Jorden brænder

Jorden brænder

Kaj Munks Forord til »Han sidder ved Smeltediglen«

I Programmet til »Han sidder Ved Smeltediglen«, der i Aften har Première paa Folketeatret, skriver Kaj Munk følgende Forord:

Jorden brænder. Der er Tider i Menneskehedens Historie, da man kan være ved at glemme det. En saadan Tid er vor ikke. Mindst 7 Dage hver Uge faar vi at mærke, at vi er kastet ind i et spragende og sydende Baal.

Er det Undergangens Flammer, der omspænder os? Vi ved det ikke. Tit knuger vort Hjerte sig sammen af Angst for det. Men Kristentroen siger, at Ilden om os er Smeltediglens. Den kan ikke bevise det og gør heller ingen Forsøg paa det. Den siger det blot, fordi saadan er det fortalt den. Jorden er i Smeltediglen.

Han er en stor Gud, den kristne. Han er saa stor, at han ikke kan nøjes med mindre end en Gud til Fyrbøder i sit Værksted. Det er Guden i Helvede, der skovler Kul paa under Guds Smeltedigel. Derfor er Heden saa forfærdelig. Men det skal den ogsaa være, for at Udsmeltningen kan lykkes.

Vil den lykkes? Hvad ved vi Mennesker? En Eksplosion kan sprænge alt. Eller det kan blive til Slagger det hele. Kristendommen frarøver ikke Livet Spændingen. Den er Dramaets Religion.

Men den hævder altsaa, at der er en Mening med dette tilsyneladende saa meningsløse: Rædselens Verdensbaal. Og den digter en Haabets Drøm om en Udgang i »en ny Himmel og en ny Jord, i hvilke Retfærdighed bor«.

Han sidder ved Smeltediglen, gør Mesterens egen Søn. Ved Menneskehedens som ved det enkelte Menneskes.

Kaj Munk.