Skuespillerne – og ikke Postyret

Skuespillerne – og ikke Postyret!

Af Kaj Munk

Digteren Kaj Munk fortsætter sin Kronik med Betragtninger over Mr. Mammons fatale Betydning for vore Dages Teater og slutter med en Vision fra Oldtidsteatret og Ønsket om, at Teatret maa bestaaa efter sit høje Kald, saa det kan gøre Menneskene kloge, stærkere – og rigere.

Har Pressen noget Ansvar for de haarde Kampens Kaar, der er blevet det kunstneriske Teaters ? Det er et tvivlsomt Gode, at Teatergængere ikke faar Lov at danne sig deres egen Opfattelse, men faar den udleveret af Bladet næste Morgen. At en Première er gjort til en Eksamen. Med kunstforspiste Kritikere som Censorer. Thorvald Larsen har paa en morsom Maade tvunget Pressen til at give Ordet frit, og se bare, hvor han har staaet sig ved det.

Men den størst Fare i vor Tid er den Mammonisering, al Kunst har maattet finde sig i, men Teatret frem for nogen. Der spekuleres i Kunsten. Og hver Forestilling er Knald eller Fald. Lejen er hamber, Skatten uforskammet, Stjernerne skal gageres med astronomiske Tal, Digteren vil saavisst heller ikke lade sig lumpe, og Filmen har spændt Kravet til Kulisser op i det fantastiske. Den infame Mr. Mammon! Luften i Teatret er blevet elektrisk. Teatermennesker lever i Feber, i en Kunsten uvedkommende Nervøsitet. Vovemodet over for det nye er kuperet, en ung Dramatiker kan næsten ikke vinde frem. Der spørges mere efter flair end efter Talent. Selv Digteren staar i Fare for at lade sig intimidere til at tænke paa Succes'en, mere end paa, hvad han har paa Hjerte. Maaske det er den egentlige Fornyelse, der ventes paa, at vi vender tilbage til det gamle, hvor Digteren igen kun har sit Letsind og sit Hjertes Fortvivlelse at leve af, og Skuespillerne ikke længere er Bourgeoisiespidser med Ordenstegn og Bilmærke, men bare Vorherres frie Gøglere, der giver sig selv uden Timebetaling, og ikke kymrer sig synderligt om den Verden, de lever i, fordi de lever jo egentlig i en anden: Aandens, og hvor endelig Sneglen over for Filmens Vildkanin har indset, at har den end ikke Hurtigheden at falde tilbage paa, kan den dog derfor godt have andre Kvalifikationer, saa Dekorationerne atter bliver denne Teatrets allerfornemste: Brættet med Skiltet paa: Dette skal være Troja.

*

Hvad er Kendemærket for Nutidens Teater? Hvis man er fjendtlig stemt, siger man Forvirring. Er man venligsindet, hedder det Mangfoldighed. Der er snart lige saa mange Faconer, som der er Teaterstykker, ja, der er mange flere, for hvert Stykke kan igen opsættes indtil det ukendelige paa baade den ene og den anden og den tredie Maner. Er det saa sørgeligt? Lad os snarere finde det storartet, at man aldrig ved, hvad man kommer ud for, naar man overgiver sig til Rummets mystiske Syvniendedels Mørke. Af og til dukker der jo Profeter op, som farer voldeligt frem mod den Grund, de selv staar paa, for nu skal vi til at have symbolsk Teater eller monumentalt Teater eller teatralsk Teater – ja, jeg har endog hørt en Tysker sige under Bifald, at det nye Dramas Hovedegenskab maatte være Tyskhed, for Tyskhed var Stykkets Sjæl. Lad gaa med det altsammen! Kør kun frem med nye Ting, Profeter! blot ogsaa det gode, gamle faar Lov at bestaa! Ofte er det jo saadan, at naar man kigger det nye efter i Sømmene, er det bare Sømmene, der er nye. Skulde jeg vove mig ud imellem Profeterne, vilde jeg raabe: Forenkling! Ordet! Menneskefremstilling! Jeg har et ondt Øje til Postyret; naar først Iscenesætteren bliver Dagens Mand, og Rundhorisont og Drejescene skal bære Forestillingen, saa – undskyld! – synes jeg, det er ud i det blaa, og det begynder at rende rundt for mig. Jeg sagde Undskyld! – Nej, i Skuespillet dér skal Skuespilleren til.

