Se bare! dansk Film kan

Se bare! dansk Film kan

Af Kaj Munk

MIRAKLET begav sig i Holstebro forleden Aften: der var en dansk Film, der var værd at se. Det stod i Erindringen for mig, at jeg i sin Tid paa Folketeatret havde været delvis til Stede ved en Forestilling, kaldet Den kloge Mand, skrevet af Paul Sarauw, med Alstrup kreerende Hovedrollen. Jeg syntes dengang, at Opførelsen var ulastelig og Manuskriptet noget Hø. Under et Ophold i Berlin for nylig blev jeg var, at et Stykke betitlet Der kluge Mann gik paa Theater am Kurfürstendamm med selveste Heinrich George paa Kommandobroen. Ved at forhøre mig i et Billetbureau bragte jeg i Erfaring, at det var en af de Forestillinger, man stormede til. Fuldstændig beroliget, at saa kunde det da ikke være Sarauws Stykke, stormede ogsaa jeg. Det var Sarauws Stykke, og der var den Grund til at storme, at det store Dødvande har lejret sig om Berlins Teatre. Heller ingen anden. Manuskriptet vrimlede stadig med Ubehjælpsomheder, og den store tyske Skuespiller stod paa meget faa Punkter Maal med sin endnu større danske Kollega. Men han tog Kæmpe-Rollen i stiv Arm, og Distriktslægens Datter havde ved Tebordet disse halvt hvalpet ubeherskede, halvt med kynisk Mesterskab beregnede Ungpigebevægelser, der fastslaar, at den eneste Gang Gud Herren virkelig har overgaaet sig selv, var, da han skabte den unge Kvinde.

Carl Alstrup som den kloge Mand i Filmen.

Da saa Forden spandt sig gennem Holstebro forleden Aften og Den kloge Mand forfulgte mig fra en Biografplakat, besluttede jeg mig til at faa bekræftet, at alle daarlige Gange er tre. Jeg lukkede mig altsaa ind i Flimmerkapellet, nyfigen efter at erfare, hvor langt et daarligt Stykke kan bringes ned. Det er ikke for meget sagt, at jeg havde omgjordet mig med den Sjælsstyrke, der sætter En til at modtage et hvilketsomhelst Chok. Og saa kom Chok'et fra den Side, man vidste, det ikke kunde komme fra: Filmen var god.

DANSK Film har jo i længere Tid befundet sig paa de Længdegrader, som gjorde den fortjent til den Omtale, den har faaet. Det siger dog en Del. Hvis en ilde Skæbne tvang En til at overvære en dansk Film, var man under hele Rulningen nødt til at sidde og hviske hen for sig: Søren Kierkegaard, H.C. Andersen, Niels Bohr, Søren Kierkegaard, H.C. Andersen, Niels Bohr, Søren Kierkegaard, H.C. Andersen, Niels Bohr, for at kunne fastholde sig selv paa det Standpunkt, at hele Nationen dog ikke var ensrettet undermaalerisk. Disse Films kunde kun have een Undskyldning: at de gav en Smule Penge i Statskassen. Men hvorfor beskattedes de saa ikke brændevinshøjt? At de ogsaa gav visse Skuespillere Eksistensmuligheder, var kun en Grund mere til – De ved, til hvad! Man skal aldrig lade Mennesker leve paa et forkert Grundlag, og da især aldrig lade dem leve højt. Hver eneste Gang man havde set dansk Aand prisgive sig paa det ubarmhjertige hvide Lærred – og det var hver Gang – gik man hjem med en Følelse af at have oplevet det utrolige. There is something rotten in the State of Denmark. Denne haarde generelle Dom maa skyldes, at Mandens Kendskab til Landet har været begrænset til, at han har set en dansk Film.

