Omkring en Idealists Urpremière

Omkring „En Idealist“s Urpremière

Af Kaj Munk

Den Tavshed, Forfatteren af "En Idealist" fastholdt inden Stykkets Fremkomst, og som dels skyldtes Uvillie til al Forhaandsreklame i Kunsten, dels Ønske om at lade dette Forsøg paa en Tilbageførelse af dansk Skuespil til det store Drama møde sit Publikum uforberedt og tale for sig selv, er der nu ikke længere Grund til at undlade at bryde, og man vil næppe tage ham et Bemærkninger til Begivenheden ilde op.

Den, der sit Liv igennem atter og atter har vendt sig til Oehlenschläger og lige saa ofte har følt sig bekræftet i sin Tro paa, at han dog er den største af Danmarks Drama- og Versdigtere, har ikke kunnet lade være med at harme sig over den Ligegyldighed, Nationen synes at have Raad til at anlægge og bære overfor sin Laurbærkronede. Staar man paa Vestjyllands Klitter eller Færøernes Fjelde og oplever det vilde Hav fraade sig i Møde, sænker man sig ned i Vikingetidens Historie eller blot i Folkets heroiske Tapperhed i 64, lader man den danske Nationalsangs Malmtoner runge i sine Øren, gribes man af en Længsel efter igen at erfare, at vi Danske formaar andet end at fabrikere Sjæleanalyse og Smør. Kunde der dog igen komme Brus af vilde Svaner og Rovfugles Skrig i Natten ind over dette yndige Land! Ære være den danske Bøgeskov og Kornmark, Hamlets evige Spekuleren, Landbrugs og Handels Driftighed! Men det hede røde Blod i Dannebrog og Havets vilde Patos hører ogsaa dette Folk til. Vajer den røde Dug mod Himmelen, minder den dog ogsaa om andet end Kolonihavesøndage og Konfirmationsfester. "Husvant har Dansken fra Arilds Tid plasket til Søs", javel! Men mere end det: krigsvant har vi raset til Søs tilforn, pligttro har vi holdt vor Kurs mellem Miner fornylig, og den Dag idag stemmer Fiskeren sin brede Ryg mod Baaden og sætter sit Liv paa Spil for at redde andres. Det passer ikke, at vi er det vege og karakterblege Folk, vi tit selv vil gøre os til: Danske Arbejdere har Maalbevidsthed og Raad til Gemytlighed, Hvordan end Situationen ligger, danske Bønder klager sig forfærdeligt, men slider troligt og giver aldrig tabt, dansk Handel har trodset sig Vej over Verden og dansk Videnskab indgydt Verden Respekt.

Og Georg Brandes var Dansker.

Villie og Lidenskab er da ogsaa Sider af dansk Folkekarakter. "Og rask igennem Larm og Spil og Kamp og Sejer før mig til min Grav." Ud fra saadanne Betragtninger er det næppe troligt, at vi herhjemme skulde være uimodtagelige for den nye Kunstvillie, der vaagner Verden over. Der er vokset en Ungdom op, der ikke gaar i Teater for at sidde pænt og artigt og se pæne og artige Ting; dens Livsappetit er altfor voldsom til at lade sig spise af med Kiks og Thevand og tørre om Munden med Hviske-Stykker, hvis Forfattere har været besat af synlig Nervøsitet for, at der skulde ske noget paa Scenen. Dens Øjne har set for meget af Virkelighedens røde Taage til at kunne fastholdes af timelange Sjælemalerier med Nuanceringer. Saa hellere Film; dér sker dog noget; dér kæmpes og flygtes, snydes og tilgives, kysses og myrdes; dér genspejles det Liv, der ikke er udspekuleret i en blodfattig Digters fortænkte Hjerne, men skabes af selve Guds modsætningsflammende Villie, Livet ude fra den Verden, denne Ungdom er opvokset i, hvor Folk stod rejst mod Folk med Eksistensen som Indsats, hvor Nød brød alle Love og godt og ondt ikke mere var til, fordi enhver kun tænkte paa sig selv og var selv Gud, mens Hoveder faldt, og Lemmer knustes, og Hjerner brast, og Freden kom med Arbejdskampe og Svindel og Sansedøvelse og Armod og Pest.

