Fra Ødemarker til Storskove: Poul Hansens nye Bog

Fra Ødemarker til Storskove – Poul Hansens nye Bog

Af Kaj Munk

PAA 10 Dage kan Springet gøres. Det er utroligt. Det er næsten mirakuløst. Søen laa bundet under alentyk Is, da jeg rejste, skidne Snedriver taarnede sig langs Vejen, en Lærke løftede sin forkølede Melodi, tabte den og søgte tilbage til Jorden for at finde den, men gav op. I Havens Sne stod der Sneppefod; men den Fugl, Bøssen hentede ned, var kun brugelig til at barbere sig med. Med andre Ord: Vinter, stadig Vinter, uendelig Vinter, aldrig til at komme af med. Og nu, en Snes Dage efter, hilser Søen mig velkommen hjem med glitrende Bølgespil, der er ikke saa meget som to smaa Isstykker tilbage til at klimpre mig den Foraarsmelodi, jeg er nærved at sætte højest af alle. 2 Svaner stryger højt syngende lige hen over mit Hoved og kaster sig i Vandet, Lappedykkerne skyder deres Gallionsfigurer frem mod hinanden, prøver Kræfter eller Kærlighed Bryst mod Bryst, strækker Brilleslangehalsene mod Sky, tørner saa rundt og fjerner sig i hver sin Retning og er pludselig forsvundet som for et Ubaadsangreb. Blishønen har fundet sin grimme Stemme igen og bruger den saa triumferende, at den er paa Vej til at lyde køn. Frøerne begynder forsagte at indstudere Korsangene, og Maagerne kaster sig gennem Luften med Triumfskrig. Selv i Kragernes Vræl er der dryppet en Smule gylden Poesi. Fra Plantagen kurrer Skovduen gammeltestamentligt om Kærlighedens Ynde og Vælde. Og hør! hør! hør! nu krones alle Foraarslydene af Pauken fra Fjorden, Rørdrummens dybe Elskovsstøn.

Endnu engang! endnu engang fik den Lov til at opleve Livet.

Men Blomster er der ingen af. Og Træerne ser slet ikke ud til at ville trække i Kjoler i Aar. Paa de bare Grene hopper Stær og Musvit, Munk og Havesanger. Lyd er der i dem alle. Mindst 10 forskellige Arters Struber forkynder, at tør Blomsterne ikke, saa tør Fuglene dog. Hvad er saa det? Dér er jo alligevel Anemonen. Og Vorterod hænger i smilende Klynge paa Grøftekanten med smaa smørrede Smil imod Syd. Men i den luneste Krog af Haven knejser mit stolteste Bytte. Næppe havde jeg sat Fod indenfor Døren, før Børnene, væltende over hinanden, hængte sig paa mig og raabte: Kom, Far! kom, se, se, se! Hele Haven maatte vi igennem, ned til dens fjerneste Krog, og dér stod de, Lynganemonerne, jeg for fem Aar siden har stjaalet fra min egen Hede og plantet herhjemme – hør, hvor smukt, Poul Hansen skriver om Vaarkobjælden i sin sidste Bog: „Fra Ødemarker til Storskove“: „paa de magreste Sandbakker træffer man i tidligt Foraar, ved Paasketid, den mest overraskende af Hedens Blomster, Vaarkobjælden, der gror over store Strækninger paa Kronhedens Lyngbakker. Den kommer paa en Tid, da Lyngheden ser allermest trist, graa og tør ud. Gaar man en Solskinsdag i April og tramper i de tørre Lyngrafter og ingen Vaartegn ser udover Revlingrisenes smaa, karminrøde Blomsterbundter, kan man pludselig møde den fuldt Udsprungne Vaarkobjælde, og det er, som om noget af Vinterkulden tør i Ens eget Sind. Man tror knap sine Øjne, naar man første Gang staar over for dette Vidunder, der er fuldt udfoldet endnu før dens Slægtning, Anemonen, springer ud i Dyrehaven. Vaarkobjælden aabner sig lige mod Lyset med et Indre, der skinner og lyser, skært og hvidt som den uskyldigste Barnesjæl midt i en Verden af Vinter og Død. Midt i den store Blomst, der bliver ca. 5 cm i Tværmaal, sidder en tindrende gul Klump af Støvdragere og Støvveje, der forhøjer Lysvirkningen i Blomsterkalken. Man standser og undres over sit Fund, men ser snart, at Heden er oversaaet med hvide Pletter af disse mærkelige store, troskyldige Blomster. Hen mod Aften, naar Solvarmen svinder, lukker de sig og bliver ganske uanselige; baade Stilken med sine Svøbblade og Blosterets Ydersider er dækket med bløde Dun, hvis rødgraa Farve næsten faar Blomsterne til helt at forsvinde.“

Ind imellem de vidtstrakte Plantager og Skove ligger der endnu temmelig store Indsande, ældgamle Smaaklitter, der aldrig falder til Ro, med mindre de bliver beplantet.

*

SAA poetisk smukt og indtrængende formaar Poul Hansen at svinge Fyldepennen. Men det er ogsaa Bogens skønneste Passage. Av, og saa gaar det her som i den nye Barselstue; naar man læser Stykket anden Gang, opdager man, at han ikke selv er Far til det. Det er den gode Lærer Kaae i Torsted, der citeres; men Citationstegnene kunde godt have været lidt tydeligere. Lad os blive ved at skælde ud, nu da vi er i Gang. Hvor kan Poul Hansen nænne at kalde en Egn, han er saa dybt forelsket i, med saa poesiforgaaent Navn som „Firkanten“? Og sig mig saa; hvad skal Kommaet til i Underskrifterne ved Fotografierne, f. Eks. (Vagn Hansen, fot.)? Det Komma kan drive Læseren til Vanvid.