Tilgiv mig, kære Københavner, om jeg med disse Linier skulde gaa hen og gøre mig skyldig i saa grov en Bladkriminalitet som at være uaktuel, og tilgiv mig, om jeg skulde komme til at løbe paa Linie med de professionelle Anmeldere derinde, der jo for længst har talt. Jeg trøster mig med, at Nationaltidende ogsaa læses herude, hvor Filmen nu gaar, og at de bestaltede Kritikere ofte lider af Anfald, under hvilke de træffer det rigtige. Endelig maa vi huske, at der er en Kunst, der er uafhængig af Øjeblikket i den Henseende, at den altid er aktuel. Den Kunst fandt jeg noget af i Filmens Udgave af Den kloge Mand, hvor den har hensat mig i en saadan Henrykkelse, at jeg umuligt kan beholde det hele Kvantum for mig selv. Da nu mine Venner efterhaanden er døde eller rejst alt for langt bort, saa maa De, mine Læsere, finde Dem i at blive udnævnt til at være mine Venner og sætte Dem pænt ned og glæde Dem med den glade. Jeg læste forleden Dag Lollandsposten, at Nykøbing Katedralskole havde givet fri paa Grund af det fine Vejr. Ak, de er kommen sig paa den Latinskole siden mine Dage! – Jeg husker en Vintermorgen her i Vestjylland, da Foraaret pludselig satte ind. Jeg gik ud og hejsede Flaget. Folk i Sognet troede, jeg var blevet tosset, og det var jeg Gudskelov ogsaa. Kære Biografgængere i Danmark, det er det, jeg gør i denne Artikel: jeg gaar ud og hejser Flaget.

ALTSAA: Hurra! Vi Danske kan godt. Det var min Sandten dejligt at faa det at vide igen. Det fornemste ved denne Film er, at den er en Danmarksfilm. For det er jo vort kære, gamle Land, der hilser paa os i alle Billederne, hilser paa os, nikker og smiler og truer med Fingeren og ryster paa Hovedet og rynker Panden og tørrer en Taare af Øjet og klapper paa Skulderen og er i godt Humør igen. Det er vort Land: Solskin og Plaskregn, Kornmark og Kirke, Brugsforeningsbiksen og Futtoget, der hiver sig ind paa Landstationen, Ulla Poulsen paa Cykle og Regensianerne med Præ'en paa Trækvognen. Men ogsaa Spillet er dansk, gennemdansk: ingen store Gebærder, ingen højtsvungne Udbrud. Sammenstemt og behersket. Scene efter Scene. Vidunderligt.

Man havde det Indtryk, at de Mænd, der stod i Spidsen for dette Forehavende, var blevet enige om to Ting: det bedste og det ægte. Ved at frigøre Paul Sarauws Manuskript fra Teatret, viste det sig at være ypperligt. Der er ikke noget, der ligger fjernere fra hinanden end det danske Grin fra det danske Smil. Det danske Smil gaar igennem hele dette Stykke. Dette Solskin, man aldrig kan vide sig sikker for. Aldrig er det saa langt væk, at det ikke med et kan bryde igennem. Det lyser i Lægedatterens blonde Ungdom, det kribler rundt i den kloge Mands Gavtyvestreger, det stjæler sig ind midt i Forfald og Fordrukkenhed, det forgylder den gnavne, irriterede Embedslæge til sidst. Den gamle Ford gilger af Sted med det hen ad Landevejen, og Kirkeklokken har det i Kneblen, naar den kalder til Bryllup. Rundetaarn staar og dingler med det, naar Studenterne ved dets Fod ypper Gilde, og Vedhænget ved det gamle Skuflejern i Doktorhaven bruger det til at spytte Langspyt med. Sandelig viste Sarauws Manuskript sig velegnet, saa overraskende frodigt som det dyrkede denne kostelige Urt i vort Hjemlands Have, det danske Smil.

