Nok en Gang „Cant“

Nok en Gang „Cant“

Pastor Kaj Munk sender os dette Indlæg om sin Kritik af „Cant“.

Kære Hr. Politiken!

Lærte De ikke ogsaa i Deres Skoletid, at Kong Hans havde et udmærket Hoved, men der var Huller i det? Deres Intelligens har alle Dage forekommet mig kongelig, dog at Kongeligheden er af Arten med Huller i.

En Intelligens helt uden Lighed med en Schweizerost vilde begribe, at begynder en Forfatter at anmelde sig selv, kan han i det Stykke ikke tages helt alvorlig. Og naar en Artikel lægger ud med at udtale Glæde over sidste radikale Regerings bratte Fjernelse, idet Genforeningen saa ikke hindredes og Lolland ikke solgtes, maa den plumpe lige ned i et af Hullerne for hos Læseren at miste Karakteren af en Spøg. For ikke at tale om Fortsættelsen i den drilagtige Paastand, at Kritikens Venlighed over for Evangelisten Marcus og mig ene skulde skyldes hin dog ret ligegyldige Studenterforeningsaftens Halløj.

Men naturligvis ligger der en Snært Alvor i Spøgen. Saadan kunde Kritiken nemlig lige saa godt have lydt. Lige saa godt have budt paa hidsig uretfærdig Dadel som paa denne Masse overfladisk Ros. For Kritiken i Danmark er hovedløs. Den kaster Plat og Krone om, hvorvidt den skal nedsable eller prise et Værk. Der findes ikke én Kritiker, af hvis Vejledning man taknemmelig kan lære, og af hvis Ros man kan være stolt.

Saa maa man da betragte det som en Rigdom, at de Herrer snakker i hver sin By. Og unge Bøger er ogsaa bedst tjent med en blandet Modtagelse. Men her var den skam enstemmig. Den Paavisning af Fejl og Mangler, der har fundet Sted, er intetsigende og latterlig. Hvad giver man for Eksempel for, at det paapegs, at i et historisk Stykke faar Forfatteren jo sine Personer af Historien ? Ja, sandelig! Det maa have været pærenemt for Shakespeare at skrive „Julius Cæsar“; Manden havde jo været til. Næ, saa er det meget sværere at lave saadan noget som „Vort Hjerte“, hvor ingen af Personerne nogen Sinde har eksisteret.

Jeg sad altsaa og ventede, at en eller anden Plat-Kritiker skulde afgive en passende Modvægt mod alle Krone-Anmelderne ved at pudse sine Brilleglas og finde Fejl paa Fejl i Dokumenterne, virkelige Fejl (Versemaalet f. Eks.) og Fortrin, han efter sin Indstilling maatte anse for Fejl (Slutningen f. Eks.). Da nu mærkværdigt nok ingen saadan Aktør fremtraadte, fandt jeg det baade fornøjeligt og nyttigt, at jeg var i Stand til at overtage Rollen selv.

Ja, kære Hr. Politiken, undskyld mig denne lidt pinlige Henvendelse til Hullerne i Deres Intelligens. Jeg takker for øvrigt meget for Udnævnelsen til Glente selv med nufølgende zoologiske Definition. Jeg maa dog røbe, jeg lugtede straks, at det var saadan noget som Kommandør af anden Grad, men jeg saa op, over mit Skrivebord, hvor Deres Anmeldelse af min første Première har hængt i Glas og Ramme siden da, og tænkte: „Eja, dette er dog altid et Avancement. Og tilmed et, der ikke udelukker eventuelt yderligere ad Aare.“ Men jeg vil gerne bekende, at mere end alle Tryksværtebefordringer har Publikums Holdning glædet mig; vel kan der være Aftener, da det kun er middelmaadigt med, gaber utidigt i Pauserne og hænger slattent i Stolene under Forestillingen, saa man har ondt af det for de arme Mennesker, at de dog er narret derhen. Men der er ogsaa Aftener, da det – ingen véd hvorfor, Præstationerne paa Scenen synes mig de samme – forholder sig helt anderledes; saa at sidde som Forfatter et eller andet Sted i Det kgl. Teaters festlige Hal, høre sine Ord baaret frem: af Skuespillernes Glæde over og Respekt for Arbejdet og mærke Publikum aarvaagent og lydhørt tage imod, det er meget bedre end alle façadeskinnende og decimalbrøkudregnende Avisord.

Kære Hr. Politiken, hvorfor tager De mig altid saa højtideligt? Er det bare, fordi De ikke er vant til at omgaas Præster? Mange Tak for al respektfuld Behandling dér, hvor det gælder Liv og Død for mig; for det gør det i min Digtning. Men De maa ogsaa godt bare le, naar jeg er morsom.

Saa siger vi det for Fremtiden?

Med venlig Hilsen

Deres – indtil videre – Rovfugl

af Mellemklassen Kaj Munk.

Vedersø Pgd., 5. Dec. 1931.

– – –

Vi vil i Morgen bringe et Svar fra. Hr. Politiken.