Et norsk Digt om Norge

Et norsk Digt om Norge

Af Kaj Munk

Berlingske Tidendes Julegave i Aar til de heldigvis ikke faa, der har den Lykke at være »Venner af Huset«, hedder Nordisk Nytaarshilsen: fra hvert af de 5 nordiske Lande yder en Digter og en Maler Hyldest til Fædrelandet. Alt godt om Prisen til Sverige, til Finland, til Island, til Danmark! Men det Digt, hvormed Gunnar Reiss-Andersen slynger Norge sin Kærlighedserklæring ind i Ansigtet, er et fortumlende Mesterværk. Og Alf. J. Aas har ledsaget Digtet med en Akvarel, der svarer som Legem til Sjæl. Jeg mindes ikke i Aarevis at have oplevet positivere Kunst. Fra Billedets rasende Farvepragt, fra Digtets rosende Renhed slaar der En en Livsbekræftelse ind i Sjælen, saa Troens og Glædens mystiske Kræfter atter rører paa sig derinde. Ja, man takker ligefrem for, at man har staaet saa lange og onde Tider igennem uden endnu at bukke under, – at man endnu lever, saa man ogsaa fik denne store Lykke med.

Digtet haster sig ind i sin Tilblivelse, saa man er langt inde i det, endnu inden det er begyndt:

Av Havet springer
som troll af esken
det store Norge,
den lange fresken.

Hov, hov, hov! Giv os nu Tid til at følge med, und os lige at tænke os om! Trold af Æsken er maaske ikke saa galt. Norge er virkelig en i Synet paa Europæerne, alt ved det er chokerende; der er ikke 4 Millioner Mennesker, og dog er Betegnelsen »det store Norge« alligevel rigtig. Ja, lad gaa! Optakten er selv en Trold af Æsken. Men Fresco om Norge? Kan det nu ogsaa have sin Ret?

Vi slaar op i Lexikonnet for at være helt sikker i vor Børnelærdom.

fresco: frisk, livlig, munter. Det smager mere af fransk end af norsk. Men for Resten, hvordan husker man de unge Oslo-Damer fra før Krigen? Virkede de ikke mere parisiske end selv Københavnerinderne, maaske lidt forceret derhenad, mere parisiske end Paris? Og saa alligevel … Men vi læser videre:

male al fresco: male paa den frisk paalagte endnu vaade Kalkgrund. Ja, saadan er jo Fresco-Maleriet, det dejlige, det bestandig nyfødte, altid oplagte, Aarhundreder efter dets Tilblivelse, som om Kunstneren knap nok er helt færdig med dets Farver endnu.

Men gælder det om Norge – – den graa Granit, de mørke Naaletræer, den korte, solfattige Dag?

Beviset kommer i de næste 4 Linier, i overdaadig Stemningsfylde, stakaandet i korte Linier med drilske Rim og overbrækkede Forholdsordsled, med Koncentrationer i Enstavelsesord og en Veloplagthed, der maa rutte med Rim ud over, hvad Strofen forlanger.

Rödgrå granitt i
et grågrönt gry,
et solsverd mitt i
en sky – af bly!

Det skærer En i Øjnene, og det grælle gr-Bogstavrim, der i Mangefold kommer snublende over sig selv, græller En i Øret, og tror vi endda ikke, tager vi Næsen til Hjælp:

En lukt af istid
i morgenvæten,
et pust af skapelsen,
evigheten.

… »frisk paalagt den endnu vaade Kalkgrund«. Ja, ja, nu kan vi ikke modstaa længere, nu bøjer vi os. Ufærdighedens stormende raa Kraft i Farverne ––– jo, vi lugter det, det slaar os i Møde, saa vi ligefrem forskrækkes.

Her malte Gud…
Det er ikke pent,
men skjönt, forferdende,
klart og rent.

Vor henrykte Fremmedfører prøver i næste Vers at faa os til at indtage den rette Afstand til Billedet. Det kan ikke ske paa naturlig Maade, der maa atter Trolddom til; han ifører os derfor Syvmilestøvlerne og lader os gaa paa Vandet. Først nogle drøje Mil ude fra Kysten vil det lykkes os

svakt å fatte
saa stor en stil.

