- KMF Journalistik ID:
- JDD0141-xx
- Forfatter:
- Kaj Munk
- Trykkedato:
- DD. januar 1941
- Kommentar:
- Med bidrag af Kaj Munk. Nordisk Revue, januar 1941, nr. 8. Nytaars-Enquète om Nordens Fremtid. Andre personers besvarelser også medtaget.
- KMF nummer (lokaliseringsreference til Kaj Munk Forskningscentrets arkiv):
- 1941-01-DD
Ved et nyt Aars Begyndelse – Tre Spørgsmaal, besvaret af kendte Personligheder
Tre Spørgsmaal, besvaret af kendte Personligheder.
Ved Udgangen af Skæbneaaret 1940 rettede »Nordisk Revue« tre Spørgsmaal til en Række kendte danske Mænd, hvis Ord har Vægt. Spørgsmaalene lød:
2) Hvad kræver De af dansk Politik?
3) Hvad forventer De af dansk Ungdom?
Der faldt en Stjerne. Hvorfor falder den saa hurtigt? Enten naar man slet ikke at faa ønsket eller ogsaa ønsker man forkert. Tænk, om man i Aften kunde faa en gammeldags Kop Kaffe! Er det noget at bruge en Stjerne til? Havde den advaret mig forinden, at den vilde falde, saa havde jeg ønsket:
at alle Sind (der ser ud over Dagen og Vejen) i Island og Finland, i Norge og Sverige og Danmark vilde benytte denne Dvaletid til at forberede sig til, saa snart Forholdene gør det muligt, at sætte alle, alle, alle, ALLE Kræfter ind for Nordens praktiske Forening. Altsaa ikke længere Digte og Taler og Drømme og Ønsker. Men Daad.
Gøteborg Fællesregeringens Hovedsæde. Fælles Udenrigspolitik, fælles Hær, fælles Mønt, fælles Indfødsret, fælles Kejser. Hver sit Sprog, hver sit Flag. Forskellige, men eet.
Bro fra København til Malmø omgaaende. Helst: Udtørring af Øresund.
Landsforvisning af enhver, der vil rippe op i gamle Stridigheder eller fremhæve det ene Folk paa det andets Bekostning. Vil man skælde ud paa nogen, saa kun paa sine egne.
Dansk Politik maa fra nu af være nordisk Politik.
Dansk Ungdom maa vaagne og være nordisk Ungdom.
Hvorfor? Fordi det er nødvendigt!
Og dog maa dette ikke være Hovedgrunden.
Men – tilgiv mig – fordi vi holder af hinanden.
Fhv. Præsident HOLGER ANDERSEN:
At Samhørighedsfølelsen og Sammenholdet mellem alle Nordens Lande maa gaa styrket ud af de Prøver, vi gennemlever; at det fra alle Sider maa erkendes, at aandeligt og kulturelt Samarbejde hvor værdifuldt det end er – ikke er nok i en Verden, der bestemmes af jernhaarde Realiteter, men at de nordiske Samlingsbestræbelser fremtidig maa tage et større og videre Sigte, hvis Begrebet Norden skal give Udtryk for en virkelig politisk Tanke. En kulturel Idé, en politisk Fiktion – det er, hvad Norden hidtil nærmest har været. Vore Landes forskellige Skæbne i den nuværende tragiske Situation er et Vidnesbyrd herom. Kun et virkeligt – aandeligt, økonomisk og politisk – under fuldt Hensyntagen til de enkelte Folks særprægede Individualitet samlet Norden kan engang faa den Stilling i Europa, som Norden i sin hidtidige Splittethed – trods alt Samarbejde – ikke har kunnet opnaa.
Hvad kræver De af dansk Politik?
