Sangblad til Anna-Grete Skytte og Niels Peter Halkjers Bryllup i Vedersø Kirke søndag den 3. maj 1942

ANNA-GRETE SKYTTE OG NIELS PETER HALKJERS BRYLLUP I VEDERSØ KIRKE SØNDAG DEN 3. MAJ 1942

Det er saa yndigt at følges ad
for to, som gerne vil sammen være,
da er med Glæden man dobbelt glad,
og halvt om Sorgen, saa tung at bære,
ja, det er Gammen
at rejse sammen,
naar Fjederhammen
er Kærlighed.

Det er saa hyggeligt allensteds,
hvor smaa og store har eet i Sinde,
og det, som drager de store Læs,
i Hjertekamret er inderst inde;
ja, det er Gammen
at holde sammen, naar
ja og Amen
er Hjertets Sprog.

Det er saa herligt at stole paa,
vi har en Herre, som alting mægter,
han os ej glemmer, naar vi er graa,
hans Naade rækker til tusind Slægter:
ja, det er Gammen,
at allesammen
er Ja og Amen
Guds Naades Ord.

Det er vemodigt at skilles ad
for dem, som gerne vil sammen være,
men, Gud ske Lov, i vor Herres Stad
for evig samles de Hjertenskære;
ja, det er Gammen
at leve sammen,
hvor Ja og Amen
er Kærlighed.

Hvert Ægtepar, som med Kærlighed
i Jesu Navn holder Bryllupsgilde,
skønt alt i Verden gaar op og ned,
skal finde tidlig og finde silde:
Det er dog Gammen
at sidde sammen,
hvor Arneflammen
er Kærlighed.

Grundtvig.

— — —

Mel.: Gud skal alting mage.

Her er skønt at være
i din Kirke, kære
du min Barndoms Gud.
Se, med glade Sjæle
for dit Alter knæle
Brudgom med sin Brud.
Tag vort Ja
og bind os da
fast med Troskabs Kæde sammen,
os til evig Gammen.

Du har om mig fredet
i mit Hjem og ledet
mig i Ungdoms Aar,
indtil een blev kær mig,
den, der nu saa nær mig
for dit Aasyn staar.
Giv os to
i Strid og Ro
evig nu kun eet at være
og hinanden bære!

Ind i vore Hjerter
lyser Altrets Kerter
som Guds eget Smil
Kraft og Fred og Glæde
nu, vi skal betræde
Livets mange Mil.
Lad os da
gaa frit herfra.
Gud er med os! lad det kendes,
til vor Vandring endes!

Kaj Munk.

— — —

Mel.: Naturen holder Pinsefest.

Til Mand og Kone blev vi nu,
Gud Fader, af din Naade.
Velsign os, du, velsign os, du,
til Sjæl og Legem baade.
Naar helt og hedt
vi to er eet,
er vi i dine Hænder.
Naar Troskabs Pagt
er al vor Agt,
dit Sind i os du kender.

Vi er jo unge nok endnu
og Vejen let at drage.
Men du har lovet os, at du
vil trofast os ledsage.
Saa lad det gaa,
hvordan det maa –
og bli'r det tungt at bære
det Kræfter gi'er,
saa blot vi bli'r
hinanden mere kære.

Vi ta'er dig, Herre, paa dit Ord:
det skete, det, du vilde.
Thi takker vi dig dybt og tror,
saa kan os intet skille.
Maaske vi naar
de hvide Haar.
Men dem, som du vil gæste,
er det forkyndt:
skønt godt begyndt,
det sidste bli'r det bedste.

Kaj Munk.