Slag til højre og venstre —

Slag til højre og venstre —

Af Kaj Munk

Kaj Munk gør i denne Artikel op med samtlige Landets Kritikere, et Par Ministre, enkelte Teaterdirektører etc. og udbryder apropos Kritiken i et: „Men Himmel og Jord, hvor Georg Brandes trænger til en Eftermand her i Norden!“

MIN Ven Henning Kehler har atter samlet nogle af sine smældende Artikler sammen til en Bog og sendt den ud paa Nyt Nordisk Forlag under Titlen Den festlige Strid. De kunde ogsaa være kaldt „Slag til højre og venstre“. Paa samme Forlag har en haabefuld Yngling, nemlig Jens Gielstrup, en lille Mand paa en mager Snes Aar, men ubehagelig fuld af Talent, opnaaet (i høj Grad uden H. C. Andersens Minde) H. C. Andersen-Medaillen for en Roman, der eufemistisk kaldes „Kys til højre og venstre“ og behandler det, som det synes, for københavnsk Ungdom altoverskyggende Problem: Hvor skal jeg tilbringe Natten?

Jeg har i længere Tid haft Lyst til at omtale disse to Bøger i en Artikel her i Nationaltidende under Overskriften „Misbrug af Evner“. Men efter at have skrevet adskillige Ark gule Kladdepapirer fulde af Forsøg opgiver jeg Opgaven. Maa jeg bare sige at jeg vurderer Kehlers Sprogevne og Overbevisning saa højt, at det gør mig ligefrem harm at se ham i al Evighed fortture som Kritiker, endda i Genren: at fornærme saa mange Mennesker som muligt paa mindst muligt Stykke Papir. Kehler (jeg taler stadig væk om Manden Som Skribent, Personen kender jeg ikke) er alt for meget værd til at spilde sit Lav paa Døgnets ufestlige Strid. Strid er overhovedet ikke festlig, undtagen naar den føres for Sjov. Det er den ikke, og det har den aldrig været.

Selv Guttermænd som vore Forfædre i det vilde Hedenold, der havde lavet sig Krigen til dagligt Brød, som de altsaa ikke kunde undvære, maatte dog til at gøre Fiksfakserier med den for at gøre den festlig: i Valhal nøjedes man med at markere dens Udgang, ved Slagets Slut rejste de døde sig igen. Kehler skal ikke bilde mig ind, at han er en haardhudet Karl, paa hvem Stik og Skud preller af. Han er som alle Kritikere utvivlsomt yderst ømfindtlig (mærk f. Eks. hans grimme Overfald i Studenterforeningen paa den fraværende Dr. Stangerup!) og naar han nu gaar hen og udnævner Striden til at være festlig, er det saamænd bare en Garde. Strid er uundgaaeligt i denne Verden, især naar man tror paa noget, men hvor er det pinefuldt, naar man virkelig tror, at de andre ikke kan dele ens Tro. Krigens Festlighed betyder Krigen for Krigens Skyld. Aldrig har en Forfatter fundet paa en for sig selv mere nedsættende Titel end Kehler her, naar han kalder sit Arbejde for festlig Strid. Heldigvis er det bare en Fejltagelse. Et Greb i en Skynding. Han har jo travlt, Manden. Saa travlt, at han ikke længere kan naa at læse de Bøger, han anmelder. Barth-Pjecen for nylig. Og nu sidst „Ung maa Verden endnu være“, hvor han i Referatet giftede Bogens Personer med helt andre, end Forfatteren var sluppet til at bringe dem sammen med. Men vi, Kehlers Venner, ønsker, at han maa faa endnu travlere, saa travlt nemlig, at han heller ikke anmelder mer.

*

DETTE ØNSKE bliver saa meget heftigere, naar man genser disse Artikler, som man næsten alle husker fra Førstelæsningen i Bladet, og som foruden alt det blændende i dem er rige paa saa sjælden en Vare som det positive. Man vil ikke have, at Kehler ret meget længere maa blive staaende i Kritiken, Dagbladskritiken, Døgnsæstetiken. Den har nemlig ingen Opgave. For hvis Skyld er den til? Højst for sin egen. For Kunstneren er den et harsk Irritationsmoment, et kirtelsondrende Ubehag, hvad enten den selvherlig roser eller børnehjemsforstanderisk svinger Krabasken. Paa Publikum virker den direkte umyndiggørende i Retning af Lallestadiet ved sin Gantesutsfabrikation. Og hvad Kunsten selv angaar, – aldrig har Kritiken været saa systemstærk og typefed som nu, og hvor meget har det styrket Kunsten?