At danske Politikere udviser Virkelighedssans, d. v. s. at man først og fremmest forstaar, at Europa staar overfor et Tidsskel af endnu større Rækkevidde end den franske Revolution i 1789; at Grundlaget for hele vor Økonomi og dermed for det hidtidige politiske Styre er blevet fuldstændig forrykket; at det ikke er nok at kalde til Samling om de bestaaende politiske Former, men at der maa et nyt, positivt forberedende Arbejde til. Thi uanset Krigens endelige Resultat tør det anses for givet, at det offentlige Livs Former ogsaa i Danmark vil undergaa dybtgribende Forandringer.
Hvad forventer De af dansk Ungdom?
At den danske Ungdom, der skal bygge et nyt Danmark op efter Sammenbruddet den 9. April 1940, maa forene en vaagen Sans for den nye Tids Krav til Staten og den enkelte med Hævdelsen af det grundlæggende i vor dansk-nordiske Arv: Respekten for Aandens Frihed og Personlighedens Ret. At dansk Ungdom vil slaa Kreds om de store Imponderabilier: Kærlighed til Fædrelandet, Offervilje, Frihed, Ret og Ære, saa disse for et Folks Liv afgørende Værdier aldrig maa dø i Danmark.
Ukuelig Vilje til at vedblive at være Norden.
Hvad kræves der af dansk Politik?
a. Fremtidig Forstaaelse af, at selv om Magt ikke er Ret, saa giver Magt Betingelser for at hævde Ret.
b. At Rigets og Almenvellets Tarv gaar forud for Sær-, Klasse- eller Partiinteresser.
c. At dansk Politik maa faa saadan Aand og Form, at det af hele Landets Befolkning anses for en Ære at være dansk Politiker.
d. At Sagkundskab faar større Indflydelse.
Hvad forventer De af dansk Ungdom?
Sanddruhed – Mod – Humør – Sammenhold.
Hvad kræver De af dansk Politik?
Hvad forventer De af dansk Ungdom?
Samling om at sikre Danmarks Fremtid.
Skal jeg ganske kort formulere mit Ønske for Norden, kan det næppe gøres bedre med Indskriften fra Lübecks gamle Holstensport: Concordia domi – foris pax – Samdrægtighed hjemme – Fred ude. Spørgsmaalet er derefter forenklet til to Problemer.
Samdrægtighed hjemme - inden for det nordiske Rum – maa, efter mit Skøn, naaes først og fremmest gennem en national Besindelse, en fast Vilje til Selvhævdelse og, inden for hvert Rige, et uafladelig realiseret Ønske om at udnytte saavel de aandelige som materielle Muligheder fuldt og helt til Rigets Tarv. Dette vil blandt andet sige, at de nordiske Folk forsager al Leflen for kolorerede Internationalismer og skyer den nordiske Skødesynd at ringeagte sit eget over Forgabelsen i det udenvæltske, der vel klarest og ubarmhjertigst er paavist af von Heidenstam i Aarhundredets Begyndelse med Afhandlingen om »Svenskt Lynne«.
Syntesen i det nordiske Fællesskab kan, med Besvarelse af alle nationale Ejendommeligheder, vistnok finde et Forbillede i Hansaforbundet, det historisk mest betagende Samvirke, jeg kender.
I fælles Tugt, med fælles Pligter, i Offervilje og Driftighed, med ukuelig tapper Energi maa de nordiske Lande – eet for alle og alle for eet – føre en Styrkens usentimentale Realpolitik, som samtidigt med at gavne Helheden vinder Ære og Respekt for den enkelte, der vil Maalet og bruger Midlerne. Forbundet maa være saa stærkt og hæderligt, at dets Vurderinger – Hansaforbundets Maal og Vægt – bliver forbilledlig i Europa. Dette kan naaes ad kendte og prøvede Veje.
Freden ude kommer af sig selv til den, der er offervillig nok, stærk nok, ridderlig nok og enig nok med sine Venner.
Retvendt og retledt vil Norden i Samarbejde indbyrdes og med Naboer kunne genskabe et nyt baltisk Herrevælde, der atter gør Østersøen til Europas vigtigste Hav. Jeg ønsker for Norden, at den gamle Drøm om et nordisk Dominium maris baltica maa blive Virkelighed.
