Teater er Virkelighed

Teater er Virkelighed

Vor Medarbejder, Forfatteren Kaj Munk, som i Gaar havde Première paa Betty Nansen Teatret med Skuespillet „I Brændingen“, skriver i denne Kronik om Teatrets aktuelle Situation. Han undersøger især Kjeld Abells Forfatterskab og konstaterer, at hans Form for Teater ikke er, hvad Teater bør være: Virkelighed.

Frk. Teater staar og holder store Søster Jomfru Kirke og lille Søster Gøgl i Haanden. Tøsen, der er barbenet, jeg ved ikke hvor langt op, og har Opstoppernæse og Smut i Øjnene og drengeklippet Haar, kan ikke holde sig i Ro et Øjeblik; saa hopper hun paa eet Ben, og saa skærer hun Ansigter, og hele Tiden vil hun hive sin Søster med ud i Narrestregerne; og Søster staar og ved ikke rigtig, hvad hun skal tænke og gøre, for det er jo umiskendeligt, at hun har Succes, den lille, stor Succes, og gamle Søster, der altid holder paa sin Værdighed, gaar det virkelig ikke for godt. Stakkels Frøken Teater, hun har ingen, hun saadan kan raadføre sig med; hun og Søster Kirke har for længe siden holdt op med søsterligt at interessere sig for hinandens Sager – gør de det nu, er det nærmest pr. Høflighed – næ, fra den Side er der visst ikke nogen Hjælp at vente. Saa vender hun sig modstræbende til den bitte og gaar i Gang med at forsøge paa at aftjene sin Barnepligt.

Teatret skal forny sig, forny sig, forny sig, raaber i Kor en Snes hæse Kritikere, der selv ikke har lagt nogen Evner til at forny sig for Dagen. Teatret skal forny sig, forny sig, forny sig. Ja, hvorfor skal det egentlig det? Fordi det interesserer jo intet levende Menneske mere, svares der, og vi indvender, at det er slet ikke sandt, det interesserer en Masse spillevende Mennesker, Bladene anmelder dets Forestillinger i spaltelange Udgydelser, nye Tegnebøger staar paa Klem for at risikere deres Indhold, saa snart de gamle klapper sammen, om det saa er Nobelprisen, saa gives den i disse Aar fortrinsvis til Dramatikere. Har det noget paa sig, det Hyl om, at Teatret er ved at gaa rabundus, er vi ikke fri for at hælde til den Anskuelse, at det er Fornyelsesforhippelsen, der bærer sin Del af Ansvaret for, at Folk vender Tikronesedlerne i Haanden, inden de giver dem ud til et Par Billetter.

Teatret skal slet ikke forny sig paa nogen anden Maade, end ved at Digterne skriver gode Stykker og Skuespillerne spiller dem godt. Ja, mange Tak, hvad er da gode Stykker? Lad os vove denne banale Forklaring: Gode Stykker er Skuespil, som igennem Ordet bevæger Menneskers Hjerter.

Vi undser os ikke for at nævne et Eksempel; lad os tage et aldeles fortrinligt Stykke, som vil være i frisk Erindring hos en Masse Medborgere: Kjeld Abells „Melodien, der blev væk“. Dadelløst var det selvfølgelig ikke, et saadant er nemlig endnu ikke opfundet, det var lykkedes Abell saa langt, langt bedre at faa Melodien tabt, end at faa den fundet, men Heibergs Idé, at Helvede er Spidsborgerens fade, flegmatiske Liv forlænget ud i Uendeligheden, var ved Hjælp af det ene overraskende og fint digteriske og elskværdigt bidske Paafund efter det andet fløjet op til vor Tid og gjort almenkontoristisk og videre almenbymenneskeligt. Og disse Paafund var, selv om de rummede mangen Spøg for Øjet, væsentligt med Adresse til Øret. Svigermors Kæften op lød lige saa reel som Svigerfars Tavshed, henrivende var det, hvad Barnet havde at sige til Larsen, og Sangene i Stykket anslog Stemningen med Mesterskab. Naar vi fik Interesse for Larsen, naar vi fulgte ham med mange Smil og en enkelt Taare igennem hans omtumlede Trædemølletilværelse, saa skyldtes det først og fremmest de Ting, der blev sagt. Vi bekræftedes atter i et kært Dogme, det nemlig, at Teaterverdenens Bibel begynder med den Sætning: I Begyndelsen var Ordet. Det hedder Skuespil, men er Hørespil. (Og hvorfor, I Guder, kaldes det Misfoster, der et Par Gange om Ugen slippes løs i Æteren, ikke for Lyttespil, nar de Usalige, der spenderer Øren paa det, dog kaldes for Lyttere?).

