Undervejs

Undervejs

Af Kaj Munk

Forfatteren, Pastor Kaj Munk, fortæller om Marie og Josef paa Vej til Bethlehem hin Nat, da en ny Stjerne tændtes paa Himlen og forkyndte Verden Jesusbarnets Fødsel. Maria er forpint og synes ikke at Turen faar Ende, men hun ser op imod Himlen i det Øjeblik, da en ny Stjerne tændes og faar fornyet Kraft. Da hun ligger med sit lille Barn i Armen, siger hun: »Nu ved jeg, hvad Stjernerne er, Josef. Jeg tror de er Guds Børn.«

Nu var der kun en 3 km til Betlehem, men Vejen gik op og op og op, og Marie syntes ikke længere, at hun kunde holde det ud. Hvergang Æslet snublede over en Ujævnhed – og dem var der mange af – følte hun det, som om et Sværd gennemstak hendes Hjerte. Det var ogsaa slemt med den usædvanlige Færdsel. Fler, end man havde tænkt sig, havde Fødested i den lille Flække og var nu paa Vej til deres Folkeregistersted i Henhold til det upraktiske kejserlige Cirkulære. Hele Tiden maatte Josef holde til Siden, og af og til faldt der knubbede Ord fra travle Trafikanter, som gerne vilde naa ind til Byen før Mørkets Frembrud, og hvem det kneb at slippe forbi den lille, langsomme Karavane paa den smalle Vej. »Hvor langt er der endnu, Josef?« og »kan vi ikke sætte lige til op over Bjerget,« klagede Marie et Par Gange. Josef svarede ingenting. Han havde talt gode, opmuntrende Ord til hende saalænge, at han nu havde trøstet sig træt. Han længtes lige saa fortærende efter at komme i Hus som hun. Men skynde paa Æslet gik ikke an, saa vilde Farten bare komme til at bumpe des mere. Og give det Vinger kunde han ikke, hvor inderlig gerne han vilde det.

»Jeg tror, jeg vil prøve at gaa lidt,« stønnede Marie; han standsede og hjalp hende ned med yderste Omhu og Nænsomhed; det tog Tid, og et Par Kamelryttere bag dem svovlede Atmosfæren til. Saa gik det op for de to unge Herrer, hvordan det var fat, og den ene blev flov og kiggede dumt ud i Luften, og den anden stak i et Fnis. Der skød en Blodbølge op i Josefs Kinder, og han aabnede Munden til et eller andet hidsigt Udbrud, men saa jamrede Marie sig, at hun kunde alligevel ikke gaa. Josef vilde da atter hjælpe hende op paa Ryggen af Dyret, men nu mente hun, at hun vilde prøve at hvile lidt paa Jorden; de trak saa nogle faa Alen bort fra Vejen, og Josef tog Dækkenet af Æslet og bredte det ud paa den haarde Klippe og hjalp Marie til Sæde paa det. –  Solen gik ned, og straks rejste der sig en iskold Vind. Den unge Kvinde skudrede. »Josef, Josef, jeg kommer aldrig over det,« græd hun pludselig. Josef saa betænkelig ud. »Jeg maa hellere løbe ind til Byen efter et Par Mænd med en Baare,« foreslog han. Men hun rystede paa Hovedet: »Det har vi jo slet ikke Raad til.« Hun fik pludselig en voldsom Hikke. Saa tvang hun sig resolut op paa Benene. »Kom, saa gaar vi,« sagde hun fast.

Det gik virkelig ogsaa helt flinkt et lille Stykke, men da faldt der saa voldsomme Smerter over det spæde Pigebarn, at hun skreg ganske højt og kastede sig paa Jorden, Æslet blev saa forskrækket, at det ogsaa gav sig til at skrige. Josef stod og saa til og vidste ikke sine levende Raad. Saa brød det ud af hans bange Hjerte: »Herre, hjælp os to hjælpeløse Mennesker!«

»Der er kommen en ny, Josef, kan du se, der er kommen en ny.« Men det kunde Josef ikke se.