— Om man nu tog enkelte af disse Ansigter frem til Beskuelse! Den farligste af dem alle er Frederik Schyberg. Han er den farligste, for han er saa absolut den dygtigste. Ja, egentlig er han ypperlig; det gale ved ham er blot, at han eksisterer. (Hans Brix er fredet i Klasse A, Numero I. Hvad unge Digtere, hvad jeg personlig har modtaget af ham, er uendeligt meget. F. Eks. har han skrevet alle mine Skuespil og tilmed ikke forlangt og ikke faaet saa meget som een eneste lille Procent). Frederik Schyberg taler ud fra en lidenskabelig Indsigt, der er overvældende, med en Saglighedens Vægt, der er simpelt hen knusende. Han er ved at bilde En Ind, at Kunst er noget, der kan vejes, maales og tælles, og at han har Justermaalene. Naar han har talt, saa har Almagten og Evigheden talt. Han kan skrive „Stykket er altsaa ikke godt“, saadan at selv Forfatteren er ved at tro, at dette er objektivt rigtigt. Der er vist ikke ret mange kunstelskende Sind, der ikke Gang paa Gang har været ham taknemmelig for Indlevelse i et Kunstværk, overraskende Paapegen af Værdier, Betragtninger fra nye Synsvinkler og meget andet smukt og rigt og godt. Men, jeg gentager, han er den farligste, for man maa ligefrem gøre Vold paa sig selv for at rive sig løs fra Autoritetens Fortryllelse og huske: Ogsaa han er kun et Menneske. Og saa kan man pludselig se: jamen det var jo en storartet Passus dér, men den er ritschratschrivende fejl. (Eksempel: Gustav Wasa-Recensionens Parallelbemærkninger). Men man maa ikke være udnævnt til Vorherre, naar man ikke er ham. —

Saa er der Dr. Hakon Stangerup. Han skriver i dette Blad. Saa om ham maa Læserne ikke faa andet at vide, end at han er udmærket. Det er han ogsaa. Han er i hvert Fald ikke objektiv; han er ung og har Mod og Raad til at være begejstret, uden Hensigt og Omtanke begejstret; det er meget værd.

*

SKAL, VI NÆVNE Hr. Svend Borberg? Ja, ja, han havde dog modtaget Musens Kys paa sit Kranium engang. Men har De lagt Mærke til, med hvilken Trevenhed han mobiliserede sin Begejstring over Riddersalens Bedrifter i Vinter? Ak, nu er han bare Svigersøn i en Shakespeare-Forening og bliver aldrig til Menneske mer. Eller Wiinblad? hvad giver De mig for Wiinblad? har nogen nogensinde mødt Ærbødighed for noget Kunstværk hos ham? ikke uden Begreb om det, han skriver om, er han et Skoleeksempel paa, at den, Fanden giver et Embede, giver han ogsaa sin Forstand. – Saa er der Cavling – dog, vi sagde: Ansigter. Lad os holde op.

Men Himmel og Jord, hvor Georg Brandes trænger til en Eftermand i Norden! Ikke en Døgnkritiker, der spilder sin Tid paa at sidde og nusle med hver nykommen Bog og læse hveranden Side og troppe op ved hver ligegyldig Première og høre efter hvertredie Replik. Ikke en Fægtemester, der nyder egne Paafund og svømmer som Torsk i Saltvand eller jager som Gedde i Ferskvand og svælger i festlig strid. En ensidig Sjæl, en brændende Aand, saarbar, ømskindet, uretfærdig, men fuld af Had og Tro, den Tro, der betyder Elskov til Livet, det Had, der springer af Kærlighed. En Kæmper, der kunde fortælle København, at der er et Land, der hedder Danmark, og dette Land skal bygge sin Fremtid ikke paa Æstetik, men paa Aand.