Efter saaledes at have nævnt et moderne Mester-Stykke, der „fornyer“ Teatret, nemlig ved at gaa den gamle Kongevej, Ordets, kunde vi føle os fristet til at nævne et andet Skuespil fra vore Dage, der er et temmelig skidt Stykke, for saa vidt som det agerer Fornyelse uden at være det eller ved at være det paa en meget farlig Maade. Vi kunde her nævne Kjeld Abells „Eva aftjener sin Barnepligt“. Det maa med det samme siges, at man tilbringer en storartet Aften sammen med det. Det kgl. Teater serverer Luftstegen med al den festlige Akrobatik, det raader over, Clara Pontoppidan er fænomenal og Karin Nellemose allerkærest, og Replikkunsten er en Overflødighedskurv af Knallerter. Det ene sjove og herlige Paahit afløser ikke det andet, for oftest følges de ad, og ellers kommer de kompagnivis. Man kaster sig tilbage i Stolen og ler, og naar Tæppet ruller for sidste Gang, gør man Resultatet op med et lykkeligt Hikst: dér har Skaarup nu overgaaet sig selv igen, og hvor har Storm P. været heldig! Saa staar man pludselig mellem Holberg og Oehlenschlager og spørger sig selv: Jamen hvordan i al Vesterbro er de to havnet her?

„Eva aftjener sin Barnepligt“ er Sandheden i Ære, jo intet andet end en Scala-Aften med en blegrød Traad. Naar man har talt om en Fornyelse af Teatret i Forbindelse med netop dette Stykke, taler man i Vildelse, overeksponeret af Melodiens (fuldt berettigede) Succes. Med mindre man da mener, at Teatret kan fornyes ved at optage en Mængde til Dels aflagte Tricks fra Revyverdenen. Disse Idéer med at lade de Rollehavende snakke med fra Tilskuerpladsen og komme op nede fra Orkestret og hejses ned fra Loftet, og den praktiske Foranstaltning at lade dem træde frem til Rampen og et Mellemtæppe skjule Sceneskiftningen, medens Snakken gaar, og Anvendelsen af Træfigurer og malet Pap i Statisters Roller og meget, meget andet, er Fornyelser af Teatret, som Fønix og lignende Scener har anvendt som Selvfølgeligheder i Aarevis. Om saa det er den saa højt beundrede Maade at vise Aarenes Skiften paa ved at vende Træerne, der har Løv malet paa den ene Side og Sne paa den anden, har jeg for en 4-5 Aar siden, vistnok i Folies-Bergère, set de fire Aarstiders Vekslen fremstillet paa en lignende Maade. En eller anden københavnsk Kritiker benyttede sig af Premierens Lejlighed til at bringe sig selv i Erindring: at han baade som Eksaminator og Eksaminand i Dramafaget i en Aarrække havde kæmpet for just denne Fornyelse af Teatret: at Teatret atter ihukom, at det var Teater.

Det var mig kærere, om de Herrer ved det grønne Bord havde sendt en dansk Digter ved Navn Soya en Tanke. Dels har han skrevet et Stykke, der hedder „Lord Nelson lægger Figenbladet“, og som foregaar mellem Figurerne i et Panoptikon, men en eller anden Tysker havde ulykkeligvis ogsaa engang ladet et Stykke foregaa i et Museum, og det gjorde meget, naar det var Soya (men ikke noget, naar det var Abell). Og dels har han skrevet „Hvem er jeg?“, der gav Det ny Teater en smuk Succes, og som virkelig var bygget op ud fra den Anskuelse, at Teater er Teater, og som endelig handlede om noget og afgav Momenter og det store Greb i Struben.