Hvad kræver De af dansk Politik?
Af dansk Politik ønsker jeg – som vel Hovedparten af Folket – at den først og fremmest er dansk. Det vil blandt andet sige, at den helbredes for de internationale Kongresbeslutningers Rødsyge, ikke klæber til artsfremmede, udspekulerede politiske Teorier eller Systemer, ikke i anstændige Menneskers Samfund finder sig i samfundsnedbrydende Stimandspartier endog af antikristelig og halvasiatisk Art som Kommunismen.
Idet jeg aldrig har tvivlet om, at Flertallet af danske Politikere har været hæderlige Mænd, for saa vidt som de troede, at deres Handlinger var til Folkets Gavn, kunde jeg ønske, at disse brave Mennesker vilde brænde en væsentlig Del af, hvad de har tilbedt, og tilbede en ikke ringe Del af, hvad de har brændt.
Kort sagt vilde jeg ønske, at man i dansk Politik vilde sky den gensidige Mistænkeliggørelse, den billige Varme, det letkøbte Bifald og den forstemmende Selvglæde over Fortidens flade Opportunisme. Jeg vilde ønske, at man erkendte egne Fejl og egen fælles Brøst, at man i væsentlig højere Grad beskæftigede sig med Kendsgerninger end med Floskler, at man fik Fødderne plantet solidt i Virkelighedens danske Muld frem for at vade i den Æter, hvor Verdensrevolutionens røde Skyer driver for østlige Vinde.
Jeg vilde ønske for dansk Politik, at den fattede, hvor afgørende vigtig Folkets Kongetroskab er, og hvor skrøbeligt alt andet bliver i Sammenligning dermed. »Hvor Kongen red, er der altid Vej«, siger gammel Lov – men ogsaa kun dér.
Jeg vilde ønske, man i dansk Politik forstod, at vi føler os som Brødre, ikke overfor en konjunktursvingende Regeringsform, men over for Kongen og Riget. At vi ubetinget adlyder enhver Regering, Kongen har godkendt, betyder ingenlunde, at vi er enige med den, eller at vi kan lide Subordinationer.
Hvad forventer De af dansk Ungdom?
Af dansk Ungdom venter jeg det helt fortræffelige.
Vi har behandlet den saa slet som muligt. Naar den stod vel uddannet, rede til at løfte en Arv, rede til at gøre en personlig og dygtig Indsats, sendte vi den med et beklagende Skuldertræk ud i Arbejdsløshedens Alfonseritilværelse.
Og dog viste denne Ungdom sig rede til at kæmpe og falde, da Terningen om Liv og Død blev kastet.
Jeg nærer den største Ærbødighed og Hengivenhed for Danmarks Ungdom, som jeg har lært at kende fra alle Landets Egne og alle sociale Lag. Bedre Ungdom findes ikke i Verden.
De unge Mænd, som jeg ifølge Sagens Natur kender bedst, har, til deres Hjems store Fortjeneste og til Hæder for dem selv i de Aar, jeg har haft den Lykke at uddanne Soldater, vist sig at være gentlemen i enhver Henseende – villige, dygtige, ærlige, fornemme af Tankegang, trofaste og flittige. De meget faa Undtagelser bekræfter kun Reglen.
Hvis det yderligere erindres, at de, opvokset i Kriseaar, i et socialt, erhvervsmæssigt og økonomisk Uføre, har faaet en Virkelighedssans, en klar, kølig Vurderingsevne over for Mennesker og Forhold, som gør hver enkelt til »sin Lykkes Overmand«, turde det være forstaaeligt, at jeg nærer den størst mulige Forventning til Ungdommen. De unge er Spartanere, som en ubarmhjertig Skæbne, vi ikke gjorde nok for at afværge, har pisket til Manddoms illusionsfri Haardhed – de skal nok bøde, hvad vi i vor velmenende Vankundighed rev itu. Af Ungdommen venter jeg simpelthen vor nationale Frelse, og jeg tror ikke, den vil skuffe Forventningerne.