*

Men ellers skal jeg nok holde mig paa Maatten. Jeg kan ikke lære nogen fra i Aften at skrive bedre Skuespil, at sætte dem bedre op, at spille bedre i dem. Det er heller ikke Meningen med dette Foredrag. Var det det, havde jeg sagt Nej. Forøvrigt giver jeg en god Dag i alle Principer. Programmet er ganske vist det første, man køber, men ogsaa det, der er mindst ved. Forhaabentlig da. Lad os i Stedet for at forlange Regler og Skemaer og en herskende Mode glæde os over Mangfoldigheden, for vi staar jo i en ren poloniansk Situation, for at tale højaktuelt – giv mig Lov til med det samme, jeg er ved Hamlet, i en skarp Parentes at indskyde en bevæget Tak til de taktfulde Herrer Kritikere, dér i denne Shakespeare-Tid har vist mig det Hensyn slet ikke at nævne min Hamletomsætning, og unde mig at meddele Dem, at jeg stadig staar paa, at den var et Arbejde foretaget i Ærbødighed for Mestrenes Mester og i oprigtig Alvor, dertil yderst vellykket baade fra min og i endnu højere Grad fra Fru Nansens Side, gav en Menneskelighedens Hamlet, hvor Jensen nøjer sig med at slaa et Slag for Farimagsgade – naa, men det var en ren Parentes – hvad var det, vi kom fra? aah, jeg sagde, at vi har saa mange Skuespilarter, som kun en Polonius' Snakkesalighed kan give Navn: tragedy, comedy, history, pastoral, pastoral-comical, historical-pastoral, tragical-historical, tragical-comical-historical-pastoral, scene in-dividable, or poem unlimited: Seneca cannot be too heavy nor Plautus too light. For the law of writ and the liberty ……

Naa, men vi skal til Ende med denne Forelæsning. De synes sagtens ikke, De er klogere, end da vi begyndte. Det tager jeg som en Kompliment; jeg forsikrer Dem, jeg har hørt adskillige Foredrag, der virkede direkte fordummende.

– Lad os nu til Slutning vende os til: hvad skal vi ønske for Fremtidens Teater?

*

Ja, hvor stammer Teatrét fra? Lad os trække i Aarhundredestøvlerne og gaa nogle Skridt tilbage ned gennem Tiderne. Hvor skænker han sine Medmennesker Ro i Sjælen, gør Hostrup, med sine jævne Komediers danske Hygge af Alvor og Skæmt. Og Oehlenschläger, hvor lærer han os den høje Smerte at kende! Og Holberg, den Drillepind, faar os til at le og gør os bange for vor egen Latter. Og vi gaar længere tilbage og finder Teatret inde i Kirkerne, hvor det fortæller os om et lille Barn Jesus og den rene Jomfru Maria, det ondes Fyrste og den store, gode Gud. Og hvor har Kirken fundet Teatret henne? I det gamle Grækenland, hvor Skuespilleren traadte frem for Folket og tolkede Digterens Tanker og Fantasier om de højeste Ting.

Selv stod jeg engang i en forlængst uddød Oldtidsby og saa paa et udgravet Teater. De tomme Bænke i Rundskreds højere og højere op befolkede sig med-et for mine Øjne: Købmænd, Haandværkere, Aandsarbejdere, unge og gamle, Kvinder og Mænd, et Udsnit af et Folk, et Udsnit af Menneskeheden sad ventende i deres Festdragter paa de haarde Sten. Men ingen traadte frem dernede paa Scenen, og Skikkelserne begyndte at hælde og synke sammen, Togaerne at muldne, Ansigterne at smuldre. Da sprang jeg selv ned paa Scenen og slog til Lyd med Haanden:

Men dersom med Mund eller Hænder
en dødelig viser Foragt
for Varsler, som Guderne sender,
og haaner Oraklernes Magt,
paa ham er Forbandelsen lagt,
usaligt hans Overmod ender.
Om Magt eller Fordel han vinder ved Svig
og rører, hvad ikke maa røres,
om gudløs han mener sig Guderne lig,
af Trods til Fordærv skal han føres,
og aldrig hans Sind finder Ro eller Rast,
men ængstes han skal, indtil Hjertet ham brast.
Retfærdigt! Thi gik i hans Synd det ham bedre,
hvi skulde jeg Guderne hædre?

*

Det var visst en Stump Sofokles, jeg havde faaet fat paa. Maaske blot en Erindring fra en Skolebog. Men det var dog en af Menneskeslægtens Store, der af sin lyse Latter og sine tunge Taarer havde formet Tanker over Liv og Død, som trodsede Tiden og var saa gyldige den Diktaturernes Dag i Dag som hin hellenske Nat, de sprang ud i hans Hjerne ved Fakkelskær mellem Søjler. Og alt som jeg nævnede Ordene paa dette Sted, hvor jeg vidste, de havde lydt for de mange Aarhundreder siden, blev jeg selv paa det voldsomste bevæget. Det var, som om de aldrig var tænkt før, som om jeg selv havde tænkt dem nu, og jeg saa de stumme Vidner omkring mig ranke sig ved de stærke Ord og den stærke Klang, Togaerne strammede sig om lyttende Skikkelser, Ansigterne fik Liv af anspændt Vilje til at tage imod – Forkrænkeligheden gled af dem.

*

Lad det da være mit Ønske for Fremtidens Teater, at det maa vedblive at bestaa efter sit høje Kald, saa det, en Digter har leet og lidt sig til, bliver Kød og Blod i en beslægtet Aand og uformidlet af Tryksværte og alskens Mekanik springer direkte fra Sind til Sind, saa Mennesker vækkes og ranker sig, Lys tændes inde i dem og skinner ud fra deres lyttende og skuende Ansigter – for et Øjeblik falder Forkrænkeligheden af dem, for der lyder en Røst til dem fra selve Aandens evige Verden, og en Flig løftes af det skæbnetunge Tæppe, der dækker Livets Gaade, og de hører og ser og bliver klogere og stærkere – i hvert Fald rigere.

Kaj Munk.