Kaj Munks Tale til Dansk-Amerikanere

Kaj Munks Tale til Dansk-Amerikanere – Holdt i „Kilden“ i Aalborg 4. juli 1935

Hvad ved vi Hjemmedanske om Danmark og Amerika? Ikke stort. Ikke andet end af Danmark er et meget stort Rige og Amerika et lille Land. Nogle Misfostre af Menneskeheden, kaldede Geografilærere har ganske vist i en fjern Fortid søgt at paanøde os Forestillinger, der gaar imod denne vor instinktive Følelse. Dog uden Held. Selvom vi i en kort Periode af vort Liv vidste noget om acres og Tønder Land, hvor Tallene naturligvis stillede sig meget store an for Amerikas Vedkommende end for Danmarks varede det dog ikke længe, før vi atter levede vort rodfæstede Liv i Sikkerheden for det fjernes Lidenhed og det næres Storhed. Naar jeg da er imellem de lykkelige, der har faaet Lov til at deltage i den Ære som det er at byde Landsmænd langt borte fra et Velkommen hjem paa Besøg, kan jeg altsaa gøre det som den, der gaar ud fra, at I hviler ud her nogle Dage i det store rige Land fra jeres daglige smaa provinsielle Forhold.

Hvad er det nu, der er saa mægtigt her i Danmark, at I slet ikke har Magen til derovre. Der er nu først Hylden hjemme ved Jer Mors Hus. Maaske er den et Blommetræ eller bare en Gyvelbusk. Men i dag vil vi kalde den for Hylden. Der er sikkert mange gevaldige Hyldetræer hinsides, men hvad kan de? Denne her hjemme den kan snakke og den kan snakke dansk. Og det allerfineste ved den er, at den kan ikke andet end dansk. Det kan de slet ikke derovre. Den kan sige: Goddag Kristian og goddag Peter og Goddag Marie, saadan at de faar Taarer i Øjnene af det. Den er ikke overstrømmende venlig – dejligt siger vor store Digter Johs. V. Jensen, at „nu breder Hylden de svale Hænder mod Sommermaanen“, og det er saa sandt som det er genialt det, at Hyldens Hænder er svale. „Herregud, sikke nogle Briller du har anskaffet dig Peter eller sikke en Dialekt du har lagt dig til Marie“, siger den en Smule misbilligende. Men længe varer det ikke, inden den er i gang med sit velsignende: Kan du huske? Og naar I har snakket sammen et Par Timer, og Duggen er faldet og den lyse Sommernat driver sit Aftenspil omkring jer, saa er I lige bevægede begge to, og Hylden siger til Dem: „Herregud Peter, Herregud Marie, di manne Oer haar jo ét gjoer nøj, di manne Oer haar jutte gjort none, du er jo lige den samme glade Dreng eller søde Pige som du var dengang.“ Og De vil ryste paa Hovedet „Ak nej dog“ og benægte, men mærker, at det kan de ikke, for det er jo rigtigt – - – i Øjeblikket. Den gode Hyld har gjort et Mirakel med Dem i Sommernatten herhjemme i Eventyrland – Maaske er det gaaet over i Morgen, men i Aften er det altsaa sandt og dejlig velsignet er det, hele Rejsen værd.

Og hvad har vi saa mere, som De slet ikke har derovre? Ja hvad kan vi? Det var nu gamle Mutter Hyld. Men vi har ikke alene en Mutter herhjemme, vi har ogsaa en Fatter, og han hedder Kong Christian. Ham skal de ogsaa benytte Lejligheden til at hilse paa. Det kan De glæde ham og Dem selv med, det er jeg sikker paa. Han er nemlig ogsaa dansk og vi danske har saadan et eget Væsen; her gælder en Husmand ligesaa meget som en Greve og – og det er finere endnu – en Greve næsten ligesaa meget som en Husmand. I Sverige siger Kongen du til alle Mennesker, men i Danmark her siger alle Mennesker du til Kongen. Der var engang, som det hedder i Eventyrene, at Kongen havde Fødselsdag; saa havde Jylland en Søn, som var med til Fødselsdag, saadan en rigtig stout Krabat, Jens Christian hed han, havde i sin Ungdom været baade Hjorddreng og Skolemester og Kirkesanger og var saadan et rigtigt Barn af Folket, kan jeg sige. Han rejste sig og sagde: „Vi hilser og hylder dig Kong Christian“. Saa grinede de smaa Københavnske Aviser næste Dag af, at Degnen havde sagt du til Kongen, men det var bare, fordi de var saa dumme. Det var jo netop det fine ved det, at I.C. Christensen lod det danske Folk være dus med sin Konge. Og hilser De paa Kong Christian saa vil De i hans Smil og af hans Haandtryk Føle som en Opmuntring af en god Kammerat. Jeg sagde Fatter, men maaske jeg snarere skulde have sagt Bror – - det er Bror Danmark. De hilser paa.

Og hvad kan vi saa mere herhjemme, som slet ikke findes ovre i det lille Land, De lever i til Hverdags? Aak, jeg kunde remse en Masse Ting op, Lillebælt, Vor Frue Kirke, Stauning – ja jeg kunde blive ved. Men lad mig nøjes med at nævne bare eet til Slut, og det er Danmark selv, den gamle hvidhaarde smukke Dame Fru Danmark med det unge sorgløse smil. Hun er ikke lydefri, slet ikke, men hun er det, der er mere, nemlig vor Mor. Og hun er glad for, at I ikke glemmer hende I store Børn, der har tumlet rundt paa Verdenshavene og fæstet Bo langt fra hende, hun er glad, I husker hende derovre og I kommer hjem og ser til hende. I Dagens Anledning har hun trukket i sit allerfineste Stads, og hendes Smil er saa smukt og varmt, paa engang fuldt af Underfundighed og af Ømhed: „Kære Børn,“ siger hun, „for mange, mange Aar siden i min pure stolte Ungdom var jeg en vild Valkyrie. Jeg togede rundt paa Havene og var endog Kejserinde af Britannien en Tid. Jeg tænker mig, det er mit Eventyrblod, I har arvet, I mine kære Børn, der ikke kunde falde til Ro herhjemme ved min Skørter, men maatte ud til Dyet i det fremmede. Nu er jeg blevet en gammel blid venlig Dame, der ikke kan andet end gyse ved Blodsudgydelser og Vildskab. Men mine Erobringsdrømme har jeg ikke lagt paa Hylden; jeg vil stadig erobre hele Verden, men nu skal det være for Fred, for mellem folkelig Forstaaelse, for Dygtighed og Hæderlighed i Fredens Kappestrid. Mine kære Børn derude i det fremmede. Tak hver gang I støtter mig i denne Ærgerrighed. Mit gamle Hjerte slaar ungt i mit Bryst, hver gang jeg hører om en af Jer derude, der gør mit Navn Ære ved dygtig og hæderlig Færd enten det er i det store og berømmelige eller i Døgnets mere upaaagtede, men ikke derfor mindre værdifulde Haandværksslid. Jeg følger Jer og holder af Jer, holder af mine Børn herhjemme, men sandelig, det maa I tro, ikke mindre af Jer, der bærer mit Navn i det fremmede.“

Kaj Munk