En Digter

EN DIGTER

Man fortæller mig, at Nordahl Grieg er en Kunstens Forræder, saasandt han ikke tjener den, men bruger den. Jeg tygger paa det. Hvad er Kunst? Ja, hvad er Kunst? Var det helt galt, om vi nu sagde, at Kunst er at aflokke Tilværelsen dens Hemmeligheder, mens Videnskab er at aftvinge den dem? Ja, det var vist for Resten helt galt. Lad gaa med, at Ordet er rigtigt for Videnskabens Omraade. Den aftvinger virkelig Livet dets Hemmeligheder. Den prikker med Passeren, omspænder med Maalesnoren, den dissekerer og vivisekerer. Selve Eksistensens Grundkerne vender den sig i disse Dage bombarderende imod, dén største af Tidens Videnskabsmænd arbejder paa intet mindre end at sprænge Atomet.

Saadanne Uartigheder indlader Kunstneren sig ikke paa. Han indlader sig næsten slet ikke paa noget. Kunstnerens Kendemærke er nemlig Dovenskab, mens Forskerens er Flid. Kunstneren er ikke engang saa energisk, at han indlader sig paa at aflokke. Han behøver det heller ikke. Livet kommer til ham af sig selv, bøjer sig over ham og hvisker ham sine skjulte Ting i Øret. Hvad det gælder for ham om, er at høre rigtigt efter og huske godt. Naar han skal til at give det betroede fra sig – til Papiret, til Lærredet, til Marmoret, til sit eget Kød, da har han kun sig selv at lide paa. Videnskabsmanden kan falde tilbage paa sine Notater og kan overbevise ved sin Logik. Kunstneren har hverken Notater eller Logik. Hans hele Bevis er dette: »Saadan sagde altsaa Livet til mig,« og saa maa Folk tro ham paa hans Ansigt eller lade være med at tro ham.

En Kritikers Betragtninger over et Kunstværk maa derfor aldrig blive Videnskab. At der er oprettet Professorater i Æstetik er egentlig en Knytnæve ind i Kunstens brune Øje, som deraf ofte er blevet blaat. Kritikerens Betragtninger maa være Bekendelser. Udgiver han dem for andet, svindler han.

Over for Nordahl Grieg bekender jeg, at jeg tror ham paa hans Ansigt. Sig for mig Kommunisme, sig for mig Agitation, sig for mig Karikering! Jeg skubber mig i Sædet og nikker og har det ikke godt. Men naar alt det er sagt, saa rejser jeg mig beskedent og bukker og beder om Ordet. Og saa siger jeg: Mine Medmodtagere!

Denne unge, hede Stemme fra Norge, snart hæs og raa, snart saa uendelig blød, som kun Barnets kan være det, den har noget at sige os. Og den siger os det saa indtrængende, at den maa eje dette sit Budskab fra Livet selv. Hvordan kunde det ellers saa hidsigt ægge os til Modsigelse, saa voldsomt ryste os, saa dybt bevæge os? Jo, det kan aldrig fejle, det er en Digter, der taler. Om han tjener Kunsten, om han bruger Kunsten, han er en Kunstens Yndling, en af dens Udvalgte. Siger han af og til noget, der ikke passer os, endogsaa noget, der ikke passer, det er dog en Digter, der taler til os, og aldrig er vi taknemmeligere i Teatret, end naar dette store og sjældne sker.

Kaj Munk.