Kritikvandgang

Kritikvandgang

DER er to unge danske Digtere, der i dette Efteraar har haft et Gennembrud, som det kaldes, af Dimensioner, man skal lede længe efter at finde Mage til. Den ene er Sønderjyden Marcus Lauesen og den anden Lolliken Kaj Munk. Der er saaledes igen Grund til at glæde sig over, at den radikale Regering i Tide kom fra Magten, saaledes at hverken Genforeningen blev hindret eller Lolland i Lighed med andre af vore fjernere Ø-Besiddelser blev solgt.

Der foreligger det lykkelige Tilfælde, at de to unge Forfattere af Skæbnen er forskaanet for at behøve at misunde hinanden, idet de er kaldet til Konger i hver sit Rige, den ene i Romanens, den anden i Skuespillets. Kaj Munk kan uden at ryste paa Hænderne aabne sin daglige Avis for at notere de nye 2000 Exemplarer, som »Og nu venter vi paa Skib« er trykt i siden i Gaar. Og Marcus Lauesen har kunnet skaane sin Ansigtsfarve for enhver Tilsætning af gult ved at bringe i erfaring, at Cant nu er gaaet for udsolgt Hus 25 Gange over det rigt betalende kgl. Teaters Gulvbrædder samt antaget til Opførelse i de danske Provinser, paa det kongelige Teater i Norge og det kejserlige i Stockholm samt under Oversættelse til Engelsk, Tysk, Fransk, Amerikansk, Belgisk og muligvis Hollandsk og andre oversøiske Sprog.

Hvad der ikke gør Sagen kedeligere, er den Lighed i Skæbne, at Lauesens Roman blev pure forkastet af et Forlag (Reitzels) for nu at forgylde Gyldendals, og at Munks Skuespil blev ubarmhjertigt kasseret af Gyldendal for at overgaa til Nyt Nordisk, der af forskellige Grunde nu udsender det i Oplag efter Oplag.

Naar man vil spørge om Grunden til disse enorme Successer, da er Svaret ganske ligetil. Den er ingenlunde at søge i selve Værkernes Værdi, for den er i begge Tilfælde temmelig ringe, men i Kritikernes Forskrækkelse. Det vil endnu være i frisk Erindring hos yderst faa, hvordan den berømte Litteraturkritiker og berygtede Censor ved Det kgl. Teater i Danmark, Professor Dr. phil. Hans Brix en Aften i Studenterforeningen holdt et særdeles udflydende og intetsigende Jabberi om Vor litterære Status. Magister Henning Kehler, der tror at være Arvtager af alle Georg Brandeses Aandsevner og dermed af hans Tronstol ved at have tillært sig hans Uforskammethed, havde haft det Uheld, hvad stundom overgaar ham, at skrive en Artikel i Berlingske Avis. Han havde i denne Introduktion til Bogsæsonen 1931-32 gjort sig den Ulejlighed paa 5-6 taalmodige Spalter at forklare, at den danske Litteratur laa i sine sidste Krampetrækninger og var aldeles til Grin. Nu gik Studenterforeningsaftenen hverken værre eller bedre, end at de unge Digtere en for en stod op og skældte Kritikken ud, hver enkelt især for, at den ikke havde gjort opmærksom paa ham. Aah, om Forladelse, nu husker jeg, at Henning Kehlers Artikel først fremkom efter denne Aften. Dette Opgør satte sig da foreløbig Frugt i, at den tilstedeværende Kritiker gik hjem og ikke længere vilde kendes ved sit Hjertebarn, der saa væmmeligt havde sagt ham Sandheder, og den anden Kritiker, den fraværende (Kehler), satte sig ned og skrev ovenomtalte Artikel. Og de øvrige stak Hoderne i Buskene. Men det var kun den foreløbige Frugt. Den næste blev en ganske anden og meget mere imponerende. Alle de Herrer af Kritikken havde nu faaet sig en ordentlig Forskrækkelse i Livet. At beskyldes for ikke at forstaa Ungdommen, men møde den vranten og sur og uden Lugtesans, det er ikke morsomt for Jeronimusser, hvis Orm er den, at der maa staa i Fremtidens Litteraturhistorier: Han var den første, der tog Færten af den nye Ibsen. I lange vaagne Midnatsstunder laa de paa deres knirkende Lejer og bad Apollo Stormægtige: Forbarm dig over os, send os en ung Bog, som der er bare en lille bitte Smule Talent i, aah, saa skal vi saadan rose den, ja, nej, hvor skal vi rose den«.

Og Apollo fniste mellem Fingrene og sendte dem »Og nu venter vi paa Skib« og »Cant«, og de Herrer greb til med begge Hænder, og jeg skal love for, de smurte paa.