Naa, alt det er jo Uvæsentligheder. Værre er det, at det er gaaet, som det maatte gaa: Gentagelser har ikke været til at undslippe ved Bøger saa nær op ad hinanden. Og saa er Hullerne alligevel værre end Gentagelserne.

Men nu iler vi rigtignok ogsaa efter at kunne komme til at give Basunen en anden Lyd. For det er jo smukke Bøger, Poul Hansen har skrevet om Vestjylland; og det staar for mig, som om han som Skribent bliver bedre og bedre. Sjællænderen har tabt sit Hjerte til Jylland; og var det saa endda det Jylland, Sjælland prøver at ligne; men det er det stik modsatte. Morsomt nok! Han er en beskeden og hyggelig Mand; men han maa vel trænge til at suppleres med noget storladent. Det ødeste øde, det vildeste vilde har grebet ham i Kværken og kaldt paa hans Beundring. I Virkeligheden er det godt gjort, at han, der af Fødsel er Øbo og bor i København, paa kortvarige Gæsterier i Vesten kan naa at indsnuse saa megen Viden og indføle sig saa sikkert i Naturen, at disse Bøger kan gro op under hans Haand.

Emnet er vel værd baade hans Interesse og hans Flid. Det er temmelig eventyrligt, hvad der er sket i disse Dele af Landet paa ikke mere end ¾ Hundrede Aar. Man kan ikke blive træt af at granske de 3 Kort paa Siderne 14, 15 og 16. De Strækninger, der i 1870 var Ørk, er nu Jungle. Og det drejer sig vel at mærke om Tusinder af Td. Land. Dalgas har aldrig sagt det skandaløse Ord om, at hvad udad tabtes, skal indad vindes. Tværtimod maa det siges, at han øvede en Gerning, der holdt Dansken i indendørs Træning til, hvis der atter blev Tale om udendørs Brug. Magtfulde Skønheder er gaaet tabt i Danmark ved Ødelæggelsen af Hederne; sommetider kan man være paa Graadens Bristepunkt ved Tanken derom. Men gavnmæssigt set kan det vanskeligt vurderes højt nok, hvad der er sket ved at omskabe det helt nytteløse til Træ og Arbejde. Og ny Skønhed har udfoldet sig, og Gennemgangsled til endnu større Skønhed er skabt.

Det er storartet, at Poul Hansen føler Plantørsagen paa Pulsen i dette feberdirrende Øjeblik af dens Historie. Man kan sige, at han ikke er den rette Mand til det. Men naar den rette Mand ikke melder sig, er det godt, at en anden god Mand vil. Med den rette Mand mente jeg den, der kan anstille Undersøgelser paa Stedet og gengive Resultatet med Vision. En Søn af Johs. V. Jensen maaske. Poul Hansen er Journalisten. Han kan ikke komme ret meget dybere end til det Andenhaands. Han skal klare for sig ved at spørge sig for. Men han faar noget ud af det, han hører; og det fine ved det er jo især, at han ikke blot tager sine Øjne og Øren med sig, naar han rejser til Vestjylland, men især sit Hjerte. Ja, man har Indtryk af, at det bliver herovre i Mos og Stilhed, naar han rejser til Støj, Sten og Staal igen.

*

VI bringer ham da en venskabelig Tak for, at han saadan gaar Bud mellem Venner og fortæller os, hvad vi siger. Noget nyt faar vi at vide, noget gammelt faar vi opfrisket, og naar vi engang – ak, alt for tidligt – har forladt de jordiske Revierer, og vore Munde er løbet fulde af Jord, staar det prentet til Efterslægten. Ogsaa den skal nok blive glad for „Fra Ødemarker til Storskove“. Denne Bog er nemlig Forløber for et meget stort Værk af nøjagtig samme Titel, som vi, mine højstærede Samtidige, desværre ikke naar at faa læst. Det vil bygge paa videnskabelige Iagttagelser om Forandringen af Jordbundsforhold, Plante- og Dyreliv, Klima m. m. m. „Gud og Adam skaber“, kunde det Ogsaa kaldes. Dets interessanteste Kapitel vil blive det om Menneskets Forandring fra Tusindaarshedebonden til den moderne Plantagegaardmand. Bare ikke den gamle var de bedste af de to!

Kniber det engang imellem Poul Hansen at faa Blækket til at løbe over med, hvad Hjertet er fyldt af, har han. som han ogsaa smukt beskedent selv gør opmærksom paa, allieret sig med habile Fotografiapparater. Mange Elskere af jydsk Natur og af Danmark og af et større Danmark vil erhverve sig denne Bog. De vil studere Tekst og Billeder saa længe, til de faar købt sig en Egekæp og lægger i Vej vestover, naar Sommerferien siger: Værsaagod. Og de vil med Svedperler paa solædte Pander og lykkelig Dødtræthed i Kroppen kaste sig i Skyggen af en Gran og fare op med et Vræl, for der var en Myretue, og børste sig og give Pokker i det hele og smide sig i Tuen igen og juble over at have faaet Lov at opleve, hvor rigt Danmark er, selv dér hvor det er fattigst, og takke Poul Hansen for, at han fik narret dem ud paa Eventyr i Eventyret.

KAJ MUNK