Tale til Gymnasiaster

Tale til Gymnasiaster

Af Kaj Munk

Ved et Gymnasiastmøde i Gentofte 17. Jan. 1941 holdt Kaj Munk en Tale, som med hans Tilladelse bringes efter stenografisk Referat. (Her fra optryk i Gymnasiastbladet, september 1945).

Mine unge tilhørere!

Da jeg var i Deres alder, var der et ord, som voldte mig større besvær end alle andre ord paa jorden. Et ganske kort ord og dog det største i verden. Det var ordet Gud.

Mor døde.

Det var faldet i min lod at møde det ord saa tidligt, som jeg overhovedet vidste af eller kunde huske. Min far var død, da jeg var saa lille, at jeg aldrig véd, jeg kan huske, jeg har haft nogen. Min mor døde, da jeg var 5 aar gammel, og det husker jeg klart. Jeg mærker det endnu: piger, der løfter mig op af sengen og lægger mig ind paa sofaen – underlige morgen, at vækkes saa tidligt, før dagslyset kom ind i stuerne og høre pigerne hviske sammen derinde. Man kunde ikke forstaa noget af det hele. Saa paa en gang lød der en mærkelig lyd, aldrig havde man hørt noget tilsvarende før, og saa blev der helt stille. … Man laa og funderede paa, hvad det var for en mærkelig stilhed … saa kom de og vilde bære en ud. »Er mor nu død?« spurgte jeg. »Næe,« var svaret. Og de to kvinder begyndte at hviske sammen, og saa kom det: »Lille Kaj, vi kommer nok alligevel til at fortælle dig, at din mor er død.« »Naa, er hun det,« svarede jeg blot og tænkte: »Det maa hun jo om!« Alt dette mærkelige gjorde egentlig ikke særlig indtryk paa mig. Mor var nok taget paa besøg hos far, og man kunde unde far den fornøjelse at have hende hos sig lidt. Mor havde lært een at sige: Godnat, kære Gud, godnat, far. Mor kom sikkert tilbage en af dagene.

Dette vilde jeg begynde med at fortælle, for at De kan forstaa, at Gud var noget virkeligere for mig end en ukendt størrelse, som min far. Mor havde nok fortalt mig meget om min far. Men jeg vidste meget mere om Gud. Mor havde fortalt om, hvor trofast Gud var mod os mennesker. Paa væggen derhjemme hang billedet af et skib i storm. Naar man spurgte om, hvad det var for et skib, forklarede mor, at det forestillede det skib, far engang rejste hjem med fra Australien. Det kom i stor havsnød, men da bad de ombord til Gud, og saa sendte han en engel, saa stormen lagde sig. Jeg kom senere til at tænke paa, at der var nok noget galt ved den historie. I hvert fald forstod jeg, at Gud havde fulgt far paa denne vanskelige rejse til Australien, og nu havde de to det godt sammen deroppe.

Saa gik der et par dage, og vi kom til begravelsen. Det blev en stor dag for mig. Jeg var med ved graven, og præsten sagde noget om den »afdødes lille søn, som staar her ved graven«. Jeg brystede mig lidt, for jeg forstod jo nok, at det var mig, han talte om.

Der gik igen nogle dage, og mor var stadig ikke kommet. Saa begyndte jeg at spørge efter hende, for jeg savnede hende saa meget og vilde vide, naar hun kom igen. De begyndte saa at stikke mig nogle tomme ord ud … og lidt efter lidt gik det op for mig, at jeg fik vist ikke mor at se, før jeg selv gik til hende. Saa græd jeg uafbrudt i 3 dage, og det varede meget længe, før jeg forvandt det, ja, det er ikke sikkert, jeg har forvundet det endnu, skønt jeg fik et par nye forældre, et par dejlige forældre.

Virkelighed?

Jeg husker mig selv paa de skønneste sommermorgener, naar bierne summede, og man gik ud og skulde flytte køerne. Jorden laa og slog revner, for rigtigt at drikke sommeren ind i sig. Og der stod køerne i det frodigste græs, der findes i Danmark. Men inde i mit hjerte gik jeg og tænkte: Mon det var »rigtigt«, at jeg gik her, – mon jeg ikke i grunden var død, da jeg var 5 aar gammel og lagt i graven med min mor?

