Juleaften hos gamle Maren

Juleaften hos gamle Maren

Af Kaj Munk

Mellem alle de skønne Gaver, der faldt i min uværdige Turban i Julen i Aar, var den skønneste ubetinget den, jeg fik direkte af den gode Gud allerede om Morgenen Juleaftensdag.

I den alleryderste sydlige Snip af Vedersø Sogn, saa langt ude, at det er lige paa Nippet til at ligge uden for Sognet, ja, Skellinien mellem Vedersø og Husby skærer gennem Huset, bor gamle Maren, der i Sommer med et vældigt Knald fyldte 90. Jeg overbringer hende gerne Juleaftensdag min Julehilsen personlig og ved ikke, jeg noget Aar har svigtet hende, men til min Skam maa jeg tilstaa, at i Aar var jeg lige ved det; Bilen hænger paa sine Klodser, og Vejene er saa glatte, at baade Støvler og Cykledæk i Berøring med dem bliver mere lunefulde end noget Kvindesind. Men den redelige Del af Ens Sjæl ved jo meget godt, at alt sligt er Undskyldninger, der duer til Isbæk, man tager et Par Strømper paa uden over Støvlerne, og inden man ved af det, befinder man sig midt i den Triumf at have taget gamle Maren paa Sengen.

„Æ Præst er her, Maren, æ Præst er her.“

„Aah Herre Jøsses dog!“

Imens Maren formummer sig i Klokkerne, begynder Kedlen paa Komfuret at spytte. 8 travle Smaahænder hjælper Mor at tørre Køkkenbordet af, skylle Kaffepose og finde al Livsens Herligheder frem: Sukker og Fløde, Sigtebrød og Rugbrød, Smør og Ost, Leverpostej og Rullepølse (hjemmelavet med Mesterhaand), Kringler og Kyskager. Saa dufter det brasiliansk af Danmark i Køkkenet (jamen det er ingen „Histaarri“, det er den rene skære Virkelighed), og man hengiver sig til Nydelsen af alt, hvad det straalende vestjydske Sindelag manifesterer sig i, lige fra den blaa Tuds til den skraaende Munds.

„Tusind Tak“ og „Velbekomme“, og nu er Maren rede til Audiensen.

Megen Diskuteren kan det ikke blive til, for Aarene tager paa, men Hørelsen tager af. Men rørende er den Taknemmelighed, der lyser ud af det runde rynkede Morlilleansigt, og mange Klap faar man paa Armen af en Kvindehaand, der ikke har holdt sig for god til noget Mandsarbejde, og som endnu er lind og rørig, selv om der er gaaet Bolschevisme endog i Strikkepinde. Og vi faar da ogsaa vexlet et Par lokale Nyheder, og tuttet hinanden ind i Ansigterne, at Gud er god ved os Mennesker. Det nikker Maren til med Smil og Taarer. Hun har det lunt inden Døre, Kaffen kommer til hende paa Sengen om Morgenen, de unge er flinke ved hende, og de fire dejlige Børn, hvad er ikke de for en Tidkort for et gammelt Menneske, hvem Arbejdet er faldet af den altid virksomme Haand.

„Og a har jo min Forstand,“ gentager hun, som nævner hun dermed en særlig udsøgt Opmærksomhed fra den Almægtige, „a har jo min Forstand,“ nikker hun igen. Og det er, som Tiden staar stille inde i den lille lune Stue, her er intet Gnav over Alderdoms Brøstfældighed, ingen Bitterhed over et langt Levned i Slid og yderst nøjsomme Kaar, ingen Pukken paa et forspildt Liv, fordi Anders, eller hvad han har heddet, ikke vilde, som hun vilde.

Den gamle Pige sidder der i sin 90-Aars-Gave Lænestol saa mild, saa rund, saa ydmyg glad – ja, det er, siger jeg, som om Tiden er veget, som om allerede et lille Skær af Evighed kaster sit varme Lys hen over en Sjæl, og nu, glædelig Jul, Maren! Og saa beder vi, at Han deroppe, der har været saa trofast til dether, ogsaa vil have Haand i Hanke med os det sidste Stykke af Vejen, og saa, naar vi ikke skal være hernede mere, tage os hjem til sig i sin Himmel.

Det ældgamle friske Ansigt bliver endnu klarere, det blinker af Lys i de glippende Øjne, – jo, Maren ved nok, at foruden den flotte Fødselsdagsstol her i Stuen er der ogsaa sat Stol frem til hende et andet Sted. „Farvel, Maren.“ „Farvel, og Tak. Og mange Tak. Og ret mange Tak.“ Se, det kalder jeg Opbyggelse – for Præsten.

Men udenfor ligger Klitterne, og de har aldrig været saa smukke siden Johans Begravelse. De er altid graa, men i Dag fint pudrede med Sne hist og her, og saa er der et Lys over dem, saa skælvende aandigt, og Luften er lettere end let, den ganske svage Frostbrise i den ligesom løfter.

Og se Havet. Det er ikke det store vældige Hav, der næsten altid er ved at tvinge os i Knæ, og saa er det alligevel det. Men der ligger Taage over det et lille Stykke ude til alle 3 Sider, saa det er, som om det er stemt ned i Menneskeformat, det har af bare Venlighed mod Beskueren gjort sig overkommeligt, Ordet er blevet Kød – og dog føler jeg hele Tiden, at det er Havet, selve Havet, det uendelige gaadefulde Hav, mod hvem et Menneske er intet og mindre end intet. Men se, i nænsomme Bølger leger det sig ind imod mig, viger og rækker sig atter frem, som om det blev ved at byde mig Hænder, et Tusindemaal af Glædelig Fest.

Og over os er Himlen. Der er Skyer, der er blaa og mørke og ubevægeligt tunge – Sne? Uvejr? hvad varsler de? og der er hvide lette luftige, der flagrer hen over Havet. Men saa er der Skyer, af en helt anden Blaanen end de tunge, en lys uvirkelig Blaanen – og den er da ogsaa virkelig uvirkelig, for naar man ser nøje til, – det er jo slet ikke Skyer, det er Huller i Truslerne og Letsindet, det er Huller i alt det, der lukker for den rigtige Himmel, og hvordan er saa den ? Ind i det blaa gyder sig et Skær af Gyldnen, et overjordisk unaturligt, overnaturligt Skær.

Paa eengang ved jeg, hvad det er. Det er det Lys, Stjernen havde, som de vise Mænd fra Østerland saa. Det er simpelthen Straaler fra den usynlige Trone allerhøjest oppe, Guldtronen, der bærer Herren selv. I en ilende Strøm af Lykke føler jeg, at jeg staar paa Forklarelsens Bjerge, jeg aner et Glimt af den Verden, der var i Guds Tanke Morgenen før den første Dags Morgen, vor Verdens Endemaal, denne overjordiske Lykkefølelse, denne Uantasteligheds Fred, der aander – nej, der leger mig i Møde fra de venlige alvorlige Klitter, fra det hjertelige Hav og fra Himlen med Glimtene og Guldet. Der ligger ganske kort fra mig 3 Miner. Men de er bare rustent Jern, deres Ondskab er opløst i intet, de er bare Gestalter af noget, der ikke er mere, noget, der for evig er forbi? Og min gamle tunge Overfrakke – den har ikke Vægt mere; da jeg med Graad i Halsen af Lykke løber ned ad Klitten, mærker jeg, jeg er forvandlet, jeg har vel ikke faaet Vinger, men det behøves heller ikke, jeg kan flyve endda.

Kaj Munk.