Og hvad er det saa, vi ser? Igen noget troldeagtigt, graat som den lavgroede Skovtrold og saa dog alligevel det yngste unge, ungt, som kun en ung Pige er ung; vi ser en Vaar, der forbliver Vaar – der aldrig falmer sig over i Sommer:

En urvårs krefter
i jettedans
langs jökelkjefter
er bragt til stans.

Saa drilsk og dybt fik hverken Bjørnson eller Ibsen nogensinde kikket i norsk Natur.

Naturstridigt? Ja, maaske. Men saa maa man altsaa til at benægte Faktum, thi

Her står det altsåa –
et faktum – billedet!
Her står det altså,
som mester ville det:
I rustgult, rosa,
i æterblått …

Er man ved at tvivle igen? Nuvel, man blader tilbage til Aas' Akvarel: sandelig, Digteren har Ret.

Og saa kommer der et Udtryk, der ligefrem skingrer i Øret, karskere end Hanegal – Ja, vi hører det fjordblaa Staal synge:

Men muren åpner sig:
Dype fjorder
er blanke brekkjern,
er stål, som borer.
Som grubeganger
i steinmassivet,
så åpnes årerne
inn mot livet.

For Pokker, sikken en Maade at konstatere det Faktum paa, at Byerne ligger inderst i Fjordene.

(For øvrigt: hvor man kan misunde Nordmændene Stavningen af et Ord som brekkjern. Det danske Brækjern er jo et glædeligt Ord med sit venlige æ; det spidse, norske e og de to haarde k'er bagefter borer og hugger sig ind).

Ja, landet lever
bak gråsteinskallet!
Regnbuen svever
i fossehullet, –
den som stod klar over
Ararat –
som livets löfte
på himlen satt.

Lykkelige Land, hvis Digtere er Seere, saa de selv i det heftigste Uvejr føler deres Tro paa Folkets Fremtid som garanteret af Gud.

Efter at have givet os Skuet af Landet i Profil ved at føre os ud paa Havet, viser Skjalden os det en face ved at løfte os op i Himlen. Thi saa stolt er hans Land, at kun Himlen og Havet er værdige Lokaliteter at anskue det fra. Og synede man dets Form fra Siden, ser man nu Livet ovenfra. Igen er der Trolddom i det, ligger det over al Forstand. Al denne døde Stenmasse er nemlig spillende Liv, sig selv i evig Modsætning, ejende sin Styrke i sin Mangfoldighed, i sin oprørske Dyst med sig selv, med noget, der ser ud som en Svaghed, betragtet fra Jorden, men visende sig som en Styrke, naar vi løfter os op til at se med Guds Øjne:

Se, spillet, livet,
skjönt alt er fast.
Se, grunnmotivet:
Kontrast, kontrast!
Höjt i det blå,
ja, som himmelborger
vil du forstå:
der er mange Norger.

Ja, Gud være lovet for det. Og dør der et af dem, er der nok til at leve endda … vil de andre Norger i deres Helhed Norge leve videre et desto stærkere Liv.

Og saa skal vi have det hele samlet i et sidste Vers. Snart gammel Skovtrold, snart purung Pige er vi ramlet til at sige i vor logiske Tungetale et Sted midt i Digtet. Vi stryger os over Panden. Jamen det Udtryk … jo, der er det … det er det, der skal bruges to Gange. Den gamle Skovtrold, den unge Pige – hver for sig de stærkeste Magter, Jorden ved om, helt ukuelige og uovervindelige, naar de lægger deres kræfter sammen. Furet, vejrbidt, ja, og graa og rynket, det er Trolden, og Pigen – alle Livets Frescofarver blusser i hendes Ansigts Latter og Lys … hvilket Kunstværk er ikke dette Maleri, hvis Navn er Norge, og kun een af alle Evigheders Kunstnere kan have sin Signatur under det:

Se, denne fresken,
se, dette rike, –
snart gammelt skogtroll,
snart pur ung pike,
en naken vår
under isbjörnskrud,
et gammelt kunstverk,
signeret: Gud!

Saa nær er Digtet naaet sit Emne, at man sporer noget af samme Signatur under det.

Kaj Munk.