- KMF Journalistik ID:
- J100343-BT
- Forfatter:
- Kaj Munk
- Trykkedato:
- 10. marts 1943
- Kommentar:
- Sign. „Rech.“ Nis Petersen (22. januar 1897 – 9. marts 1943) var Kaj Munks biologiske fætter til faders side. Nis Petersens far var Knud Petersen (1862-1906), som var bror til Carl Emanuel Petersen (1857-1899), Kaj Munks biologiske far.
- KMF nummer (lokaliseringsreference til Kaj Munk Forskningscentrets arkiv):
- 1943-03-10
Mindeord om Nis Petersen: Kaj Munk om sin Fætter, „hvis Talent var tre Gange saa stort som hans“
Kaj Munk om sin Fætter, „hvis Talent var tre Gange saa stort som hans“
DE to Digtere Nis Petersen og Kaj Munk var Fætre. Ved Efterretningen om Nis Petersens Død har B. T. bedt Kaj Munk om en Udtalelse om hans Slægtning og Kaldsfælle.
– Det gjorde mig ondt at høre om Nis Petersens Død. Jeg følte det, som om det var et Stykke af mig selv, der var død. Nis Petersen havde et stort Talent. Det var tre Gange saa stort som mit. Til Gengæld brugte han det kun halvt saa godt – eller om man vil: halvt saa daarligt. Alligevel havde man det Indtryk, at han var klassisk, og nu er han blevet det ogsaa i Ordets tunge Betydning.
Nis Petersen var berømt for sin Virilitet, man kan næsten sige, at hvad han manglede i Karakter, det opvejede han som Digter. Som Walther von der Vogelweide var han en af dem, der „bøder med sig selv i Fejde for sin dyre Sangergave“. Hvad han var og skrev, bar Præget af, at Guds Navn ikke var fremmed for ham. Hans Barndoms Gudstro var stadig i ham.
Nis Petersens Liv blev kort. Han har naaet meget, men hans Talent var saa stort, at vi maa sige, at han ikke naaede, hvad han skulde have naaet. Hvis vi brød hans Hjerte op med Bor og Fil, vilde vi finde gemt déri de smaa Børns Smil. Nu er dette Hjerte bristet…. Vi siger Tak for, hvad det skænkede os.