Denne Ungdom vil kræve, at midt ude i denne Verden maa Kunsten staa, om man ikke skal gabe og vende sig fra den. Vil den det ikke – holder den sig fornem og forbliver i sin smagfulde, saa bekendte Dagligstue med Vinduerne lukket og Dørene stænget og Manden og Konen og Vennen paa hver sin Taburet – nu, saa faar den blive dèr og dø af Trangbrystethed, glemt og forladt. Men Kunsten har altid kun eet Svar, dens Ja til Livet; den skal nok kaste sig ud i det, og lad den saa kun forfærdes: „Er det da saadan? Er det det hele?" Da svarer dens Søster den (thi Kunsten er Broder til Religionen): „Ja, det er saadan, men det er ikke det hele. Den, der skabte Lucifers Verden, skabte ogsaa Aandens Verden, og Aandens er over den Ondes.“ Da staar Kunsten midt i Livet, ukuelig og sikker, styrket af sin milde Søsters Smil.

Saadanne Tanker (der forresten ikke ligger fjernt fra en Artikel af Svend Borberg i „Litteraturen“, November 1919, en Artikel, der har været særdeles inspirerende, og fra Jul. Magnussens i „En Digters Drøm“) er gaaet gennem Forfatterens Sind, mens „En Idealist“ blev til. Som Gud efter Nietzsches Udkast skabte Verden i Verdenskrigen (ganske vist i nogen Karikatur), saaledes søger dette Drama i Herodesskikkelsen at give denne Verden efter dens Idé. Men hin Tro paa, at Godhed og Renhed dog er stærkere, der for to Aartusinder siden blev sat ind i Tilværelsen og endnu ikke er gjort det bedre, hin Tro er søgt givet, stilfærdigt og revolutionært, i Skuespillets sidste Sider i Kvindens og Barnets Navn. Men intet af dette i Abstraktioner og Symboler; det er levende Mennesker af Kød og Blod og Ild og Lys.

Det Maal, "En Idealist"s Forfatter har sat sig, har i første Instans kun været det ene at opfange og fastholde, hvad Aanden gav ham at udsige, men dernæst har han set, at Maalet har været intet ringere end give den nye Tid dens Drama og brænde det ind i unge modtagelige Sind: Bagatelleriets og Æsteticisteriets Tid er forbi; vi vil ikke længere være store i det smaa, nu vil vi være store i det store; vi vil brøle, som Soldaterne har brølt i no man's country, vi vil sno os som en moderne Politiker, vi vil ville som Nytidens Storkøbmand, vi vil true som en Arbejder i det røde Rusland, vi vil bede som en lille Bondepige, alle de vældige Strenge paa Livets mangfoldige Harpe vil vi slaa med knyttede Hænder og lytte intenst i Pausen.

Om det er lykkedes i „En Idealist“ at give dette, er Forfatteren ikke den Rette til at dømme om. Men han er styrket meget i sin Tro paa det af tre Ting: først af den ægte Begejstring, hvormed saa godt som alle Fremstillerne fra Eyvind Johan-Svendsen og Bodil Ipsen til Rasmus Christiansen og Karin Nellemose har takket ham for deres Roller og lagt deres Sjæl i deres Spil; dernæst af den andagtsfulde Lytten, hvormed Premièrepublikummet modtog den lange og et Par Steder trættende (Fejlen Forfatterens) Forestilling, og den stærke Tak, det enstemmige Bifald bragte; og endelig af den paa en enkelt stor Undtagelse nær enstemmige Mangel paa Forstaaelse, hvormed de professionelle Anmeldere modtog Stykket og saaledes betegnede det som det Nye. Vedersø Pgd., 12. Februar 1928.

Kaj Munk.