- KMF Journalistik ID:
- J210132-KD
- Forfatter:
- Kaj Munk
- Trykkedato:
- 21. januar 1932
- Kommentar:
- Svar på artikel af Alfred Lund i Kristeligt Dagblad 15/1 1932.
- KMF nummer (lokaliseringsreference til Kaj Munk Forskningscentrets arkiv):
- 1932-01-21
Pastor Munks Svar: Svar til Hr. Kommunelærer Alfred Lund, Randers
Svar til Hr. Kommunelærer Alfred Lund, Randers.
Hr. Kommunelærer, jeg vil bevise Dem den Ære, at gaa ud fra, at De er et ærligt Menneske, saaledes at De ikke selv aner, i hvilken forfærdende Grad De er paa den forkerte Side af Plankeværket med Hensyn til Deres Opfattelse af en Evangelieberetning, og saaledes, at De virkelig tror, at jeg har skrevet alt det, som De siger, jeg har skrevet. Det første er Sagens Kerne; det er jo Folk af Deres Opfattelse, der forvansker Juleberetningen paa det utilbørligste ved at gøre den til en Godte i et forgyldt Kræmmerhus paa Juletræet. Uden al Opfordring til æstetisk Lækkermunderi fortælles Jesu' Fødsel saaledes: Ogsaa Joseph rejste op fra Galilæa, fra Nazareth til Judæa, altsaa Bethlehem, fordi han var en Davidsen, for at blive skrevet paa Listen sammen med sin Forlovede Maria, der for Resten var frugtsommelig. Nu gik det saadan, at mens de var dér, var Tiden udløben til, at hun skulle føde. Og hun fødte saa, for første Gang, det blev en Søn, og hun svøbte ham og lagde ham i en Krybbe, da der var overfyldt inde i selve Kroen.
Dette er Sandheden om den Mand Jesu Fødsel. Men naar den sættes op i Og-det-begav-sig-Sprog og bæres frem af Orgelstemme, og Mennesker med Gaasesteg i Maven og Øjnene blanke af begejstring over det yndige lille Barn, slubrer den i sig med megen Umm, da er den godt paa Vej til at blive – Eventyr, og da er det paa høje Tid for en kristen Præst at sige: "Stop! skal vi nu blive ved virkeligheden."
Ser De, Hr. Lund, det, det gælder om at "forkynde", det er Sandheden; saa pyt med, om den er stødende, og om Kirkerne bliver tomme, og om Læren er korrekt! Hvorfra ved De da for Resten, at jeg er dannet? Det er slet ikke sikkert, at jeg er det. At De skyder mig alle mulige Opfattelser, som jeg aldrig har haft i Skoene, tager jeg jo ingen Fortræd af. Men jeg har ondt af det for Forældrene i Randers, der skal sende deres stakkels Børn til en Lærer, som vel kan læse indenad, men dog ikke opfatte det læste. Var der ikke her en Anledning for Deres Autoriteter til snarest at overvære Deres Undervisning?
Vedersø Præstegaard, 17 Jan. 1932