Jeg havde ingen rigtig fidus til, at jeg virkelig levede. Senere lærte jeg hos professor Kromann, at Kant siger, vi kun har forestillingen om tingene at holde os til. Vi har forestillingen om at have en stol for os, men stolen selv er der maaske slet ikke … Da lo de andre, men jeg syntes, at Kant var en forstandig mand; der var noget, jeg kunde følge ham i.

Gud en »virkelighed«.

Jeg begyndte med at fortælle Dem, at Gud og jeg var gamle bekendte, da jeg kom i Deres alder. Men drengen paa 16-17 var ikke nær saa gode venner med Gud, som drengen paa 3-4 havde været. Da var der sket det, at man havde forklaret mig, at »Gud var en virkelighed«, og naar Gud var en virkelighed, saa var der egentlig ikke noget ved ham. Naar Gud nemlig er en virkelighed, saa er han et filosofisk begreb, og et filosofisk begreb kan man tage op og endevende, det kan man lave slutninger over, det skal man give grunde for. Og inde i mig sad det vel saa dybt, som det kunde sidde: at vel var Gud til … det var rigtigt nok … blot uendeligt højere oppe. Hvordan skulde man faa plads til ham i denne utrolige verden, som man skulde til at erobre nu? Denne mærkelige verden, der var en ø, fuld af spænding og fortryllelse, men befæstet paa alle leder og kanter, saa det var yderst vanskeligt at gøre landgang der – denne mærkelige verden, hvor man kom med sit barnlige hjertes umiddelbarhed og vidste, at Gud var trofast og kærlig; og naar et stort skib kom i havsnød, og smaa mænd var ved at drukne, behøvede de bare at bede til ham, saa sendte han straks en engel, og saa lagde bølgerne sig, og saa sagde man tak.

Jordens gamle, kæntrede klode.

Det, som de ikke fortalte, men som man saa med sine egne øjne og mærkede med sine egne sanser, var et andet stort skib, der kom i forfærdelig havsnød, selve jordens gamle kæntrede klode, hvorfra der stiger mod himlen et raab af forbandelse og fortvivlelse, af nød og anraabelse – men den tumler blot videre paa de piskede bølger. Og man vidste selv ikke, om det ikke var en større naade, om den kæntrede en gang for alle! Hvad der skete i den store verden, skete inde i ens eget bryst ogsaa. Man var selv en vippende og tumlende skude. Hvad der engang havde været saa ligetil, havde nu i stedet for een side hundrede. Man havde lært af sin gode skolebestyrer, at verdensrummet var uendeligt, for hvis der var en grænse, vilde man bare spørge: Hvad er der saa paa den anden side af grænsen? Men sandheden er dog den, at det var lige uforstaaeligt for én, enten den holdt op, eller den blev ved – denne verden, som man selv er en del af, denne verden i én. Det havde dog engang været saa selvfølgeligt, at livet ikke sluttede med det barokke indfald, at man som et selvdødt aadsel overgaves til forraadnelse – at der var en funke i én, der netop, naar skaalen brød sammen, blussede op til skønnere og rigere liv. Nu stirrede man paa graven og vidste ikke, om den ikke havde det sidste ord. Kloge folk sagde, at al denne snak om evigt liv var ikke andet end pølsesnak, ja, det var umoralsk tale, det var at svigte dette liv her, svigte selve moder jord. Det er her slaget skal staa, om resten véd vi intet og bør intet vide. Og ikke alene det, at vi ikke vidste noget, men en stærk logik fortalte, at alt det, man før havde syntes var smukt og rigt, var nu farligt og forkasteligt, for ikke at tale om den hjertekval, at den pige, man tænkte paa, altid tænkte paa andre, og kom hun endelig til at tænke paa én selv, saa havde man gerne mistet interessen. Allermest irriterende var det dog at høre de ældre tale om ungdommens lykkelige dage, og hvor det dog var prægtigt at være ung. –

Ophøjet over alle vore begreber.

Der kom den dag for mig igen, da Gud hørte op med at være virkelighed, hørte op med at være et filosofisk begreb, der skulde se at tilkæmpe sig en plads mellem mange andre ting i denne sammensatte verden – da Gud simpelthen atter blev en gammel mand med et langt, hvidt skæg, en ophøjet, kongelig skikkelse, en mand, der maaske sidder paa Jupiter eller en af de andre planeter, eller har sin trone paa en eller anden stjerne. Hvordan det er kommet til mig, véd jeg ikke selv, men det er den tro, jeg staar her og skal aflægge vidnesbyrd om. De forstaar nok, hvad jeg mener, naar jeg siger, at Gud er en gammel mand med langt, hvidt skæg og kongelig rejsning? Jeg mener dermed, at hvad Gud er, er det ikke givet os mennesker at ane det allermindste om, eller kunne forestille os det allerbitterste om. Kunde vi det, da var han ikke Gud, eller vi ikke mennesker. Gud er højt ophøjet over alle vore begreber, han er skaberen, vi hans skabninger, han er uendeligere end selve det uendelige verdensrum.