– Hvilken Omhu var der dernæst vist for at finde de nøjagtigt rigtige Folk til de rigtige Pladser. Selv de mindste Roller sidder jo tilbage lyslevende i Tilskuerens Sind. Det er forvist et Resultat, der ikke naas, uden at Filmen har haft den Overskrift: her maa intet spares for at finde den eneste, der kan komme Sandheden nærmest, og dernæst passe paa, at han kommer det. Holstebro Biograf flotter sig ikke med Program, jeg beder altsaa om Forladelse, om et Par Navne skulde have byttet Gaarde i min Hjerne. Men navne maa jeg nævne. Jeg er alt for taknenmelig til at kunne lade være. Den skævskuldrede Pige hos Rasmus Thomsen – var det Ingeborg Gandrup? smukt! i sin stilfærdige Forkommenhed smukt! den impertinente Stunt ved Regenssoldet, hvem andre end Mogens Brandt selvfølgelig? den unge Bonde Jakob Nielsen („Mor! Mor!“ vil han tysse paa sin Hustru, da deres barn er dødt, og hun svarer den sig fastnagende Replik: „Hvorfor siger du Mor?“), Frisches Proprietærsnude, Malbergs forsumpede og forsorne og siden hen – ej, hvad ejer vi ikke for en Kunstner i gamle Henrik Malberg? hvem gør ham det Minespil efter: Rædslen for Miksturen, der skal nedsvælges, og Lyksaligheden ved at opdage, at det er Livsens Vand? hele Figuren er et Pragtværk, Malberg har aldrig været bedre. Saa kommer vi til den unge Pige, Lægens Datter. Her stod man overfor den Vanskelighed, at dansk Teater ingen ung Pige har. Saa tog man Ulla Poulsen. Tillykke. Nej, hvor skøn! Maleri efter Maleri! Cyklende unge Pige. Ung Pige med Medestang. Ung Pige med Hovedpine. Den unge Brud. Den unge Mor. Tænk! hende har Johs. Poulsen at se paa hver Dag og forstaar sig endnu ikke bedre paa Malerkunst! (Man bedes udlægge rigtigt).

Ogsaa Ebbe Rode var et forstandigt Valg. Rollen er en Fisk, men Rode fik den dog nogenlunde til at svømme.

MEN hvad havde det nyttet med Malberg og Fru Poulsen og Rode og dem allesammen og fint Manuskript og aandfuld Instruktion og dygtig Fotograferen, hvis ikke Alstrup var gaaet hen og blevet Alstrup? Jeg synes, jeg saa ham omtalt forleden som forhenværende Generaldirektør, men det kan da aldrig passe, det er da først nu, han for Alvor er blevet det, dansk Skuespilkunsts Generaldirektør. Jeg har maaske nok set Bedrifter paa Film, der var mere overvældende, men aldrig i en Biograf oplevet Kunst, der var saa hjertegribende dansk. Hvad er det, der faar os til at gaa i Teater, læse Bøger, se paa Malerier, høre efter Musik? Det er Trangen til at leve, til at faa Blodet pumpet gennem Hjertet med større Kraft. Og Alstrups Kunst den er det danske Smils gyldne Solskin, den varmer om Hjertet. Han behøver ikke en Georges Primosignorspil, han klarer sig igennem uden Brøl og Sved og Kunstpauser – paa det jævne, paa det jævne, her skal du din Prøve staa. Tilforladelighedens Apoteose. Den kloge Mand. Allerede Dialekten. Ikke Egnens, altsaa mere end Menigmand. Dog ikke Rigsdansk, altsaa ikke Læge. Smaa faste Skridt, smaa, faste, lune Øjne, smaa morsomme stærke Sætninger, udtalt med en lidt ensformigt rullende Stemme – Bølgerne mod Kysten en Sommeraften i en østjydsk Fjord. I det hele taget: paa Jydsk Grund. Hele Figuren baaret af den jydske Sammensmeltning af alvorlig Hesteprangerfiffighed og alvorlig Alt af Naade-Forvissning. Gaar ind i En med Træsko. Ikke til at lade være med at holde af.

Hvordan i Alverden kan Københavnere lave saa dansk en Film?

Selvfølgelig var den ikke lydefri. Man har af og til villet have for meget med. Men selv hvor man – uden for Filmen – lod Alstrup recitere Digte, var det de bedste Navne, man havde valgt: Aakjær, Bergstedt. Og svælgede man lidt i Bondedragter og Høstgilder, hvor var det dog saa velgørende at se Bønder fremstillet som Mennesker og ikke som Fastelavn!

Og hermed er saa Dannebrog hejst. Nu kan Foraaret begynde.

Kaj Munk.