde. En Fantast, der er klog nok!  En Quixote, der er Klogskab undgik et forhold til Virkeligheden! I selve Stykket er den samme Kæmpebommert gjort. Digteren har haft Held til at skildre Fantasten saadan, at man er paa Nippet til at knuselske ham og knibe det ene Øje til om en Taare. Og bom, og der falder saa hele Postelinet sammen med Tæppet. Pludselig bliver Fantasten en Refleksionist, der spekulerer over sig selv og forsvarer sig mod Verden og mod sig selv:

Jeg tømmer dette Bæger til din Ære

Man siger, det er tomt. Jeg svarer: er det tomt,

saa er det ogsaa uudtømmeligt

Ja, uudtømmeligt som vores Drømme

Hvem var det, der sagde Fortænkthed? Og dog – Digter er Manden for Pokker. Den Scene, hvor Don Juan er Don Juan, inden han er blevet Don Juan, Idéen med Overforstilling mellem ham og Quixote, visse maleriske Virkninger (blot skæmmede af, at Kritikeren har udpeget dem for Digteren) heller ikke jeg vilde have kasseret det Stykke, hvis jeg havde været Fru Ipsen, eller hvem det nu er, der bestemmer inde paa det Teater, hvad der skal spilles! Blot havde jeg givet det til en dygtig Dramaturg, der kunde have foretaget de nødvendige Beskæringer.

*

Han kan säga tullipanaros alldeles tydligt. Der stod i Litteraturen, II Aargang, Hæfte 8, November 1919 en Artikel, jeg ofte før har nævnt. Den var af Svend Borberg og hed Skuespillets Forfald og var tilegnet „den eneste sande Gud: deux ex machina.“ Jeg kan ikke her begynder at citere, for saa lod jeg mig ikke nøje med mindre end at skrive hele Artiklen af. Kunde Forum dog ikke bringe den igen? Den er stadig uovergaaet, ansporende, besættende: „Dionysos, skænk os igen en Fest! Giv os igen et Tempel til potenseret Liv! Giv os et dogmefrit Teater, hvor Drama igen tør betyde Handling, hvor Skuespil igen tør være Skuespil, hvor Kunsten igen tør være en Gudstjeneste! Skænk os Rusen, Ekstasen, de store Syner. Giv os igen et Aabenbaringens Sted.“

*

Et ungt Menneske, der gik med sig selv og vidste, at enten blev han ingen Ting her i Verden, eller ogsaa blev han Dramatiker, kom – paa en eller anden Maade han ikke længere ved – til at se denne Dervishdans, til at høre denne aandsbaarne Tungetale. Han læste Artiklen atter og atter, det var, som om der var blevet kaldt netop paa ham. Og han følte sine Kinder brænde og sin Haand ryste, som – ja, som havde han været i Søndermarken med Steffens.

Kaj Munk.