***

Men hvordan kan vi da have noget med dette gaadefulde, dette endeløst fjerne at gøre?

Dus med Gud.

Det kan vi heller ikke, og vi kan godt rent tankemæssigt gaa med til at sige, at det er irriterende og lyder højst bespotteligt, naar disse enfoldige, troende kristne eller disse præster, som faar betaling, staar og snakker om Gud og siger, at »Gud vil de følge«. Man har indtryk af, at Gud kender de ud og ind, bedre end de kender deres købmand paa hjørnet. Og saa er hemmeligheden den, at det er, netop det, vi gør. Hemmeligheden er, at der er kommet et menneske til os, et menneske som vi andre af kod og blod: Jesus Kristus. Han er kommet og har fortalt os om denne gaadefulde, uendelig ophøjede majestæt, der hedder Gud, fortalt os saadan om ham, at vi lærte ham at kende, er blevet dus med ham, kender ham bedre end købmanden paa hjørnet. Netop fordi hans visdom er saa bundløs, at al vor viden er taabelighed overfor ham, netop derfor var det, at han gav udtryk for sin kærlighed til sin skabning derved, at han regnede en maade ud, hvorpaa han kunde komme i forbindelse med os. Han smilede sit gyldne smil og sagde: Jeg vil afføre mig verdensrummets kaabe, jeg vil gaa ned, helt ned til dem, holde op med at være Gud, være et menneske som en af dem, og de skal forstaa og ane, at jeg er uendelig meget mere, end hvad de ser for deres øjne.

Et varmt hjerte og -

Af mig selv véd jeg intet om Gud, slet intet, jeg véd ikke engang, om han er til. Jeg indrømmer, at af og til møder der mig i tilværelsen noget varmt og godt og skønt, der griber mig saadan om hjertet, at jeg ikke kan bære det – saadan fylder det mig – uden at jeg maa takke for det. Fattige er de mennesker, der ikke kender til disse henrykkelsens stunder, hvor sindet er stemt til at høre evighedens tone i en fugls sang eller i farven paa et blomsterblad. Der kan komme en digters ord, en enkelt verslinie og udløse noget saa strømmende rigt i mig, at jeg synes, der er ikke noget andet i verden end aand. Det kan være det vidunderlige møde mellem to unge, naar de véd, at de har naaet miraklet – det skønne og skinnende paa denne syndige klode, at kærlighedens vinge har rørt dem. Det kan ske i samtale med en ven i de stille nattetimer, det kan ske, naar jeg knæler foran alteret – paa hundrede maader kan det komme til mig, at livet er saa skønt og rigt, at jeg maa takke for, at det naar mit hjerte saadan, at det ikke kan komme fra noget andet end fra et andet hjerte. Jeg kan se det i visdommen, hvormed stjernerne er anbragt, i klodernes gang, i det menneskelige snille, i den store hærfører, i den mægtige billedhugger. Alt dette kan tale til mig med livets egen røst om dette bankende, varme hjerte.

Men foruden at livet er saadan – og vi maa aldrig glemme, at det er saadan, saa er det ogsaa lurvet, lavt og hæsligt. Ja, saa lavt og lurvet og latterligt kan det forme sig, at jeg ikke kan finde andet i det end et spil af tilfældigheder. Saa fortærende gement kan det taarne sig op foran én, at vi atter kan synes, der staar et hjerte bagved – et ondt hjerte, en vilje af djævelskab. Pascal sagde, at der var saa meget stort i verden, at den mindede om Gud, og saa meget smaat, at den fornægtede ham.

Jeg kan drømme og digte, men ingenting finde ud af og ingenting vide. Alt hvad der er i mig af Gudstro, af dette: at ville tro paa, at det er rigtigt, det mægtige ord: »Jeg tror paa Gud Fader, den almægtige, himlens og jordens skaber« – alt det skylder jeg én mand tak for. En eneste har lært mig det, har betalt den hele og fulde pris for at lære mig det. Paa hans autoritet har jeg taget imod det. – Den gang, jeg var en lille dreng, tog jeg det paa min mors autoritet, men da jeg blev voksen, lærte jeg et hjerte at kende, et eneste, som slog varmere endnu end min mors – det var frelseren, det var Jesu Kristi hjerte.