Abells sidste Stykke handler nemlig ikke om noget. Ganske vist anklages Familien for, at de har ladet Eva kæmpe for Idealer, som kun tjente Familien selv; men da hun selv er et Led af hin Familie, kan det jo vel næppe siges at være det ringeste Udstyr at give hende med ud i denne Selvopholdelsesdriftens Verden. Hvis Forfatteren selv har et Barn, er han ude af Stand til at undgaa at paavirke dette, med mindre han anbringer det for sig selv i et Drivhus og dresserer en Ko til 5 Gange daglig at stikke det en Patte i Munden. For det kan vel aldrig have foresvævet ham, at han vilde mobilisere gamle Jean Jacques Rousseau imod Tidsfænomenerne Stalin og Hitler? I saa Fald kunde Stykket ikke være skrevet saa legende harmløst, det maatte have rummet langt større Dybde og Vrede. Og havde efter dens Indstilling, der skriver disse Linier, været aldeles forfejlet i et Land som Danmark, hvor der tvært imod den Slattenhed og Laden drysse efter bedste Beskub, som i det store og hele anses for god Tone her, trænges til en vaagen og bevidst Paavirkning af det nye Slægtled i Retning af Forstaaelse af Folkesjæl og national Arv – om man da ellers er interesseret i, at Riget skal fortsat bestaa.

Vi er saa smaa herhjemme, at der ikke gerne undes en Digter mere end een virkelig Succes. Maaske Kjeld Abell har kendt sine Pappenheimere og tænkt som saa, at nu vilde han lure dem og tvinge dem til at give ham ogsaa den anden. Allerede Titlens en Smule anstrengte Morsomhed tyder derpaa. Og den Flothed, hvormed han bliver ved at ryste Godter ud af sin Overstormp'ske. Fantasi, og den Ængstelse, hvormed han omgaar alle alvorlige Problemer og holder enhver Antydning af Poesi borte, saa selv Paradisets Have, der dog maa antages at give nogen Anledning til Poesi, maa nøjes med Pjat, kunde endnu mere tyde derpaa. Formaalet naaedes da ogsaa. Eksamen blev bestaaet med et stort UG – og Andreas Møllers Tegnebog er siden vokset uden for Vesten, og det er undt alle Parter, noget saa hjerteligt, for det er en storartet Aften i Det kgl., det er det virkelig, men det har ikke stort mere med Teater at gøre, end Cirkus har, saa sandt man – for at sige det paa Højskolesprog – ikke „tager noget med mig hjem“, det skete den lange sjove, flimrende Aften igennem, ikke en eneste Gang, at et menneskeligt Ansigt viste sig, eller at en Røst talte til Ens Hjerte. Revyen manglede Alstrup.

Og dog maa det ikke glemmes, at det, Personerne i Stykket ikke har at sige, det siger de knusende godt. Abells Sans for Repliken er den fødte Dramatikers. Og der er for mig slet ingen Tvivl om, at naar han faar lært sig ikke at være bange for Kritikerne og tage noget mere skyldigt Hensyn til Fru Thalia, og – ak! – faar mere Malurt i Sindet, end han nu har, vil han skænke sit i Fædreland en Række straalende Arbejder. Netop fordi han behersker i Ordets Kunst.

Men Gøglet skal Frk. Teater ikke lade sig lokke paa Glatis af. I een Betydning kan dette Dogme om, at Teatret skal være Teater, blive Teatrets Selvmord. Hvis Teatret skal blinke ud over Rampen til Publikum, og ikke opfatte sig selv som levende Alvor, er dets Mission endt. Teatret skal ikke være Virkeligheden, men det skal skænke en Illusion, der ofte kan være virkeligere end Virkeligheden. Hvis dets Spil her gaar over til Dobbeltspil, begaar det Forræderi mod sig selv. Naar Reumert spiller Shylock, er han Shylock, og lader han ved en Gestus eller et Minespil Tilskueren forstaa, at egentlig er det jo Løgn alt i Hob, og han er bare Poul Reumert, nuvel, ja, saa er det Løgn altsammen, og maa vi saa ikke bede om et Spil Bridge.

Teatret skal bare have Mod til at være sig selv. End ikke efter flotte Kusine Film skal hun skele. Det staar slet ikke saa sløjt til med hende, som visse Folk vil gøre det til. Naturligvis er der ikke den Højhed over hende som for halvtredie Aartusinder siden, men hvordan skulde hun alene kunne have klaret sig urørt gennem Aandskulturens Forsimpling? Hendes Stilling i Dag er ganske smuk, ogsaa her i Danmark. Hvorfor skal een Mode raade, for at der kan tales om Storhedstid? Vi spiller Shakespeare, og spiller vi ham godt, kommer Folk og lytter. Lige saa med Ibsen. Og med Strindberg. Kunde nogen spille Oehlenschläger, vilde der saamænd ogsaa komme Hus paa ham. Og vi har selv unge Dramatikere, vi ikke behøver at skamme os over, Soya, Kjeld Abell, Leck Fischer – det er slet ikke saa ringe i et Folk paa 3 Millioner.

Kaj Munk.