Om En Idealist første Gang

Om En Idealist første Gang

Af Kaj Munk

EN REGENSKAMMERAT, en Læge, lykønskede mig paa min 40-Aars Dag for nylig med at have naaet den Alder, „da Aareforkalkningen begynder“. Lad da Indtrædelsen af denne fysiologiske Proces bære Ansvaret for følgende Linier. Det er jo Alderdommens Lyst at skue tilbage og dens Svaghed at tro, at andre interesserer sig for, hvad den dér ser.

Allerede mens jeg endnu var Klokker paa Regensen – aah, der er Snese af Historier, der myldrer frem i mit Sind, nu jeg nævner det Ord – stod det mig klart, at jeg oplevede mine Storheds Dage, noget højere vilde jeg aldrig drive det til. Det staar jeg paa endnu. Det lyder saa lidt med det Klokker, der betyder noget i Retning af Formand for Regensianerne valgt af de 100 Alumner derinde for et halvt Aar. Men jeg var nu blevet det paa en særlig Maade, valgt uden Modkandidat, altsaa kaaret; derefter nedlagde jeg paa en ekstraordinær Generalforsamling mit Embede for saa næste Dag at udnævne mig selv til Klokker. Denne Fremgangsmaade behagede just ikke de mest demokratiske Elementer paa den røde Gaard, men dem tog jeg altsaa ingen Hensyn til. Nu sad jeg saa som et Riges Hersker, blevet det paa den efter mine Følelser eneste fuldværdige Maade, og dette Rige var – Regensen, den frie, den lune, den skønne, den gamle, slidende, tænksomme, festlige unge Regens.

Indtil den lukkede sine Porte op for mig, havde mine Aar efter Drengetiden vært onde. Saadan staar det i hvert Fald for mig nu. Ikke i ydre Henseender. Jeg har aldrig smagt Margarine paa Brød. Men mit Sjæleliv var rystet af det uforvindelige Sammenstød mellem Søndagsskolens Himmel fra min Barndom og Latinskoletidens hæslige hæslige Ørk: efter 6 Timers Aandløshed og Krænkelser hen at læse Telegrammerne om, hvor mange Døde og Saarede Dagen bød paa. Jeg var vokset op med at vide, at Gud var god. Nu, da jeg ikke voksede mere, saa jeg jo med mine Øjne, hvordan den Verden, han har skabt, var et Helvede. Fra min Barndom vidste jeg mig kaldet til at øve Stordaad i Historien, Hannibal var min Helt. Nu følte jeg, at der var Hindringer i mit Væsen, som for evigt udelukkede mig fra at udfylde mit Kald. Udover det fjerne Skær fra saa sart en Pigekind er det mest kun Dysterhed og Kvalm og Mørke, der glor mig i Møde fra hine Dage, naar jeg vender Blikket derhen

Men Regensen – ja Verdenskrigen holdt jo ikke op, fordi jeg fik Regensen. Livet hørte ikke op med at være forbandet, men det viste sig nu ogsaa at være mange andre Ting. Velsignet f. Eks. Velsignet i sin Letsindighed og Kaadhed, i dyb fortrolig Vennepassiar, i flimrende Tankers hidsige Sammenstød, i Hverdagsslid og Festers Glød og smaa vovede Udflugters Gys. Ogsaa lærte man jo, at flere Kinder end hin første var i Stand til at gløde – om end ikke saa sart og purt som den, saa dog saadan, at man maatte indrømme, at ogsaa andre Blandinger gik an i Vorherres store Farvelade.

Regensen lærte mig altsaa at kende Mennesker, Livet. Frydefuldt. Men ude i Verden kæmpede jo stadig Satan med Gud og saa ud til at have Overtaget. Da skete der det, at Napoleons Skygge forlod Paris og begyndte at iføre sig Kød og Blod. Og det frøs mig helt ind i Hjertet af Lykke.

Hvornaar er den begyndt hos mig, denne Tro paa Diktatoren? Jeg ved det slet ikke. Man da jeg var en 9 Aar, var jeg Højremand. Far var Radikal. Saa kom der et Valg, der gav Højre kun 7 Pladser i Folketinget. Ærlig talt behøvedes der jo saa ikke megen Logik til at sige sig selv, at Demokratiet var en forbryderisk Styreform.