Det lyder kønt.

Hvis jeg var en dreng og sad dernede som en af Dem, vilde jeg sige: »Det lyder meget kønt, men hvor kan jeg tage noget paa en andens autoritet, hvor kan jeg vide, om denne Jesus, du taler om, vidste rigtig besked? Hvor vidste han det fra?

Hvordan kan jeg faa bevist, at jeg ikke tog fejl? Man kan se fjendtlig paa ham, som mange har gjort det, man kan sige: han var bare en svindler og bedrager, som prædikede sig selv og havde planer om at befri sit folk fra undertrykkelsen, men vilde blot gaa snedigere til værks end de andre, der dumt og plumpt lavede opstand. Eller man kan se paa ham med sympatiens øjne, men samtidig med protest og sige: svindler var han nu ikke; han var et ædelt menneske i mange henseender, et storladent menneske, men dog vist alligevel med en skrue løs, maaske var han epileptiker. Hvordan kan jeg vide om dette menneske, at han ikke bare var en særling? Hvordan kan jeg tage paa hans autoritet, de ord, som forlanger at faa fuldt herredømmeover mig, forlanger at jeg indretter mit liv stik modsat, hvad jeg ellers vilde? Op med beviserne!

Naar De protesterer saadan overfor mig, føler jeg mig meget lille og vil hellere gaa til bekendelse og sige: beviser kan jeg ikke komme med, dem har jeg ikke.

Der er en formel, som hedder, at hypotenusens kvadrat er lig summen af katedernes kvadrater. Saa vidt jeg husker, var der en gammel hjernetrænet mand, der kunde give beviser for det. Ja, saadan er det i den verden …

De løb den kolossale risiko.

Men Kristus har gjort den opdagelse, at der er en helt anden verden end bevisets, og han har ydermere brændt den forvisning ind i sit folk, at denne anden verden er uendelig sikrere end den første. Det er troens verden. Indenfor den første, »matematikens verden«, skal man bevise, faa andre til at tro ved at bevise. Men til at faa andre til at tro i »troens verden« er der kun vidnesbyrdets vej at gaa. Gennem vidnesbyrd skal det naas eller ej – gennem det vidnesbyrd, som aflægges. Ikke blot ved ord, men ogsaa og især ved liv. Her er det, at vi, som kalder os kristne, vidner: at saadan synes nu vi, han har bevist det for os, gennem sin tale, og med hele sit liv har han aflagt vidnesbyrd for os om, at han er den, han kaldte sig, med det mægtige navn Guds søn. Han er den eneste af de millioner og atter millioner, der har vandret over jordens flade, som vidste besked, og han delte menneskene efter, hvad de sagde, naar han stillede dem det ene spørgsmaal: »Hvad siger du om mig?« Og den gang sagde de antagelig det samme, som de siger den dag i dag. Nogle sagde: et besat menneske, en sværmer, lad os gøre ham uskadelig ved at le ham ud. Nogle sagde: højspændt tale, kommer ikke os ved, lad ham passe sig selv, og vi passe os. Andre saa dybere og sagde: »det er en yderst farlig person, han vil os til livs«. Vi dør af ham, derfor paa korset med ham. Og saa var der nogle, der sagde: vi staar her midt i verden saadan, at vi ikke har andre at gaa til end dig. De gik til ham, de tog ham paa ordet, de løb den kolossale risiko, at de troede paa ham. Og at de troede paa ham, betød jo ikke blot dette, at det kunde vist være rigtig nok, det han sagde, og de meninger vilde de ogsaa godt antage. Det har rigtignok været kirkens store, store, store fare ned gennem tiderne – og er det nok den dag i dag – at det at tro paa Jesus Kristus, det at have Gudstro, det at have disse og disse ufarlige meninger: at der er en god Gud til, og at han nok skal styre alt til det bedste, og naar vi dør engang, saa gør han saadan, at vi bliver lukket lige hjem til ham og faar det godt sammen der …  og saadan er meningen med det hele … og skal vi saa gaa hjem og drikke kaffe!