Da han vendte sig fra Bønnen, laa Marie ikke længere paa Jorden; hun stod støttet til Æslet og saa op i Himlen. Det var, som om hun med et havde glemt sig selv og sin hele Elendighed. Stjernerne var allerede kommet frem, og det var vel saa dem, hun saa paa, mente Josef og fulgte hendes Blik.

»Der er kommen en ny, Josef, kan du se, der er kommen en ny!« Men det kunde Josef ikke se; der var en Himmel som altid paa uskyede Aftener; en fra eller til betød ingenting i den Overdaadighed. Det var ikke for et almindeligt Menneske til at holde Regnskab.

»Jamen jo, Mand,« sagde hun helt pudsigt ivrig; »den dér har da aldrig været der før.«

Og pludselig havde hun hjulpet sig selv op paa Æslet, og nu gik Farten ret godt. Stadig holdt hun den nye Stjerne i sit Blik.

Noget efter spurgte hun langt væk i sine egne Tanker: »Hvad tror du egentlig Stjernerne er for noget?«

»Det er ikke nemt at vide,« mente Josef, »ingen kan jo naa op til dem; og det, En ikke ved Besked med, skal En holde sig fra at snakke med om.«

Mon Marie hørte det? For lidt efter sagde hun: »Det er ligegodt underligt, hvad Stjernerne er.«

Josef lod hende blive i hendes Drømme og dristede sig til at skynde en Smule paa Æslet.

Maries Blik slap Stjernen og gled hen over hele Himmelbuen.

»Saa klare de er!« hviskede hun, »saa høje og rene! Og altid ved du, hvor du har dem, altid gaar de den Vej, Gud har givet dem. Ja, og saa kan de aldrig dø – de har skinnet for lille Moses her nede i Ægypten, lige som de nu skinner for mig. Hvad kan dog Stjernerne være, Josef?« Og pludselig, i et frydefuldt Skrig: »Se, den nye, du! den er ligesom vokset; den er klarere end alle de andre!«

Det kunde Josef da ogsaa se. Og paa den Maade naaede de Byen.

Men herinde i de snævre Gader kunde de ikke længere se Stjernen. Og her begyndte igen de rivende Smerter og den kvalmende Angst – som Blodsmag i Munden. Aah, stakkels spæde Marie skulde gennem meget endnu denne skønne onde Nat. Fra Herberg til Herberg maatte de lede – optaget alle Vegne. Midt under det hele var de naaet ud for Mandtalskontoret, og en romersk Landsknægt drev Josef hen for Skranken; »for hvad vi faar bestilt i Dag, kommer igen som Fritid i Morgen.« Almuesmand, som Josef var, turde han ikke kny. Lange og mange Oplysninger maatte han give, før det kunde noteres ned, at de var to. Og Marie, som havde været saa vigtig af, at de nok til den Tid vilde blive indskrevet som tre! »Farvel med dig!« sagde Romeren og grinede; »skynd dig lidt at komme herfra, saa vi ikke faar mere Ulejlighed af jer og skal til at skrive igen.«

Og saadan gik det til, at da Kejseren lod Verden skrive i Mandtal, blev den Herre Jesus ikke talt med.

Hun famlede og fik fat i Josefs gode, trofaste arbejdsru Næve. »Nu ved jeg, hvad Stjernerne er, Josef —«

Vi ved fra vor hellige Bog, hvordan de to arme fattige Mennesker ingen Steder kunde faa Herberge i den By, hvis navnkundige Kongeslægt de dog begge tilhørte. I en Stald paa et Halmknippe maatte den unge Pige gennem al Fødslers Kval. Næsten sanseløs af Forpinthed krummede hun sig over den førstefødte; og da skete der noget: fra en Luge i Loftet traf en tindrende kølig Straale hendes svedige Pande og brændende Feberblik, og i det samme søgte en lille viljefast livsbegærende Mund for først Gang hen over hendes unge unge Bryst. Hvad var det for en Salighed, hun gled ind i!

Hun famlede og fik fat i Josefs gode, trofaste arbejdsru Næve. Han knugede hendes Fingre og strøg hende over det vaade Haar; en Taare skinnede i Skæret fra den klareste af alle Stjerner..

»Nu ved jeg, hvad Stjernerne er, Josef. Jeg tror, de er Guds Børn.«