*

Det fremgaar, at Shakespeare i et ledigt Øjeblik havde lagt Mærke til, at there's something rotten in the state of Denmark. Det er en 3-4 Hundrede Aar siden, og hvor er det gaaet herligt frem med os siden da! Nu har vi f. Eks. en Statsminister til at røre Vuggens Gænge og tysse paa os og fortælle Verden, at hvor store Uretfærdigheder der end foregaar i den, er det Danmarks Stolthed at erklære sig neutralt i alt. Vi har en Justitsminister til at pylre om de forskellige Landsdele, hvad Stykker de nu kan taale at se paa det ene Sted og ikke paa det andet, og til, saa vidt Bemyndigelsen strækker, at arbejde for de københavnske Teatres Fallit. Vi har – ja, den Historie skal De nu alligevel have: En yngre Præst, der ogsaa af og til skriver et Skuespil, havde digtet en Scene mellem to unge Ægtefolk; Manden glæder sig til et Barn engang, Konen mener, at det skal de vel ikke have lige i Aften, og Manden svarer, at da det nu er deres Bryllupsaften, kunde de jo godt begynde at træffe lidt Forberedelser. Denne Replik har Censor strøget. Jo, vi har en kgl. Embedsmand til at passe paa Præsterne, at de ikke siger Ting, der maaske kunde misforstaas. Hvor vilde det bære hen med Københavnerne, hvis der blev rokket ved den Forestilling, at det er Storken, der kommer med de smaa Børn? Og dog faar Pastor Hostrup Lov til paa selve Statsscenen at lade sin Kobbersmed sige, at „Rikke er god nok, for hun er mit eget Arbejde“. Ja, saadan er det! for de Døde er der frit Slag. – Gud fri os for de vilde Normanner!

*

MEN SAMTIDIG MED, at en uskyldig Skæmt raseres med Rødkridtet, sætter agtværdige Forlag Nationens Hædersnavn som Gyldighedsstempel paa Rendestenslitteratur, og Kritiken blæser i sin Bliktrompet for Nordahl Griegs forløjede, rygmarvsbetændte „Ung maa Verden endnu være“, der ved en Tvillingforbrydelse foreligger paa Dansk – aldrig burde Norsk forfladiges til Dansk, og aldrig burde en Bog af de Kvalifikationer se Lyset mere end een Gang.

Uha, der er nok for en Mestermand at tage fat paa her i Landet! Men skal den ene Kind gløde af Forbitrelsen, skal sandelig ogsaa den anden have Lov at brænde i Begejstring, hvis der er noget at brænde for. Og det er der. Bedst synes mig Teatret at staa herhjemme. Det vilde være uretfærdigt at nævne Hr. Besekow alene af den unge Stab. Vi maa ogsaa skrive Tiemroth, Wilton, Henny Krause, Rohde – ja, jeg blev gerne ved. Og mens vi er ved de Unge: vi er lykkelige saa længe ogsaa Betty Nansen stadig er ung – i Tro og i Trods. Kjeld Abell – hvem siger at Clara Pontoppidan er bedre end han? Det er Abells uvisnelige Fortjeneste, at han har kunnet skabe saa bevægende en Skikkelse af Ubevægelighed, saa talende en Tavshed, saa levende et Blik i døde Øjne, som vor store Skuespillerinde var og gav. – Ellers er det mærkbart, at paa Det kgl. er Sejgpil erstattet af Linde.

Og saa er det Folketeatret, hvis Leder er lige det, dansk Teater trængte til paa en Direktørstol. Gaapaamod, Ilderhumør. Det var en smuk og appellerende Forestilling, den om „Idiotkabalen“; desværre er de Tider forbi, da Folk gik i Teatret for at se en blot seværdig Forestilling. At de blev væk til „Nævning Olsen“, skal de roses for. Man maa ikke bruge sit Lands største Intimkunstner i et Skuespil, hvis digteriske Værdi kun overgikkes af Instruktionens i Slethed.

— — —

Som sagt, vi længes efter, at Henning Kehler skal samle sig om den store Opgave, der kan sætte ham i Stand til at sige alle disse ubehagelige Ting, som en Digter, der langt hellere vilde holde sig til sit eget, er nødt til at laane Mund som Vikar for en ikkeeksisterende.