Ou est la femme, spørger Franskmændene. Det vil jeg ikke sige Dem. Men hun var der altsaa ogsaa. En stædig en, der fortjente at piskes som Mariamme og vaskes af som Cleopatra – værsaaartig – og saa for Resten have det saa godt.

Nu var Sindet altsaa paa Bristepunktet. Af det, der skete i Europa. Og det, der skete paa Regensen. Med samt den store hjerteknugende Eksamen op over. Puhh! Og saa skulde man sidde og repetere Buhl: Det israelitiske Folks Historie. Hvori skildredes Herodes den Store. Og min Sandten om ikke Buhl sluttede Skildringen med de Ord: Skade, at Shakespeare aldrig har faaet fat paa det Stof.

Det var vel nok en Udfordring.

Altsaa fat! Saa fik det gaa med Eksamen og Fremtiden og Europa og Damen, som det vilde. 8 Akter i flyvende Stræk. De to sidste blev skrevet af Præsten i Vedersø. De præges (og skæmmes) af, at der har været bedre Tid.

Omsider var vi naaet saa vidt, at Det kgl. Teater kunde faa Sagens Akter tilstillet. Det tog sin Tid til at gennemlæse dem. Det skal Guderne vide. Men lad nu alt det være. Hans Brix var den Gang Censor, og – hvor er det underligt med Brix! saa fordærvet som han i Aarenes Løb er blevet af at hænge i de københavnske Bladredaktioner – inderst inde er han stadig lige landlig sund og frisk, lydhør overfor den sagte Susen, der betegner Aandens Komme, og ydmyg, som kun Digterens Bror, den sande Kritiker, er det, naar han mærker, at nu er den der. Hvad var det ikke før en Rigdom for mig at vide, at netop den Mand gav mig sin Haand og sit Ord. Efter Maaneders, Halvaars, Trekvartaars Venten og Venten og Stormen til Postkassen med bankende Hjerte hver livskabt Dag -  – dér laa det da saa, en Sommermorgen, Brevet fra Norrie: Stykket er antaget.

Kun den Gang jeg skød min første Hare, er jeg blevet saa dybt taknemmelig og stormende lykkelig, som jeg blev det nu.

Jeg tag omgaaende hjem til Lolland, den lange, pinefulde Tur inden Lyntogenes Tid. Mine Forældre skulde være de første, der fik det at vide. Havens eneste Blommetræ, som jeg har siddet og læst Lektie i som Dreng, og de gamle Æbletræer bukkede sig for mig, da jeg kom.

Og jeg kom ind paa Teatret og traf Johs. Poulsen. Han hilste mig frodig og favnende, han bød mig hjem til Ulla og sig og beredte mig en Aften saa skøn, saa hjertelig, saa ligemandig – jo, jeg var optaget i Gudernes Kreds. Ad Omveje hørte jeg om Fru Pontoppidans Begejstring for sin Rolle, og da Eyvind Johan Svendsen havde faaet sin, gik han glødende op i den. Nicolai Neiiendam greb mine Hænder og sagde Vorherre bevares', og da Tæppet var ved at sænke sig Premiereaftenen, udbrød Vald. Møller: „De bliver Millionær paa det Stykke, Mand.“ Jeg gik i Seng og var berømt, og næste Morgen — —

Ja, næste Morgen fik jeg saa paa Tryk at vide, at jeg var Dilettant og forvirret og Undermaaler og Sadist. Julius Clausen naaede lige at faa stukket en Rose ind i Buketten, der ellers bestod af Tidsler og Brændenælder og Kartoffeltop og Hvepsegaller og Cikadespyt.

Jeg tog hjem med den til Vedersø. Der sad min trofaste Menighed i Kirken og ventede mig Søndag Morgen. Det lyder smægtende, men det er sandt. Og det er ogsaa sandt, at da jeg kom hjem efter Gudstjenesten og stod ensom, som jeg jo den Gang var, og stirrede ud over Søen, gled pludselig 7 vilde Svaner frem af Rørene og slog med Nakkerne og nejede med deres stolte Halse.

Paris i Januar, 10 Aar efter.

KAJ MUNK.