Det unge København

Det unge København

(Almægtige Gud)

Almægtige Gud, hvem kun Daarer tør spotte,

du troner paa Evigheds Grund,

hvor Nathimlens prikkede Fløjl er en Maatte

for Døren til Forhallen kun.

Hvad andet er Jordens grundfasteste Slotte

end Ringe af Røg for din Mund?

Kun Daarerne over din Afmagt sig godter,

de Daarer, der tror kun saa vidt,

som Øren og Syn viser Vej, – og de rotter

sig sammen mod dig og mod dit

og ler, naar du ikke dem svarer, og spotter:

nu blev vi ham endelig kvit.

Da voxer en Dag fra det fjerne et Bulder.

Usynlige Tjeneres Hær

dig Regnbuens Løber for Fode opruller.

Dybt bøjer sig Buske og Træer.

Der staar du med Skyernes Mulm om din Skulder.

Brat holder Alverden sit Vejr.

Og Hovmodets Æt, der din Ære har røvet,

de møder din Ild under Bryn

og tumler forfærdet og laller bedøvet

og tror ikke Øren og Syn.

Saa knuser dem dær, hvor de ravler i Støvet,

din vredes fortærende Lyn.

Hvo vil sig med selvlavet Lykke forlyste,

han farer evindelig vild.

Hver, som vil af hjemmegjort Storhed sig bryste,

ham nedslaar den himmelske Ild.

De smaa vil Guds Sol efter Uvejret trøste

saa sval, saa uendelig mild.

Kaj Munk.