Det er kristendommens store fare i dette land og i utallige andre kristne lande. Kirkerne tømmes, og hvorfor? Fordi folk godt véd, at den brave og velmenende præst staar og siger det, som de ogsaa mener, saa der er ingen grund til at gaa hen og høre det. – Og gaar de derhen, saa er det en lidt langtrukken historie, en passende indledning til kaffen eller middagsmaden – det giver god appetit.

Men hvis vi ser tilbage paa disse mænd og kvinder, der fulgte ham først, saa betød det at antage disse meninger: at tro paa Jesus Kristus, at tro, at Gud var god, men forlangte ogsaa godhed – at han var evig, men forlangte ogsaa livet sat ind i evighedens tjeneste – det betød død og helvede sluppet løs over de mennesker – det betød, at de blev hængt paa et kors og kastet for vilde dyr. En mand som Paulus maatte døje det, som er sværere end døden: bryde med alle naturlige vaner og kaste sig ind i et liv fuldt af farer, uden at give sig lov til at blive træt.

Vort folks onde og velfortjente skæbne.

Jeg er mange gange i det daglige liv forsagt i denne tid overfor de mægtige begivenheder i verden. Det er ikke bare det, at der sker saa uforestilleligt meget ondt. Hvem har sluppet det løs mellem folkene? Det er vist ikke gjort med at vaske sine hænder og give de andre skylden. – Jeg tænker paa den onde og velfortjente skæbne, som er overgaaet vort land. Jeg sagde disse stærke ord, og jeg mente dem.

Naar jeg kan synke sammen med det onde, ogsaa det rent fysisk onde, som er sluppet løs i verden, kender jeg til en ligesaa dyb sorg over, hvad vi kan kalde vor uværdighed til at bære vort kors. Er der gaaet dom over vort land, saa er tiden inde til at vise, om vi vil gaa ind under dommen, om vi fortsætter med at sige: vi er saadan et lille, uskyldigt folk, og det er synd, at nogen vil gøre os fortræd, de maa rigtignok jages ud af de andre, saa vi igen kan blive neutrale – eller vi siger: vi har stor skyld, og saa gaa i os selv, hvad der er den eneste vej til oprejsning, det at vi siger til Gud: Fader, jeg har syndet!

Men er der ikke ogsaa glædelige ting, vi kan se for os i øjeblikket? Jo vist, fædrelandskærligheden blomstrer op, men ser det ikke ud, som om den stiger og vokser i forhold til, som rationerne bliver smaa? Det er jo en helt anden vækst, vi skal se hen til.

***

Der maa vælges.

Staar jeg og bliver forsagt overfor alle disse spørgsmaal, overfor sorgløsheden? Folk, som morer sig og farer til bal, som intet var sket i vort land. Hvis jeg staar og føler mig afmægtig i alt dette, er det, at jeg atter og atter vender tilbage til det store navn med de tre fattige smaa bogstaver, vender tilbage til den mand, som for mig blev den eneste autoritet i verden.

Og til ham er det, jeg siger: jeg har givet dig min tro, jeg har givet dig mit hjerte een gang for alle, forsaavidt som det er et stakkels menneske muligt. Saa tag du nu og riv mig ud af denne modløshed. Tag du og styrk mig, saa jeg kan sige det ned i ansigtet paa disse unge, der sidder opadvendt og lytter: tiden er stor, som kun faa tider har været. Nu er det ved at ske, at kristendommen skal træde frem i sin gamle, unge, første kraft. Nu skal der brydes med hele den udvikling, hvor kristendommen var opbyggeligt snakkeras og noget, som vi alle var enige om, og som ikke betød noget videre. Nu kommer den igen med salt og kraft og sætter skel mellem mennesker. Jeg spørger mig selv, og jeg spørger Dem: vil De sige det store enten-eller, vil De træffe valget?

Enten hedder det: vi vil ikke have med kristendommen at gøre. Den er forbenet, gammel overtro, dens tid er forbi, nu dukker der nye systemer op, som ikke har tid til at vente. Nu hedder det: gør det, eller bliv skudt – væk med kristendommen, den er vejet og fundet for let. Nu er det de andre, der kan.

Eller ogsaa: vælg det andet, vælg Jesus Kristus og alt det, han vil give. Han bød os at sætte livet ind for det, vi tror paa, at have de førstes mod til at være stærke i bekendelsen, til at regne med Gud og ham alene og slet ikke med mennesker.