Marcus Lauesens Roman er en dødsens kedelig Bog; det er længe siden, jeg har læst noget saa udtværet og trættende. Der er ikke en af Personerne i Bogen, der er tegnet tydeligt, der lever for vore Øjne, som man fatter virkelig Interesse for. Jo, een. Der er en af Slægten, der er sindssyg. Det er lødig Kunst. Skildringen af ham, truffet paa Kornet, gjort af en virkelig Digter. Bogens Hovedperson, den gamle Frue, er der af og til sagt noget om, saa hun et Øjeblik rejser sig for En og staar der; men snart er hun forsvunden sammen med de andre i Mylderet af uvæsentlige Smaatræk og haabløst udførlige Beskrivelser og Optegnelser.

Ja, her er nok af Iagttagelser og Smaatræk, men ikke det ene, der er nok, een Linie, to, højst tre, hvori et helt Menneske er givet.

Og er det galt, at Digteren ikke har Personer, bliver det da ikke bedre af, at han har ingenting at bruge dem til. Det at skildre Mennesker uden noget andet Formaal end bare at lade dem leve, det kan være ganske dejlig Kunst. Og at have et Livssyn, at lægge en Ramme og vise Menneskers Veje og Maal i den, det kan ogsaa, selv om selve Menneskeskildringen ikke lykkes, dog være lødig Kunst. Men hverken det ene eller det andet, det er Misforstaaelse af Livskald eller Liniebetaling. Jeg ved ikke, hvad Lauesen vil med denne Bog, ved ikke, hvorfor Fru Juliane lever, og ved ikke, hvorfor hun dør.

Hertil føjer sig som den tredie og sidste Afmagt, at Bogen er uden Handling. Ganske vist sker der nogle Slagsmaal og Mord og Ildebrande, men de forefalder paa nogle faa Linier, og saa væver Bogen igen videre i sine Beskrivelser og Betragtninger. Man kan ikke gøre en Filosofi til et Skuespil ved at føje et Par Mord ind i Marginen.

Og saa er det dog Betragtningerne og Iagttagelserne, der røber, at vi her midt i alle Manglerne har et ubestrideligt Talent for os. For der er Livsvisdom, som kun en tankebevandret 60-aarig kan have samlet sammen, og som, naar den findes hos en 23-aarig, kun kan skyldes sand Digtergejst. Og der er Sjælekendskab i Bogen, som er dybt og rigtigt fornummet, mens det kun er Evnen til at give det fra sig igen i klar, plastisk Form, der har slaaet klik.

Denne Mand maa kunne blive til noget som Psykolog og Filosof; ogsaa som Digter, men saa skal han forandre sig, bogstavelig talt tage sig sammen.

Stort heldigere har de Æsler, der bærer Kritikkens Sække med godt og ondt paa Ryggen, ikke været ved at skryde Kaj Munks Cant op til den store dramatiske Begivenhed. Thi af det store Vingefang, det høje Sus er der intet i dette Skuespil. Det eneste virkeligt gode ved det er Navnet.

Ordet skal være Engelsk og udtrykke saadan noget som Selvbluff, den lykkelige Evne, vi Mennesker har til at synes godt om os selv og bilde os selv ind, at vi har smukke Hensigter med vore Handlinger, mens det, vi i Virkeligheden søger med dem, er vor egen Lyst. Da nu Dansk intet Ord har for det, hvor kunde han saa bedre hente sit Ord fra end fra England, og hvor kunde han faa et bedre Ord end denne lille klare, skarpe, snærrende og smældende Lyd?

Men Stykket svarer slet ikke til Titlen. Stykket er et historisk Skuespil slet og ret, i Begyndelsen sat noget kraftigt og virkningsfuldt op, løjende af allerede efter tredie Akts Slutning, til det ender med et aldeles usandsynligt Glansbillednummer af en Dame i Fængslet, der ler fornøjet lige før sin Halshugning(!) og en Filmsfinale med Henrettelse til Polkamusik(!!). Dette er historisk utænkeligt, og var det muligt, at noget saa barbarisk kunde være sket i en fjern Tid, kommer det i hvert Fald ikke os Nutidsmennesker ved. Naar hertil føjes, at det er sat op i nogle Akter uden synderlig psykologisk Sammenhæng, og anrettet i nogle Jamber, der ingenlunde altid er lydefri (og hvad skal det til for en moderne Digter at køre et historisk Skuespil frem i forældet Versepasgang?), staar man ganske uforstaaende overfor, hvorledes Publikum saaledes har kunnet lade sig føre bag Lyset af Kritikernes Cant og Bluff. Talentløst er Produktet ikke; hist og her hugger et hvast Replikskifte sig igennem og lyser op. Ogsaa sker det, at lidt ægte Menneskelighed løfter sig op paa Albuen fra den hule Patos og den uægte snart sentimentale, snart alt for haandfaste Psykologi. Men den, der husker Digterens første Skuespil og endnu for sig ser Kong Herodes løfte sit overmenneskeligt forpinte og overmenneskeligt trodsige Tyranansigt ud af Historien, spørger forundret og næsten med Vemod: Skal vi have five o'clock tea oven paa Whiskyen?

Kaj Munk.

Vedersø Pgd., November 1931.