Det var dette, der var glemt midt i kristendommen bag alle de mange klæder og hyggelige skær, man havde kastet over den. Den kunde se saa hyggelig og fredelig ud, den gamle, hvide landsbykirke, en yndig idyl, saa man maatte sige: den er lige til at sætte ind i en dansk film.

Ikke maalet, men midlerne.

Men naar den ikke for længe siden er sunket i jorden, kristendommen, saa er det, fordi den bag idyllen gemte sin hemmelighed, og hemmeligheden var korset. De vil komme til Dem ogsaa, De vil opleve det, og de vil sige til Dem saadant noget som: vi laver en ny verdensorden. Den gamle spekulerede i alle menneskers slette egenskaber, hidsede folkene op mod hinanden, delte menneskene i partier, satte dem op mod hinanden, regnede med guldet som den eneste magt, der betød noget. Den udrettede ingenting af virkeligt stort, og det hele gik til grunde i raadløshed som en blinkende boble. Men nu vil vi skabe en ny orden, et nyt menneske, som kan lyde og handle, kan ryste løs af sig alle gamle, mugne vaner og fordomme og traditioner. En sportsskikkelse, en ung, herlig, frigjort mand og kvinde – det selvherlige menneske. Det er det, vi tilbyder Europas ungdom.

Og vi hører efter det fra kristen side, og vi siger: »der er jo egentlig noget rigtigt i det – ogsaa i det, at man vil skabe frie, stolte, glade mennesker, en sund, aaben, rask ungdom. Vi ser godt, at meget af det andet var dans om guldkalven og ikke bedre værd end at kaste jord paa. Og vi spørger efter, om ikke det, som Kristus sagde til os: at Guds rige skulde komme her til jorden, og Guds vilje skulde ske, om det ikke var noget af det, han tænkte paa i lighed med dette – at der skulde skabes saadan en munter, frisk, handlekraftig menneskehed, der var rede til at underordne sig, ofre sig og lide for at naa de største maal. Og saa falder der os noget ind, og det er det, at det største her i verden for os mennesker ikke, som vi tror, er maalet, men det er midlerne. Naar vi saa hører, at midlerne til at naa dette Gudens rige paa jorden er blod og vold, saa véd vi, at har vi lært det mindste af den mand, der gav sig selv paa korset, sejersløst, mens han kaldte sig sandhedens konge, saa har vi til alle deres herligheder kun eet at svare, og det er nej.

Staa fast paa det rigtige.

Saa siger vi til denne herre: du er den modigste af alle, for alle de andre hærførere, der hvervede soldater, lovede dem guld og grønne skove. »Soldater af den franske armé« – hedder det f. eks. – »jeg skal føre jer ned til verdens rigeste sletter; skulde det dér skorte jer paa føde? Følg mig, saa skal I sel« Men denne mand, Jesus af Nazareth, har mod til at sige til sine soldater: »Følg mig, og jeg skal føre jer fra nederlag til nederlag!« Han har sat os det maal, der hedder Guds rige paa jorden, at Guds vilje maa ske, som den sker i himlen.

Tænk nu lidt praktisk: vi begynder med os selv, med købmanden paa hjørnet, med gadefejerne, med departementschefen, generalen, direktøren, professoren – se den række ansigter foran os! Prøv at se paa de ansigter og læs i dem. Hvad staar der? Ilterhed, smaatskaarenhed, forfængelighed, kiv, nid, komiskhed. Alt det kan vi læse hos os selv og hos de andre i denne verden. Og dog hedder det med disse mennesker: Din vilje ske.

Aldrig i livet kan jeg, saadan som jeg er og vil blive ved med at være, gaaende i dette støv paa denne klode, komme til at tage mig ud som en ærkeengel. Men Jesus Kristus har mod til at kalde os til en opgave, som er umulig. Hans Kirke, som vil det samme maal, skal kastes i støvet gang paa gang. Verdens riger vil triumfere. – Hvorfor skal vi dog gaa ind paa denne galskab? Han svarer os: fordi Gud vil det – fordi det er det rigtige! Han har ingen anden grund til at give os, end at det er det rigtige. Jesus Kristus siger: gør det rigtige, staa fast paa det, saa er vi venner, saa hører I til hos Gud, hvis hjerteslag I kan mærke mod jeres, og som I véd er evighedens store herre.

Gør det rigtige og vær rede til at give for det, hvad der kræves – om det saa ogsaa skulde være op ad en mur!

Kaj Munk.